De Konservatives sidste dans

De Konservatives formand, Lars Barfoed, går en skæbnesvanger uge i møde. På lørdag skal han på partiets traditionsrige landsråd forklare sine partifæller, hvordan han vil vende kursen, så Det Konservative Folkeparti ikke længere kigger ned mod spærregrænsen, men genvinder den politiske indflydelse og bliver et stærkt, borgerligt alternativ til Venstre.

Udgangspunktet er det værst tænkelige: Mens konservative partifæller sidder godt og sikkert på posten som statsledere i 18 af de 27 EU-lande, herunder de fire største – Tyskland, Frankrig, Storbritannien og Italien – er de danske konservative med kun 8 mandater Folketingets mindste parti. De skiftende konservative ledere og ministre har ikke formået at benytte de 10 år i en Venstre-ledet regering til at markere et klart og tydeligt politisk projekt.

Det er ellers langtfra givet, at “lillebror-positionen” behøver koste mandater. Da Venstre indtog samme rolle under de konservativt ledede regeringer i 1980’erne, lykkedes det partiet at erobre endnu flere stemmer. Ved valget i 1981 fik Venstre 20 mandater. I 1990 var antallet vokset til 29. I den interne kamp om at være nummer ét i blå blok, har Venstre for længst vundet. Se figur 1.

Siden Poul Schlüter trak sig fra posten i 1993, har De Konservative desuden haft hele syv formænd. Se figur 2. De mange formandsskift vidner om et parti, hvor den interne magtkamp har tæret på kræfterne og gjort det sværere at holde fast i en klar linje: “De Konservative skifter hele tiden signal. Det er partiets helt store problem,” siger Peter Kurrild-Klitgaard, der er professor i statskundskab ved Københavns Universitet.

Lars Barfoed selv er et eksempel på de skiftende udmeldinger. Da han blev formand i januar, fortalte han først, at han var “optaget af Gud, Konge og Fædreland”, derefter afviste han et tæt samarbejde med Dansk Folkeparti, som ellers betoner netop de værdier. Under valgkampen knyttede Lars Barfoed så forbindelse til De Radikale, hvis profil er langt mindre traditionsbundet og langt mere international. 

“Det virker forvirrende,” konstaterer Kurrild-Klitgaard.
Skal De Konservative overleve og genskabe positionen som et af de toneangivende borgerlige partier i Danmark, er der ikke alene behov for stringens og større ro om formandsposten. De Konservative skal gøre op med Venstres dominans, generobre klassiske konservative mærkesager fra ikke bare Venstre, men også Dansk Folkeparti og Liberal Alliance samt etablere en langt klarere højre-profil, der kombinerer reformdagsordenen med en stærk national forankring. Sådan lyder budskabet fra en række eksperter og konservative bloggere, som Mandag Morgen har talt med.

Sammensat projekt

I modsætning til konkurrenterne i Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti har De Konservative en langt mere sammensat baggrund. Partiet spænder fra nationalkonservative, der ligger meget tæt på Dansk Folkeparti, til socialkonservative, der med et europæisk udsyn ligger tilsvarende tæt på Det Radikale Venstre.

“I modsætning til Venstre har De Konservative i Danmark ikke en ideologi, men snarere et sæt af holdninger. Derfor har de lidt sværere ved at opstille et sammenhængende projekt. Det bliver nemt mere mudret,” siger Lars Bille, der forsker i politiske partier ved Institut for Statskundskab i København.

Partiets idepolitiske nestor, Per Stig Møller, udpegede i en kronik i Berlingske i sidste uge det sammensatte projekt som partiets styrke. De mange, sammensatte enkeltelementer udgør tilsammen en helhed, som andre partier ikke på samme måde kan levere, mener han. Men det gør også De Konservative mere skrøbelige, påpeger eksperterne. I den intense konkurrence mellem partierne i den blå blok har de tre konkurrenter kunnet udnytte, at De Konservative har været mere optagede af en intern strid mellem de forskellige positioner end af at kæmpe for partiets mærkesager i offentligheden. I stedet har både Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti markeret sig med mærkesager, der ligner de klassiske konservative:

“Det nationale er et helt grundlæggende karakteristikum ved konservatismen, men det har Dansk Folkeparti meget dygtigt sat sig på. Og selv om det ikke er i helt samme udgave som De Konservatives, står De Konservative her langt svagere end Dansk Folkeparti,” siger Lars Bille.

Helt personligt fik Lars Barfoed den benhårde kamp mellem partierne at mærke, da Dansk Folkeparti i december 2006 fik ham fyret som minister for forbrugeranliggender efter en skandale, hvor hans ministerie ikke havde opdaget en virksomhed, der solgte for gammelt kød.

De Konservative har også tabt terræn på mærkesagerne til Venstre. Tydeligst kom det til udtryk, da Lars løkke Rasmussen i sin seneste nytårstale præsenterede opgøret med efterlønnen som sit eget projekt, selv om De Konservative i årevis havde ønsket opgøret og Venstre i samme periode havde afvist det. Uden for citat opfattede konservative folketingsmedlemmer det som et eksempel på, at De Konservative havde lagt sig fladt ned for Venstre.

“Der har altid været en enorm konkurrence mellem Venstre og Konservative. Hvis man dykker ned i Folketingets protokoller, kan man se mødereferater, hvor De Konservative godt nok er klar over, at Socialdemokraterne er hovedmodstanderen, men hvor De Konservatives mistro til Venstre er meget, meget stærk. De føler sig gang på gang snydt af Venstre,” siger Klaus Petersen, professor i statskundskab ved Syddansk Universitet.

Mistroen har dybe historiske rødder: De Konservative er vokset ud af det gamle parti Højre, som Venstre tvang bort fra magten i forbindelse med systemskiftet i 1901. Og den interne kamp gør ifølge Lars Bille særlig ondt på De Konservative i Danmark, fordi den danske variant af konservatismen i forvejen er langt mere liberal end f.eks. de kristeligt demokratiske søsterpartier i Tyskland, Østrig, Holland og Belgien.

Resultatet er, at De Konservative udgør et stadigt mindre hjørne af blå blok. Se figur 3. I de kommende fire år skal de kæmpe med den gamle hovedmodstander, Venstre, og de nye konkurrenter, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance for igen at sikre sig en klar position på den borgerlige fløj.

Den rigtige leder

Op til landsrådet på lørdag kan Lars Barfoed skele til Sverige, hvor det er lykkedes for søsterpartiet Moderaterne at komme igen efter et tydeligt valgnederlag i 2002. Her tabte partiet 27 af 82 mandater i den svenske Riksdag og endte med 55. Ved Riksdagsvalget i 2006 genvandt partiet mere end det tabte og – ikke mindst – regeringsmagten. Ved valget i 2010 fortsatte fremgangen og Moderaterne står stadig i spidsen for Sveriges regering. “Moderaterne har med succes overtaget positioner fra andre partier,” forklarer Tom Bryder, der bl.a. har arbejdet som professor i statskundskab ved universiteterne i København og Växjö.

De Konservative i Danmark håber, at de kan foretage det samme turnaround, men det er helt urealistisk, siger Peter Kurrild-Klitgaard:

“De Konservative lider under en vrangforestilling om, at danskerne i virkeligheden er konservative. Lars Barfoed har endda sagt, at 50 pct. af danskerne er konservative, og at de derfor skal hente deres egne vælgere tilbage, sådan som Schlüter gjorde det. Men de ser bort fra, at verden har ændret sig radikalt siden,” siger han og peger først og fremmest på, at De Konservatives klassiske mærkesag, forsvaret, har en helt anden betydning i den offentlige debat end under Schlüter, der havde regeringsmagten under den kolde krig.

Samtidig har det klassiske konservative vælgergrundlag også ændret sig.

“Tidligere kunne De Konservative regne med opbakning fra mindst 10 eller 15 pct. af vælgerne: borgerskabet i byerne som højere funktionærer, skoleinspektører, officerer og en række selvstændige som isenkræmmere og slagtere. Men de vælgergrupper er enten forsvundet eller kunne lige så godt stemme på Venstre,” siger Peter Kurrild-Klitgaard.

Det stiller endnu større krav til partiernes ledere om at kunne positionere sig over for et vælgerkorps, der ikke længere pr. automatik stemmer på et bestemt parti.

“Schlüter var kendt for, at han kunne gribe chancen, når den var der. Et partis styrke handler også om lederens evne til at formidle budskabet, så det passer til sammenhængen,” siger Lars Bille.

Spørgsmålet er, om Lars Barfoed har den evne. Ifølge den konservative Jyllands-Posten-blogger, Hans Hauge, er svaret ja. Hans Hauge tror på Barfoed, der godt nok “ikke er karismatisk, men fremtræder netop som konservativ. Han forekommer at være den helt rigtige”.

En anden debattør, David Gress, mener derimod, at Lars Barfoed “altid vil blive husket for, at han har halveret partiet. Det er svært at se ham blive en partileder, der med overbevisning kan fremføre de samme mærkesager mere overbevisende end Lars Løkke Rasmussen og Pia Kjærsgaard”.

Lige som partiet skal også Lars Barfoed kæmpe for at befæste sin rolle og sætte punktum for den endeløse diskussion af De Konservatives lederproblem. Der er tale om en opgave af enorme dimensioner. Lars Barfoed er den af de 4 borgerlige ledere, der får mindst omtale i medierne. Se figur 4.

Konservativt opgør med blokpolitikken

Under sloganet “Borgerlige stemmer, der arbejder” og med Poul Schlüter ved roret, gik Det Konservative Folkeparti frem ved fire valg i træk. En succes fra partihistorien, som drager De Konservative.

Indtil valget i år opnåede De Konservative deres hidtil værste resultat ved folketingsvalget i 1975, hvor Venstre gik frem, men tabte regeringsmagten til Socialdemokraternes Anker Jørgensen. Poul Schlüters første trin var at vriste De Konservative fri af Venstre og indgå forlig med den S-ledede regering. De borgerlige, konservative stemmer kom på arbejde.

“Den Konservative strategi virkede ... for De Konservative, men fremgangen kom fra de andre borgerlige partier,” siger Peter Kurrild-Klitgaard.

Men historien frister alligevel. Lars Barfoed fremhævede fredag i Berlingske, at han er klar til at få gennemført noget med en ny regering: “Hvis der er områder, hvor vi går enegang, er det sådan,” sagde han.

Men hvor meget indflydelse kan et lille konservativt parti få? Den tidligere konservative pressechef og spindoktor Niels Krause-Kjær siger i en blog-analyse, at Poul Schlüters konkrete indflydelse var til at overse – et indtryk, Peter Kurrild-Klitgaard deler.  Samtidig er det et åbent spørgsmål, om konservativ enegang denne gang kan andet end trække stemmer fra andre borgerlige partier.

Det andet ben i Lars Barfoeds strategi handler om Det Radikale Venstre. Under valgkampen gav han og De Radikales Margrethe Vestager hinanden håndslag på et opgør med blokpolitikken, der bl.a. skulle betyde, at finanslove fremover ikke blev gennemført med stemmerne fra kun den ene blok.

Efter valget har Lars Barfoed gentaget invitationen til De Radikale og peget på de områder af den økonomiske politik, hvor De Radikale kan gennemføre store dele af deres politik i samarbejde med partierne i blå blok og ikke med alliancepartnerne i en mulig S-ledet regering.

“Der er sådan set logik i et tættere samarbejde med De Radikale, fordi historien viser, at borgerligt-liberale regeringer – bortset fra de seneste ti år – kun kan regere med enten radikal støtte eller deltagelse.  Men historien viser også, at når De Konservative og Venstre på skift bejler til De Radikale, sådan som det skete i 1960’erne, skaber det usikkerhed og ikke en samlet fremgang,” siger Peter Kurrild-Klitgaard.

Udsigten til spærregrænsen kan dog få De Konservative til alene at fokusere på den ene del af læren fra Poul Schlüter – succesen, målt som fremgang ved valgene – og overse de problemer, det kan medføre for den samlede borgerlige opposition.

Rådet fra bloggerne

Konservative bloggere og debattører diskuterer ivrigt en ny platform for partiet. Håbet er, at De Konservative kan bruge perioden i opposition til at forene deres ønske om økonomiske reformer med en revitalisering af det klassiske konservative og nationale projekt.

[quote align="right" author="Kasper Støvring, Syddansk Universitet"]De Konservative skal ikke så aktivt være pro-eu, men være mere skeptiske. Det vil kræve, at man lægger kursen om på ledelsesplan.[/quote]

“Vi skal kombinere de to positioner. Det er der ikke andre der gør. Vælger vi kun den ene – f.eks. ønsket om at gennemføre reformer i en kritik af en alt for stor velfærdsstat – så gør Liberal Alliance det bedre end De Konservative. Og holder vi kun fast i det nationale, vil Dansk Folkeparti hele tiden gøre det bedre. Men ved at kombinere de to kan partiet få mere kant,” siger Søren Hviid Pedersen, debattør og lektor i statskundskab ved Syddansk Universitet.

Som det er nu, har Dansk Folkeparti både overtaget den oprindelige Gud, Konge og Fædrelands-diskussion, som er en konservativ mærkesag, og den nationalt betonede kritik af EU. Her mener de konservative bloggere, at udviklingen befinder sig på den i EU-debatten så berømte glidebane.

“De Konservative skal være meget mere opmærksomme på, at EU er ved at udvikle sig til et domstolsstyre, hvor den ene dom ved EU-Domstolen efter den anden tager suverænitet fra Danmark,” siger blogger og kulturforsker ved Syddansk Universitet, Kasper Støvring og henviser til domme, der giver borgere fra lande uden for EU mulighed for at få opholdstilladelse i et EU-land gennem et giftermål med en EU-borger.

“De Konservative skal ikke så aktivt være pro-eu, men være mere skeptiske. Det vil kræve, at man lægger kursen om på ledelsesplan,” siger Kasper Støvring.

Også uddannelsespolitikken, familien og civilsamfundet kunne blive genfundne konservative mærkesager, påpeger bloggerne. Uddannelserne, fordi der er behov for at restaurere lærernes autoritet og respekten for viden. Familien, fordi det er den samfundsbærende institution. Og civilsamfundet, fordi de konservative skal tage opgøret med “Big Government” til fordel for “Big Society”, sådan som den britiske David Cameron gør det.

På lørdag skal Lars Barfoed fortælle, hvor han vil placere De Konservative efter vælgernes lussing. Indtil da har han som partiets leder måttet afskedige en række funktionærer, fordi partiet med kun 8 mandater ikke længere får de samme tilskud som med 18 mandater. Afstanden til 1980’ernes konservative med betalte partifunktionærer i flere store byer kan næsten ikke blive større.