I mere end et århundrede har vi været dybt afhængige af energiressourcer, der bogstavelig talt gik op i røg, når vi brugte dem. Nu kan vi forlade den fossile æra og overgå til langt smartere energiformer, der bygger på sol, vind og vand og andre fornybare ressourcer. Men også den grønne energi har sine kritiske råstoffer. De har navne som lithium, kobolt og kobber, og de er lige så uundværlige, når vi bygger vindmøller, solceller, elbiler og katalysatorer, som olie, gas og kul var for energisektoren i den fossile tidsalder.

Det fantastiske er, at den grønne energis byggesten kan bruges igen og igen og igen – i princippet evigt. ’I princippet’, fordi evighedsværdien af disse råstoffer forudsætter, at vi bygger vores produkter på en måde, så materialerne kan genbruges. Det skal vi i gang med nu, og det kan kun gå for langsomt. 

Går vi fra at forbruge metallerne til at bruge dem, kan de voksende skrotbjerge af gammel elektronik blive til miner af grønne råstoffer. Det kaldes ’urban mining’, og det kan blive big business.

Går vi fra at forbruge metallerne til at bruge dem, kan de voksende skrotbjerge af gammel elektronik blive til miner af grønne råstoffer. Det kaldes ’urban mining’, og det kan blive big business.

LANGT DET MEST KLIMAVENLIGE er naturligvis, at vi ganske enkelt forbruger færre elektroniske varer. Derfor er længere holdbarhed, reparationer og genbrug alfa og omega i den cirkulære økonomi. Det kommer vi slet ikke udenom, hvis kabalen skal gå op for både klima, miljø og menneskers behov. EU-Kommissionens forslag om en reparationsret, der rækker ud over den almindelige toårs produktgaranti, er en god start. Det vil forpligte producenter til at levere reservedele til udstyr mange år efter salgsdatoen, og det vil skabe et nyt marked for reparatører af alt fra gamle vaskemaskiner til mobiler.

Men selvom vi forlænger levetiden på vores produkter og passer bedre på dem, vil de før eller siden være udtjente. Og skal de værdifulde metaller ikke gå til spilde på det tidspunkt, må vi gøre noget helt andet med dem end i dag.

Sidste år skrottede mennesker i hele verden 50 millioner tons elektronik. Hvis man lagde det hele i en bunke, ville det veje det samme som 5.000 Eiffeltårne. Hvert år mere end fordobles bunken, og for hvert år kommer der mere til end året før. For vi bliver flere mennesker. Og flere med behov og købekraft, der ligner vores. Forestiller man sig, at alle afrikanere forbrugte lige så meget elektronikskrot som en nordmand, ville det føre til en 14-dobling af elskrot i verden. Det fremgår af FN-rapporten ’Future E-waste Scenarios’.

Læg så til, at vi er midt i en grøn omstilling, hvor vi vil bygge titusindvis af kæmpemøller, kilometervis af solceller og millioner af eldrevne køretøjer, der alle øger efterspørgsel på de samme metaller. 

Selv hvis der ikke fandtes handelskrige og geopolitiske spændinger, og varer flød frit på tværs af kloden, ville mineindustrien ikke kunne følge med efterspørgslen. Alt peger derfor på, at priserne på den grønne omstillings råstoffer vil stige voldsomt. 

En høj genanvendelsesgrad af kritiske metaller er blevet geopolitisk afgørende.

Den gode nyhed er, at det vil gøre vedligeholdelse, genbrug og genanvendelse til en langt bedre forretning.

DET HAR MINEINDUSTRIEN OPDAGET, og de første store selskaber er derfor allerede i gang med at investere i anlæg til urban mining. Deres business-case vokser dag for dag, efterhånden som priserne på metallerne stiger. Skulle vi blive bedre til at genbruge vores elektronik, så venter der en ny opgave for de urbane minearbejdere, når de første generationer af elbiler, vindmøller og solceller rammer skrotalderen i slutningen af årtiet. Til den tid kan de mineselskaber, der har investeret nu, høste store gevinster ved at udvinde de brugte råstoffer. Særligt, hvis EU som ventet indfører krav om en vis minimumsandel af genanvendte materialer i nye produkter. Og særligt, hvis produkterne bygges, så de kan skilles ad, og materialerne rent faktisk kan genanvendes. 

En bedre udnyttelse af metaller og mineraler er ikke kun en fordel for klimaet, miljøet og økonomien. Det har også et sikkerhedspolitisk aspekt. EU’s ‘Critical Raw Materials Act’ slår fast, at 34 råstoffer er så kritiske for Europa, at det er afgørende at få styr på forsyningskæderne og have en høj grad af selvforsyning. Det spiller ind i EU’s overordnede mål om strategisk autonomi og uafhængighed af lande som Rusland og Kina.

En høj genanvendelsesgrad af de kritiske metaller er derfor også blevet så geopolitisk afgørende, at selskaber, der går den vej, kan vente favorable vilkår i EU.  

MEN HVORDAN GÅR DET SÅ med at få udvundet guldet fra byernes skrotminer? Det korte svar er: Utrolig langsomt. Mobilmarkedet er et eksempel på, hvor langt vi er fra at føre de cirkulære ambitioner ud i livet. 

Nu kunne man drømme om, at Danmark som grøn frontløber udmærker sig her. Men det er desværre ikke tilfældet. Vores affaldsmængder er blandt de højeste i verden, og andelen af elektronisk affald, der indsamles, har i mange år været for nedadgående.

Selv her i Europa ender de fleste telefoner desværre stadig deres liv uden for de officielle kanaler. Efter årtier med direktiver, regler og krav om systematisk indsamling er det dog lykkedes den europæiske elektronikbranche at genanvende materialer fra omkring ti procent af vores mobiler og tablets, mens andre ti procent indsamles, men ikke udnyttes. Omkring 20 procent af mobilerne går i arv til børn eller venner eller sælges på anden vis til genbrug. Hovedparten af mobilernes små guldgruber ligger med andre ord hjemme i skabene eller forsvinder på anden vis ud af det cirkulære loop.

Nu kunne man drømme om, at Danmark som grøn frontløber udmærker sig her. Men det er desværre ikke tilfældet. Vores affaldsmængder er blandt de højeste i verden, og andelen af elektronisk affald, der indsamles, har i mange år været for nedadgående. Kun fem lande i Europa er i dag ringere end os til at indsamle elskrot.

Det bliver vi nødt til at lave om på nu. Hvis branchen ikke selv kan finde ud af det, må der lovgivning til.

STORBRITANNIEN HAR SOM MÅL at blive det første land i verden med et fuldt ud cirkulært system for metaller. Det vil sige, at landet vil indsamle og genanvende så meget metal, at det kan indgå i en slags evighedsloop, hvor der i princippet ikke er brug for nyudvundne metaller fra minedrift. ‘The Circular Metal Program’ skal sikre, at målet bliver ført ud i livet, og ’The Interdisciplinary Centre for Circular Metals’ koordinerer forskningen og udviklingen i nye måder at lukke de eksisterende huller i cirklen, så behovet for nyt metal kan elimineres – eller i hvert fald begrænses til et minimum.

Målet er så indlysende rigtigt, at man kan undre sig over, at vi ikke for længst har meldt os ind i det kapløb. Det vil afbøde et truende forsyningsproblem, hjælpe naturen tilbage i balance – og så er det samtidig en af de bedste business-cases i den grønne omstilling. Hvad venter vi på?