Der er sket en dramatisk stigning i antallet af kommunaldirektører og forvaltningschefer der afskediges. Chefposterme i den kommunale sektor er så usikre, at danske borgmestre nu besidder den europæiske rekord i fyringer af topchefer. I ingen andre europæiske lande bliver cheferne fyret i samme omfang som i Danmark. De sidste fem år har mere end hver tredje kommunaldirektør forladt sit job. 40 pct. af dem har måttet gå på grund af samarbejdsvanskeligheder. Det er også langt over det dobbelte af, hvad cheferne i den private sektor herhjemme har oplevet de sidste 10 år. Dette billede tegnes af den kommunale forskergruppe på Odense Universitet under ledelse af professor Poul Erik Mouritzen. De har udspurgt over 1.000 danske kommunale chefer om deres arbejdsvilkår i en undersøgelse som offentliggøres i dag. Undersøgelsen præsenteres på fredag på den kommunale chefkonference, som afholdes i Odense. De topchefer der forlader stillingerne, klager over store samarbejdsproblemer med politikerne. De går tæt op ad borgmesteren hver dag, og deres muligheder for at lægge en selvstændig kurs for kommunens udvikling er ringe. Kommunaldirektørene har mange modspillere på institutionerne og i ledelsesgruppen. Mange af dem opgiver derfor at gennemføre en egentlig ledelse af kommunen. De går derimod langt ind i den politiske rådgivning bl.a. med forslag til, hvordan borgmesteren får forslag igennem sin egen partigruppe. Det bringer kommunaldirektørerne i en utrolig sårbar rolle.