Velkommen ombord på flyveren fra Edinburgh til Billund!

Andreas  er på vej hjem igen efter en tur til Skotland, hvor regeringen har travlt med at finde den unge nations plads i det store vindeventyr i Nordsøen. Det er ikke så tit, Andreas rejser til møder, men han var nødt til få et ordentligt kig på de fysiske forhold og få en fornemmelse af livsstilen, der hvor han og firmaet er ved at sælge en helhedsplan for fremtidens klimavenlige og driftssikre energiforsyning.

Engang droppede Andreas som de fleste andre rejserne, fordi det var uansvarligt i forhold til klimaet. Men også fordi det dybest set var besværligt. I dag er video, VR og AR så skarpt og understøttet med så mange hjælpefunktioner, at der sjældent er noget, der ikke bedst kan klares over nettet.  Men det er nu også noget hyggeligt ved at komme ud og se folk, og de nye e-fuels har gjort, at man ikke længere behøver at blive naget af flyskam. 

Det er en klar dag over Nordsøen. Han kan tydeligt se felterne ude på den lavvandede Doggerbanke, der først blev slugt af havet for 7.500 år siden. Hold op, hvor er det stort! Det er som at kigge ned på et – meget uroligt – Manhattan, med flere hundrede 250 meter høje møller, et mylder af servicefartøjer både til havs og i luften og kæmpe platforme med raffinaderier. Og han ved, at der ligger et motorvejsnet af kraftige kabler og rørledninger under vandet. For ti år siden var her bare vand – og boreplatforme til olie og gas.

Et kvarters tid efter kan han se de store fabriksanlæg i Esbjerg nærme sig. Møllevinger, naceller og dele af tårnene står eller ligger på de store arealer uden for havnen, klar til at blive skibet ud på de store specialfartøjer. Esbjerg er en boomtown. 

Det er godt, at robotterne kan klare så meget af arbejdet, ellers ville væksten have været bremset af mangel på arbejdskraft. Byens universitet har været en byggeplads de seneste år, for man har dårligt kunnet følge med udbygningen, siden det blev klart, at masser af kvalifikationer og forskning var en forudsætning for succes. 

Fra oven er Vestjylland præget af blinkene i de mange solceller, der efterhånden fylder de fleste store tagflader – lige fra parcelhuse til lagerbygninger og landbrugsejendomme.

Da landingshjulene rører asfalten i Billund Lufthavn, sender hans smartphone et lille pling. Der er gået en bekræftelse ud i systemet på, at han er ankommet, og en elbil begynder at køre op mod indgangen, så den står klar, netop når Andreas træder ud med sin rullekuffert.

Der er 45 minutters kørsel hjem til Middelfart. Han skutter sig lidt. Der er skifte i vejret. Men det ved hans hus heldigvis godt. Da han passerer Randbøldal, sender han, som altid, en lille tanke til sin gamle ven fra gymnasiet, der valgte at flytte ind i det nye økosamfund. Man kan lige skimte nogle af de lidt spøjse bygninger, en blanding af jordhuler og rumskibe, tænker Andreas. 

De har haft diskussionen mange gange: Rent økonomisk giver det ingen mening, hvis enhver lille flække skal være selvforsynende med energi. Det er langt billigere at trække på det store elnet, fremfor at installere sine egne batterier. Alligevel er der mange, der foretrækker selv at have kontrol over det. Det er en usikker verden på mange måder, og for nogen er det udgiften værd at vide, at de kan beholde strømmen, uanset om det store net skulle gå i sort på grund af cyberangreb, eller hvad der nu kan ske. 

For andre – for eksempel hans ven i Randbøldal – er der også en ideologisk dimension i at gå off-grid for at lære sig selv at leve på en måde, der meget konkret holder sig inden for det, som jorden kan give. 

Der er heldigvis plads til det hele, og ikke mindst til de mange mellemformer, hvor enkelte husstande, virksomheder eller bydele vælger deres egen kombination af sol, vind, fjernvarme, varmepumper, brændselsceller, geotermisk varme osv. 

Selvom energisektoren er præget af en håndfuld store spillere, der bygger og driver de store havvindmølleparker, er der alligevel en blomstrende underskov af mere lokale løsninger, og de er tit bedre til at komme helt ud i hjørnerne og udnytte de små ressourcer. Og så skaber de lokale arbejdspladser.

Andreas gætter på, at alle gårdene langs vejen er med i de lokale biogaslav, hvor landmændene i fællesskab driver egnens biogasanlæg, som omdanner gylle til gas og gødning. Man kunne også sige, at det hjælper landbruget med at gå fra at være en problematisk udleder af CO2 til nu at bidrage til at skabe balance i klimaet. 

Vel hjemme triller bilen til ladestanderen. Andreas husker lige at få sin jakke med ind fra bilen. Det er jo ikke sikkert, at det er den samme bil, der står der, når han skal afsted i morgen tidlig. 

Selvom Andreas har været i Skotland nogle dage, har han på en måde aldrig været væk. Klimaanlægget, varmepumpen, fryseren, køleskabet, lamperne, støvsugeren, plæneklipperen – det hele har automatisk tilpasset sig efter, at der ikke er mennesker i huset. Andreas har kunnet følge det i detaljer fra sin smartphone. 

Ikke at han egentlig behøver det, reelt er der ikke meget, han kan gøre for at optimere anlægget bedre, end det automatisk bliver. Andreas har valgt at tegne energiabonnement hos Nest, der er en del af Google, så det passer godt med de mange andre tjenester, han bruger. Bilen er en del af pakken. 

Dybest går abonnementsaftalen ud på, at Google sørger for, at Andreas’ hus er forsynet med strøm og varme, og at han har en bil til rådighed, når og hvor han skal bruge den. Han har valgt den grønneste pakke, så han bliver forsynet med løsninger, der kan være lidt dyrere, men så er de garanteret bæredygtige.

Til gengæld overlader Andreas kontrollen – og dataene – til Google, der med hundredtusinder af husejere, bilejere, fabrikker og kontorbygninger tilsluttet har mulighed for at skrue op og ned for udsvingene i forbruget for en stor del af Danmark ved at gemme energi i bilbatterier, frysere og varmtvandsbeholdere, når vinden blæser, solen skinner, og strømmen er billig. Så er der noget at trække på, når energien er dyr.

Globale, digitale selskaber som Google, Apple og Tesla er blevet de dominerende platforme for den form for koordination af forbruget, og det har gjort dem til vigtige spillere i at balancere det samlede elnet. Det giver dem også styrke til at forhandle priser på strøm på vegne af deres abonnementer – også fordi de selv er blandt de største forbrugere af strøm til deres datacentre.

Næste morgen er det en kølig dag, stille vejr, gråt, lidt tåget, småregn. Det er, som om der er mange af dem these days. 

En af de store teknologiske forandringer i de senere år har været en hastig og omfattende elektrificering. Den del af varmeforsyningen, som før blev leveret af olie- og naturgasfyr, dækkes nu af eldrevne varmepumper. Bilerne er elektriske. Mange industrier, der opvarmer og forarbejder, er elektriske, først og fremmest fødevareindustrien. Alt i alt er det danske elforbrug firdoblet på ti år. Ikke desto mindre er det samtidig lykkes at dække hele elproduktion med vedvarende energikilder.                   

Det kunne have været problematisk på en kedelig gråvejrdag dag som i dag, hvis der ikke var de store buffere i systemet. Smartgrid-styringen gør meget for at udjævne belastningen af elnettet, men den virkelige gamechanger var power-to-x – ideen om at bruge de store mængder strøm fra havmølleparkerne til at lave brændsler, der kan lagres og transporteres, så mængden af tilgængelig energi ikke svinger, som vinden blæser.

Det var også power-to-x, der gjorde det muligt at bringe vedvarende, CO2-neutral energi ind i den tunge industri og ud til fly og skibsfart, hvor det generelt ikke er realistisk at satse på batterier. 

Mens han kører over Lillebæltsbroen, kan Andreas se et konkret resultat af power-to-x-strategien: det store el-raffinaderi i Fredericia og de mange tanke med brint og metanol.

Fredericia var en kulby, der blev en olieby og nu er en brintby. Med strømmen fra Nordsøen spalter de store elektrolyseanlæg vand til brint, som i raffinaderiets kilometer af rør og reaktionskamre sættes sammen til flydende brændstoffer og grøn naturgas. Overskudsvarmen sendes selvfølgelig ud i fjernvarmenettet. 

I industrihavnen, hvor der engang lå skibe med kul og olie, er der nu tankskibe der fragter e-fuels til de store havne i Rotterdam og Antwerpen. De store naturgasrør er bygget om til at fragte brint i et net, der reelt dækker det meste af Nordvesteuropa. 

Nogle minutters kørsel senere ser Andreas Apples store datacenter i Taulov. Siden det åbnede i 2020, er det blevet udbygget flere gange. Selvom computerne er blevet langt mere effektive, kræver det stadig forbløffende mængder elektricitet at holde et areal på størrelse med flere fodboldbaner af servere kørende – nogenlunde det samme som alle boligerne i Odense bruger. Alene spildvarmen kan gennem fjernvarmenettet opvarme en mindre by. 

Andreas skal nordpå, til Aalborg. Det er lidt af en køretur, men så snart han er drejet ind på motorvejen, kører bilen heldigvis selv. De fleste biler i dag er elektrisk drevne, og det har længe været forbudt at sælge nye benzin- eller dieseldrevne køretøjer. 

Men selvom udskiftningen har været massiv, kører der stadig over en halv million biler med forbrændingsmotor rundt. Danmark var aldrig nået så langt med at nå klimamålene, hvis ikke power-to-x havde gjort det muligt at fremstille brændstoffer med vindkraft. Nu kan de gamle biler med forbrændingsmotorer holdes kørende – men det er selvfølgelig en noget dyrere løsning. Ikke så sært, at det går stærkt med udfasningen.

Det var egentlig tanken, at Andreas ville forberede sig på dagens møde, men han ender med at falde i søvn. Han kigger først op igen lidt nord for Randers, måske en gammel vane, han er så tit drejet af mod Hobro for at vise besøgende fra udlandet de store kaverner, hvor der opbevares gas.

De store gruber i området blev før brugt til at opbevare naturgas, men med brintindustriens opblomstring er anlæggene blevet udbygget væsentligt. For Hobro har det været en lejlighed til at trække nye industrier til, og byen er blevet et centrum for ekspertise og produktion af brændselsceller. Hydrogen Valley, som de kalder det deroppe, har trukket hundredvis af internationale brinteksperter til Hobro, der tydeligvis er en by i vækst.

Brændselsceller er stadig i sin vorden. Der har længe været en forventning om, at teknologien ville gå sin sejrsgang i biler, lastvogne og skibe. Fordelene er oplagte, fordi brændselscellerne er så effektive, og fordi de i modsætning til forbrændingsmotorer slet ikke udleder CO2, men blot vanddamp, når brinten samles med ilt, så energien frigives. 

Men brintinfrastrukturen er langtfra udbygget. Det er elbilerne om igen: Der skal være tilstrækkeligt medmuligheder for at tanke op til, at mange vil købe brintdrevne køretøjer – men før der er mange brintkøretøjer, er der ikke den store vilje til at investere i distributionsnettet. 

Nå, Andreas får samlet sig om den præsentation, han skal give i dag om mulighederne for at sælge energiløsninger til Skotland. Det er især måden, man i Danmark formår at binde sektorer sammen, så de i fællesskab kan udnytte energien bedre og mere fleksibelt, der har skotternes interesse.

Aalborg Portland, hvor mødet skal holdes, er faktisk et af de bedste eksempler, tænker Andreas, da han nærmer sig Aalborg. De høje skorstene, hvor den tykke røg væltede ud, var nærmest et vartegn for byen, i dag er udledningerne minimale. For ti år siden var fabrikken den suverænt største udleder af CO2 i den danske industri; den tegnede sig alene for to procent af Danmarks samlede udslip. 

I dag opsamles det meste CO2 fra produktionen og ledes over i et nyt raffinaderi, der sætter brint fra kavernerne i Hobro sammen med CO2 for at fremstille brændstoffer og kunstgødning.

Overskudsvarmen, når der brændes cement ved de høje temperaturer, er i efterhånden mange år blevet ledt ud i byens fjernvarmenet. Som i de fleste større byer breder fjernvarmenettet sig, fordi det er så fleksibelt. Procesvarmen fra industrien, varmen fra forbrændingsanlæggene, kølevandet fra de store datacentre, det kan alt sammen distribueres og udnyttes. 

Det er den form for sektorkoblinger, som vækker interesse uden for landets grænser.

It’s an easy sell, plejer Andreas at sige, når han præsenterer. Alle brikkerne passer sammen: rigeligt med strøm fra havmøllerne, hele infrastrukturen med fjernevarmeledninger og nettet til naturgas, der kan tilpasses brinten. Elektrificering af opvarmningen og transporten og den avancerede styring, der balancerer forholdet mellem energiformerne, når power-to-X gør det muligt at skifte forbruget derhen, hvor behovet og vejret byder. 

Det var, som om mange årtiers investeringer og forskning i årene efter 2020 faldt sammen med den politiske vilje og virksomhedernes forståelse for nødvendigheden – og mulighederne – i den grønne omstilling. Så gik det stærkt, og det var også nødvendigt. 

Nu står vi et helt andet sted, vi har faktisk fået greb om det med CO2-udledningen – det er da klart, at udlandet kigger mod Danmark. 

Men omstillingen er langtfra slut. Der skal ske meget mere, før Danmark når helt i nul. Der er udsigt til masser af vækst for de grønne danske virksomheder, ikke mindst fordi det stadig haster med at omstille det sorte forbrug mange andre steder i verden. Eksporten kommer i meget højere grad til at præge de kommende ti års eventyr – og det passer Andreas fint.

Bilen kører op til indgangen, Andreas stiger ud og går ind i receptionen. Han når lige at komme hen til elevatorerne, så er der en besked fra bilen: Han har glemt sin paraply.