Design for det gode liv – om håndsprit, frikadeller og venner, der tager til Grøn Koncert

Når vi indretter boliger til ældre og handicappede borgere, skal der tages hensyn og indgås kompromisser. Alligevel kan det undre, at vi indretter fysiske ”hjem” til mennesker uden at gøre plads til livet.

Forestil dig boligannoncen: ”100 pct. hygiejnisk etværelses med store håndtag, kun få sekunders gang til nærmeste håndspritbeholder og optimeret, så rengøringsvognen uden problemer kan komme rundt …”. Fik du lyst til at flytte?

Nej, vel. Når vi indretter hjem uden at tage hensyn til de mennesker, der skal bo der, er der tale om en fejl i den proces, hvorved ”produktet” er blevet til.

Inden for produktudvikling taler man om ”Design for X”. Den tilgang tager udgangspunkt i, at man (altid) må arbejde med flere hensyn og designe efter flere forskellige mål, når man udvikler et produkt.

Tag f.eks. en kop: Den skal være god at drikke af, pæn at se på, til at producere og til at vaske op. Alle hensynene er nødvendige, og når der er indbyrdes modstrid, må der findes en ny delløsning eller et kompromis.

Men hvorfor er det egentlig, at vi indretter ”hjem” til mennesker uden overhovedet at forholde os til, hvem de er, bare fordi de er kommet op i årene og har brug for hjælp?

Det er der selvfølgelig grunde til, endda også nogle, der er gode.

Vi har med svækkede mennesker at gøre, og hygiejne er afgørende for, at de ikke bliver (mere) syge. Dér kommer håndspritten ind i billedet. Vi har med en arbejdsplads at gøre, og vi bliver nødt til at sikre et arbejdsmiljø, som medarbejderne kan være i uden at blive slidt ned. Der kommer rengøringsvognen og de store håndtag ind.

Opgør med kliniske standarder

Sat på spidsen kan man sige, at det ville være godt for arbejdsmiljøet, sådan isoleret ergonomisk set, hvis den ældre borger havde en håndspritbeholder monteret i panden. Men så langt har vi alligevel ikke trukket den. For der er naturligvis et andet hensyn, som vejer tungere. Det er det hensyn, der handler om at skabe rammer for det gode liv, rammer, som vi har været for dårlige til at prioritere.

Men den erkendelse er på vej.

Flere steder ser vi et opgør med hygiejne og kliniske standarder som det, der sætter dagsordenen, når der skal indrettes plejehjem. I Aarhus Kommune arbejder man netop nu under overskriften ”besjæling” med at gøre institutioner, som rent faktisk er nogens – i dette tilfælde ældres – hjem, til noget, der er til at holde ud at bo i. Måske endda til noget, som føles som og dufter som og ligner et hjem.

Storkøkkener nedlægges, og frikadellerne flytter ”hjem” igen. For duften af mad giver appetit, det er en fordel for dem, som har svært ved at spise nok. Duften af mad er duften af ”hjem”, og det kan give gæsterne lyst til at blive lidt længere. Og så er der også gode hverdagsopgaver i køkkenet, og de, der kan og har lyst, kan være med til at skrælle kartofler. Det er filosofien.

[quote align="left" author=""]Medarbejderne havde egentlig altid set på det sådan, at de gik på arbejde for, at beboerne skulle have den bedst mulige dagligdag, men det gav alligevel nogle ahaoplevelser, da de fik et par designere til at kigge på hverdagen med nye øjne.[/quote]

Det er også det, der er i fokus de steder, hvor man arbejder med Eden-filosofien. Eden som i Edens have. Kernen i filosofien er at gøre op med de tre plager: ensomhed, kedsomhed og hjælpeløshed. Det vil føre for vidt at gå i detaljer i denne sammenhæng, men pointen er klar – få fokus på det, som giver liv til årene.

Men der skal selvfølgelig findes en balance mellem de helt reelle behov for på den ene side at have et vist fokus på hygiejne og arbejdsmiljø. Og på den anden side at have fokus på det mindst ligeså reelle behov, der handler om, at de, der har deres hjem midt i det rene arbejdsmiljø, også føler sig hjemme dér. Herunder f.eks. at de kan invitere venner eller familie på besøg i nogle rammer, de vil være bekendt at vise frem.

I den helt banale ende handler det f.eks. om, at man husker at sørge for, at der er plads til, at gæster kan sidde ned et rart sted. Men det handler også om, at de mennesker, der går på arbejde i nogens hjem, tænker på det på den måde. Er pårørende velkomne, mens der arbejdes, eller er de i vejen?

Design skal give rum til liv

Vi ser også problemet, når det drejer sig om hjem til mennesker med handicap. Hvorfor er det egentlig, at vi indretter ”hjem” uden overhovedet at tænke over, om der er plads til at have venner på besøg?

[quote align="right" author=""]Og det viste sig bl.a., at man systematisk havde stillet sig i vejen for, at beboerne kunne få nye venner. Ikke af ond vilje, men for at passe på de handicappede borgere.[/quote]

Også her er der grunde til, at vi gør, som vi gør. Måske endda nogle, der godt kan give mening. I nogle tilfælde har vi at gøre med mennesker, der har svært ved at skabe social kontakt, og som har oplevet mange nederlag i deres liv – dem skal vi beskytte.

Eller hvad.

For når vi taler om at designe med (alle) de rigtige mål, og når et af de vigtigste mål er, at den enkelte borger får de bedst mulige rammer for at leve et godt liv, så må vi gøre det på en måde, så dem, vi designer til, også får mulighed for at være noget for nogen.

Skansebakken, der ligger i Vejle, er hjem for 45 mennesker med det, der hedder ”vidtrækkende fysiske og psykiske” handicap. Voksne mennesker, som har brug for hjælp til alt.

På Skansebakken har man taget konsekvensen og tænkt ”hjem” forfra. Medarbejderne havde egentlig altid set på det sådan, at de gik på arbejde for, at beboerne skulle have den bedst mulige dagligdag, men det gav alligevel nogle ahaoplevelser, da de fik et par designere til at kigge på hverdagen med nye øjne. Det handlede både om indretning, vaner og arbejdsgange. Og det viste sig bl.a., at man systematisk havde stillet sig i vejen for, at beboerne kunne få nye venner. Ikke af ond vilje, men for at passe på de handicappede borgere.

Lad mig komme med et eksempel: Designerne identificerede hurtigt, at Skansebakken ikke var et rart sted at være gæst. Den observation gled ikke ned uden videre, en af medarbejderne beskriver, at det tog et par uger. Men da den først var fordøjet, var det ikke svært at se eksemplerne: Når man får signaleret til en far, at han måske gør det lidt forkert, når han vil hjælpe sin søn med at få noget at drikke. Eller når man starter blenderen, netop som en gæst er gået i gang på guitaren, så er det udtryk for, at det er småt med gæstfriheden.

Projektet, der i 2013 fik KL’s innovationspris, hedder ”Design af relationer” og har efter min mening det helt rigtige fokus, nemlig hvordan man indretter hjem for mennesker med svære handicap, så familie, venner og gæster har lyst til at komme på besøg – og til at blive. Det er både blevet til besøgsvenner, og til at beboerne har fået profiler på Facebook. Det sidste som værktøj til gode besøg – her kan man sammen se billeder fra en tur til det lokale marked eller til Grøn Koncert.

Men projektet har fået et navn, som sender et helt forkert signal. Det er ikke relationerne, der skal designes. Og det er da heller ikke det, projektet har arbejdet med. Det er de fysiske rammer, den er gal med, det er dem, der skal tænkes forfra og designes for – eller med plads til – relationerne. Til det gode liv. 

Forrige artikel At mødes ansigt-til-ansigt over en kop kaffe går aldrig af mode Næste artikel Vores privatliv er en online affære