Sektorkobling. Ikke noget rart ord, vel? Det skaber ingen billeder. Hvilke sektorer? Hvilken kobling? Hvad taler vi om?

Ikke desto mindre er ordet sektorkobling et af de hotteste ord i en af verdens hedeste debatter: Den, der handler om, hvordan man stopper den globale opvarmning, som forandrer klimaet med naturkatastrofer, ødelæggelser og død til følge.

 Sektorkobling er et buzzword i København, Haag, Berlin og Bruxelles og alle andre steder, hvor politikere og fremsynede ledere i energiindustrien er optagede af at omstille energisystemerne fra fossil energi til vedvarende energi.

Alle kan se, at det er muligt at gøre elektriciteten grøn med vind og sol. Og at man kan gøre varmen bæredygtig ved hjælp af fjernvarme, varmepumper og overskudsvarme. Men når det gælder lang og tung transport med skib, fly eller lastbil og en masse industrielle processer, har man reelt ingen realistisk grøn løsning.

Interkontinental transport og mange industrielle processer i stor skala bliver aldrig elektriske. Disse sektorer skal altså kobles på den grønne omstilling gennem en indirekte elektrificering.

Det er her sektorkobling og en helt ny vision kommer ind i billedet. Og det er her, grøn brint kommer ind.

Førende politikere og erhvervsfolk over hele Europa deler nu den vision, at Europa skal til at producere enorme mængder af brint, der i sig selv er en klimaneutral og højeffektiv energibærer, men kræver enorme mængder strøm at producere.

Er strømmen sort, er brinten sort. Er strømmen grøn, er brinten grøn.

Det er med andre ord de vedvarende energiers – sol og vind – gennembrud som billigere energikilder end fossile brændsler og atomkraft, der nu baner vejen for en grøn brintrevolution i Europa. Danmarks regering, førende virksomheder og pensionskasser er klar til at investere trecifrede milliardbeløb i den udvikling. Den netop indgåede klimaaftale om energi og industri fra 19. juni er et udtryk for, at der er bred politisk konsensus i Danmark om denne kurs, som også nyder stor opbakning blandt erhvervslivets og arbejdsmarkedets største aktører.

En brintfabrik på Avedøre kan kickstarte udviklingen

Henrik Poulsen, nu fratrædende CEO i Ørsted, har netop sammen med A.P. Møller-Maersk, DSV, SAS og Københavns Lufthavn offentliggjort fælles planer om at bygge en brintfabrik til flere milliarder kroner. Fabrikken skal fyldt udbygget i 2030 kunne producere 250.000 ton grønne brændstoffer om året, og Ørsted og Danmark skal ifølge Henrik Poulsen rykke nu. Dels fordi man har adgang til den vigtigste råvare, elektricitet – billig og i store mængder fra havvind i Nord- og Østersøen. Og dels fordi brint er en industri, hvor der skal rykkes hurtigt nu, hvis man skal have en konkurrencefordel.

”Ellers er der andre, der løber med det, og lande som Tyskland og Holland, der har industriel efterspørgsel, er allerede i gang,” sagde Poulsen i midten af juni.

De danske vindøer i Nordsøen og Østersøen og meget omtalte såkaldte power to X-planer til produktion af grønne brændstoffer på basis af brint er altså nært knyttet til den voldsomme opblussen i interessen for brint, som er sket blandt centrale politiske og økonomiske beslutningstagere i Europa over de seneste cirka 18 måneder.

Udviklingen understreges af det faktum, at store fossile energiselskaber som Shell, BP, Total og norske Equinor alle er med i store brintsatsninger, som er blevet annonceret i løbet af 2019 og 2020. Disse selskaber er alle i gang med at forsøge at kopiere Ørsteds transformation fra et overvejende fossilt til et overvejende vedvarende energiselskab.

BP meddelte forleden, at selskabet nedskriver værdien af sine olieaktiver med over 100 milliarder kroner, alt imens man opjusterer sine langsigtede analyser, sådan at vedvarende energi allerede i 2040 vil overhale fossile energikilder. BP er involveret i en række grøn-brint-projekter, særligt i Australien hvor brintproduktionen ser ud til at blive et lokomotiv for udviklingen af sol- og vindenergi.

”BP’s ledelse er af den opfattelse, at eftervirkningerne af pandemien vil accelerere overgangen til en mere kulfattig økonomi og et mere kulfattigt energisystem,” meddelte selskabets topchef, Bernard Looney.

Investeringer for 3.200 milliarder kroner

Det politiske momentum omkring brint i juni 2020 er så stort, at det er realistisk at tro, at de samlede investeringer i brint frem mod 2030 vitterlig vil nå op imod de godt 3.200 milliarder kroner, som industriorganisationen Hydrogen Europe anser for nødvendige, hvis brintproduktionen skal nå et niveau, hvor den kan fortrænge de fossile brændsler fra markedet.

De mange milliarder skal gå til hele værdikæden fra produktion af vedvarende vind- og solenergi til etablering af brintfabrikker og skabelsen af et kontinentalt net af rørledninger, der gør det muligt at handle med brint på tværs af Europa og sågar købe brint af eksterne leverandører – i Nordafrika,i Ukraine eller i Rusland.

Ifølge Lennart van de Burg, ekspert i brint og grøn innovation ved Hollands statslige forsknings- og innovationsinstitut, TNO, er der lovende perspektiver og storpolitisk opmærksomhed omkring grøn brint.

”Vi har en stor produktion af brint i Holland, men det er først og fremmest blå brint baseret på naturgas – og altså ikke CO2-frit. Vores nye klimalov fra 2019 siger, at det er grøn brint, vi skal producere i fremtiden,” siger Van de Burg, der understreger, at der er lang vej, før grøn brint og grønne brændsler er så billige, at de kan konkurrere prismæssigt med den blå brint.

Han er ligesom den hollandske regerings særlige brintudsending, Noé van Hulst (Se interview her i bladet) imponeret over de danske planer for produktion af grøn brint ved København på basis af havvind fra den nye vindø ved Bornholm, som regeringen traf beslutning om i maj.

”Det projekt ser meget spændende ud. Og det er nok ikke tilfældigt, at det bliver offentliggjort nu, hvor Europa-Kommissionen kommer med sine store planer for relancering af økonomien i Europa,” siger Lennart van de Burg.

EU deler visionen 

Kommissionen har tidligere i år i forbindelse med sin nye industristrategi udpeget brintteknologien som en strategisk industri for Europa. Og EU har sat sig i spidsen for skabelsen af en såkaldt Clean Hydrogen Alliance, der skal sætte fart i produktionen af grøn brint.

Dermed er der også lagt op til, at EU’s forskellige institutioner vil støtte grøn brintøkonomi, og at EU’s medlemslande på egen hånd kan give statsstøtte til brintprojekterne, hvis de måtte ønske det.

Alt tyder på, at muligheden for statsstøtte vil blive grebet af mange af vores nabolande, eftersom blandt andre Tyskland, Holland, Frankrig og Storbritannien alle har vedtaget nationale brintstrategier inden for de seneste år.

Det tætteste, Danmark kommer på en sådan plan, er rapporten ’Nye veje til brint – PtX strategisk handlingsplan’, der udkom i januar 2020. Heri slår man fast, at Danmark i forhold til sektorkobling ved hjælp af brint har flere store fordele:

• Konkurrencedygtige elpriser
• Et stort potentiale for vedvarende energi og et stærkt elnet med gode forbindelser til udlandet
• Et effektivt gassystem med adgang til gaslagre, som også kan lagre brint
• En førende position inden for biogas, som kan blive en vigtig komponent i kulstofbaserede PtX-produkter • Et fjernvarmesystem, der kan udnytte værdien af overskudsvarme ved energikonvertering
• En datahub og håndtering af data til understøttelse af nye grønne forretningsmodeller.

Den hollandske forbindelse

Danmarks vej ind i den europæiske brintindustri er i høj grad gået via Holland, som myndighederne har udviklet et endog meget tæt energi- og klimaindustrielt samarbejde med i de senere år.

De to lande er begge med i The North Seas Energy Forum, hvor landene omkring Nordsøen sammen med EU-Kommissionen siden 2017 har arbejdet på at udvikle Nordsøen til verdens førende region for havvind.

Samarbejdet foregår også i North Sea Wind Power Hub, der udvikler koncepter for den voldsomme udbygning af havvind, der kommer til at ske frem mod 2050. Samarbejdet mellem de to lande blev cementeret forleden, da man indgik en bred politisk samarbejdsaftale om fjernvarme, havvind og brintproduktion. Samtidig blev det meddelt, at Holland for et stort millionbeløb har købt sig ind i Danmarks overskud på produktion af vedvarende energi i forhold til de mål, man har påtaget sig for 2020.

Disse mål har Holland ikke selv kunnet leve op til, og derfor har man købt retten til at tælle mindst otte terawatt med i Hollands nationale statistikker, som derved opfylder EU-målet. Fra hollandsk side oplyses det, at prisen har været 100 millioner euro – cirka 745 millioner kroner. Fra dansk side oplyses det, at hollænderne lægger “op imod en milliard kroner” for handlen, der gennemføres i henhold EU’s direktiv for vedvarende energi.

Samarbejdet mellem Danmark og Holland er så tæt, at man ifølge Kristoffer Böttzau, direktør i Energistyrelsen, godt kan tale om, at Holland i en række henseender er blevet et brohoved for Danmark ud på de europæiske energimarkeder.

Under alle omstændigheder er Holland rent fysisk et europæisk brohoved for dansk el, i den forstand at man i september 2019 indviede det 325 kilometer lange såkaldte Cobra-kabel mellem det vestlige Jylland og det nordlige Holland. Her kan man transmittere højspænding og data, og kablet er lavet, så det vil være muligt at koble en havvindmøllepark på det.

”Vi har et glimrende samarbejde med hollænderne, som vi på mange måder går rigtig godt i spænd med. De er meget interesserede i vores løsninger, når det gælder fjernvarme og havvind, og vi kan lære af deres erfaringer inden for brint og PtX,” siger Kristoffer Böttzauw.

Ifølge Brian Vad Mathiesen, professor i energisystemer ved Aalborg Universitet, er hollænderne flere årtier bagud i forhold til Danmark, når det gælder fjernvarme og havvind, mens de omvendt er klart foran, når det gælder brintteknologi.

Når Holland er så langt bagud på disse områder, skyldes det, at man i 1950’erne valgte at satse meget hårdt på brugen af naturgas, som man havde store naturlige forekomster af. Satsningen på naturgas førte til det, man kalder ’den hollandske syge’. At en national økonomi billedligt talt læner sig tilbage og nyder overskuddet fra salget af en enkelt råvare uden at investere i innovation og ny forretningsudvikling.

Den enorme gasudvinding førte senere til jordskælv og skader på bygninger i det nordlige Holland, hvilket har tvunget regeringen til at lukke gasudvindingen ned.

Nu satser Holland i stedet stort på både fjernvarme og ikke mindst havvindmølleparker, som udbygges i stor hast. Det kan ses på Danmarks eksport af energiteknologi og -services til Holland, der er vokset fra 2 milliarder kroner i 2017 til 7,3 milliarder kroner i 2019.

Brint bliver meget billigere

Mens kendskabet til brint og dets mange gavnlige egenskaber er lige så gammelt som de første forbrændingsmotorer, har brint ifølge Lennart van der Burg fra det hollandske innovationsinstitut TNO aldrig fået den udbredelse, som dets tilhængere har drømt om. Det skyldes både omkostningerne ved produktion og andre ulemper.

”En af de største ulemper ved brint er, at det er så eksplosivt. Det indebærer betydelige risici,” siger van der Burg, der ikke tror på, at brint har en stor fremtid som drivmiddel i almindelige personbiler.

”På det område tror jeg, at elbiler med batterier vinder, men det betyder ikke, at brint ikke vil have en fremtid på mange andre områder,” siger han.

Det helt afgørende punkt, når det gælder brints mulighed for at erstatte olie, gas og kul inden for en relativt nær fremtid, er omkostningerne til produktion, lagring og distribution. Og dem arbejdes der nu voldsomt på at reducere.

Konsulenthuset McKinsey offentliggjorde i januar i år en stor rapport udarbejdet for The Hydrogen Council, en interesseorganisation for energivirksomheder, bilproducenter og andre med interesse i udvikling af nye brintteknologier. I rapporten ‘Pathways to Hydrogen Competitiveness – a cost perspective' konkluderer man, at udviklingen af brintteknologierne er accelereret voldsomt i Europa, USA, Asien og Australien, og at alt tyder på, at prisen på grøn brint vil falde markant i løbet af det kommende årti.

Det skyldes ikke mindst, at prisen på vedvarende energi fortsat vil falde markant, ligesom også prisen på elektrolyseanlæg (der laver strøm om til brint) vil falde i pris og vokse i kapacitet, i takt med at stadig flere lande og virksomheder satser på de mange forskellige anvendelser af brint.

I rapporten har man undersøgt omkostningseffektiviteten for brint på 35 forskellige områder inden for transport, opvarmning og diverse industrier. Konklusionen er, at på 22 af disse 35 områder vil brintløsninger i 2030 være det mest omkostningseffektive alternativ.

McKinseys beregninger tager udgangspunkt i de støtte- og udviklingsordninger rundtom i verden, der findes i dag. Disse støtteordninger vil i hvert fald i Europa blive kraftigt opjusteret i de kommende år.

Dermed kan den økonomiske case for at bruge grøn brint i stedet for fossile brændsler i energisystemerne blive yderligere forbedret. Det samme vil rentabiliteten i de havvindmølleparker og PtX-anlæg, som offentlige og private aktører investerer milliarder i i Danmark.