Europa skal lære at blande offentlig og privat kapital

Det er med god grund, at Jean-Claude Juncker har sat den europæiske infrastruktur øverst på EU-Kommissionens dagsorden. Men for at nå målet om at rejse 300 milliarder euro til at skabe bæredygtig vækst, skal EU have private investorer på banen. Et af forbillederne er de danske erfaringer med offentligprivat samarbejde om infrastrukturelle anlæg fra bl.a. Sund & Bælt. Det samme er vores erfaringer med pensionskapital i vindenergi. Et tremands-udvalg har fået til opgave at overtale private og offentlige investorer til at spille med på EU-Kommissionens plan. I spidsen for udvalget sidder Danmarks tidligere finansminister og EU-kommissær Henning Christophersen, der er bestyrelsesformand for Københavns Metro. Og han er overbevist om, at vejen til ny europæisk vækst går over en ny offentlig-privat ansvars- og risikodeling.

Claus Kragh

De netværk, der transporterer gas, olie og el rundt til virksomheder og borgere i Europa, er gamle og nedslidte anlæg bygget i årene efter Anden Verdenskrig. Det fører til ressourcespild, højere priser og større afhængighed af despotiske regimer i Rusland og Mellemøsten. Samtidig er Europas økonomi i så dyb krise på grund af gældsafvikling, kreditklemme og vigende privatforbrug, at deflationen truer, og at millioner af arbejdsløse europæere ingen udsigt har til at få sig et nyt job. Hertil kommer, at pensionskasser, institutionelle investorer og private virksomheder i Europa og resten af verden samtidig ligger inde med enorme mængder af kapital, som det lave renteniveau gør det svært for dem at få investeret til et bare nogenlunde fornuftigt afkast.

Der er med andre ord god grund til, at Jean-Claude Juncker har sat investeringer på i alt 300 milliarder euro i Europas infrastruktur øverst på sin dagsorden for den nye EU-Kommission. For at rejse de 300 milliarder euro er det Junckers plan, at penge fra EU’s budget, fra Den Europæiske Investeringsbank og fra statslige, regionale og lokale aktører skal mobiliseres og tiltrække langt større summer fra private investorer. Selvom sporene efter tidligere Bruxelles-koordinerede europæiske vækstinitiativer, som siden viste sig bovlamme, skræmmer, er der i dag væsentlige grunde til at tro, at der denne gang kommer seriøs politisk og finansiel tyngde bag ordene.

Jean-Claude Juncker, der kender Europas makroøkonomiske og finansielle kringelkroge som sin egen bukselomme efter blandt meget andet at have været finansminister og chef for eurogruppen, koordinerer nemlig sit flagskibsinitiativ tæt med Tyskland, Frankrig og med Den Europæiske Centralbank. Her er der en voksende konsensus om, at Europa i almindelighed og Tyskland i særdeleshed har brug for en investeringsbaseret kickstart. Se figur 1. Sidste uges vedtagelse af EU’s energi- og klimapolitik for perioden 2020-2030 er en væsentlig forudsætning for iværksættelsen af de kommende investeringer.

Europas udkant skal med i energinetværk" caption="Figur 1  

Figur 2  " align="left" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/f6d5f-ckr_fig02-tyskland-har-forso%cc%83mt-sine-investeringer.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/0d9dc-ckr_fig02-tyskland-har-forso%cc%83mt-sine-investeringer.png | Forstør   Luk

Selvom Tyskland økonomisk set har været langt bedre kørende end de andre store EU-lande, har man konsekvent ligget lavt, når det gælder offentlige investeringer. Nu presses Tyskland fra OECD, IMF, ECB og EU-Kommissionen til at sætte gang i de forsømte investeringer i offentlige anlæg inden for energi, transport og bredbånd. 

Kilde: Ten-Year Network Development Plan 2014, Entsoe. [/graph]

Danmarks tidligere finansminister og EU-kommissær Henning Christophersen kommer til at spille en helt konkret og aktiv rolle i forsøget på at rejse kapital til den europæiske investeringsoffensiv. Christophersen, der er bestyrelsesformand i Københavns Metro, er blevet sat i spidsen for et tremands-udvalg, som skal overtale private og offentlige investorer til at spille med på EU-Kommissionens initiativ. Christophersen erkender, at der er lang vej til de 300 milliarder euro.

”Over EU’s midler kan man vel komme op med 25-30 milliarder euro over tre år. Det er så at sige ”the seed money”. Herefter skal man have fat i regeringer, regioner og lokale myndigheder med interessante projekter, og herefter må man trække de private investorer ind. Det er dem, der skal trække det store læs. De skal have et ordentligt afkast, og de skal have et seriøst regulatorisk rammeværk at arbejde i,” siger Christophersen, der nævner britiske, canadiske, tyske, hollandske og skandinaviske pensionskasser som de investorer, han i de kommende måneder vil rende på dørene.

Ud over Christophersen sidder den italienske økonomiprofessor Carlo Secchi og den tidligere tyske transportminister Kurt Bodewig også i Junckers finansierings-taskforce. Secchi og Bodewig er begge dybt involveret i de analyser af tiltrængte investeringer i transeuropæiske netværk, som EU-Kommissionen og Det Europæiske Råd har arbejdet på i mange år. Trafikale og ikke mindst energimæssige netværk skal renoveres betydeligt, hvis EU-landene skal sikre en renere og mere effektiv energiforsyning. Se figur 2. Blandt disse projekter finder man eksempelvis Femern-forbindelsen mellem Danmark og Tyskland, som finansieres af statsselskabet Sund & Bælt med danske statsgarantier i ryggen og stor støtte fra EU.

[graph title="Tyskland har forsømt sine investeringer" class="crb-wpthumb attachment-915-0 crb-graph-large" alt="" />

Kilde: Centre for European Reform 

”Det er klart, at det er en stor udfordring, vi står foran. Men man skal lægge mærke til, at de store pensionsfonde og livsforsikringsselskaber har brug for investeringer med lange tilbagebetalingstider, som passer godt til deres udbetalingsprofil,” siger Christophersen, som understreger, at fremtidens investeringer under alle omstændigheder er tæt knyttet til kvaliteten af de enkelte projekter.

Anders Eldrup, tidligere koncernchef i DONG Energy og nuværende bestyrelsesformand i Juristernes og Økonomernes Pensionskasse, er ikke i tvivl om, at Europa står med et stort investeringsunderskud i sin infrastruktur. Han mener også, at der er masser af kapital til stede, og at Europas økonomier har brug for en kickstart.

”Hvis man kan finde ud af at vælge den tredje vej, hvor man får blandet offentlig og privat kapital, og de offentlige aktører bruger professionel, privat knowhow i stedet for selv hele tiden at genopfinde den dybe tallerken, så har vi en unik mulighed for at sætte de store pensionsformuer i arbejde med at løse centrale samfundsudfordringer,” siger Eldrup, som anslår, at der alene i danske pensionskasser ligger mellem 3.000 og 4.000 milliarder kr., hvoraf en betydelig andel kan investeres i infrastruktur, forudsat at afkast og lovgivningsmæssige rammer ellers er tilfredsstillende.

”Pengene vælter jo ind i pensionskasserne. Men hvad pokker skal man investere i? Afkastet er tæt på nul de fleste steder,” siger Eldrup.

Statsgarantier er afgørende

Kaj V. Holm, finansdirektør i Sund & Bælt, der har bygget og driver forbindelserne over Storebælt og Øresund og nu er i færd med at anlægge Femern-forbindelsen til Tyskland, peger på, at man i Danmark er vældigt gode til at agere pragmatisk i forhold til de store infrastrukturinvesteringer.

Sådan kan man organisere offentlige infrastrukturprojekter

Frem til 2020 har Europa brug for investeringer i størrelsesordenen 1.500-2.000 milliarder euro i ny infrastruktur inden for trafik, energi og digital kommunikation. Hovedparten skal komme fra private investorer. Det forudsætter, at offentlige og private aktører bliver bedre til at blande kapital og fordele arbejdet med at bygge og drive de nye anlæg. Her er fem modeller på skalaen mellem fuldt offentlig styring til fuldt privat styring.

Offentlig bygherre. Det offentlige varetager selv projektering, anlæg og drift.

Offentligt selskab. Det offentlige bygger, driver og ejer et anlæg, som det f.eks. er sket i Metroselskabet og Sund & Bælt.

Offentlig-privat partnerskab. OPP-selskabet indgår én kontrakt med det offentlige og varetager design, anlæg, drift og finansiering, som det f.eks. er sket med det nye rigsarkiv.

Offentlig regulator. Det offentlige sætter en regulatorisk ramme, der giver private virksomheder incitament til at udvikle, anlægge og drive anlæg, som det f.eks. sker med opførelsen af land- og havvindmøller.

Privat bygherre. Det offentlige lejer infrastruktur, som er etableret og finansieret af private virksomheder.

 

Kilde: ”Organisering og finansiering af offentlige infrastrukturprojekter”, Anders Eldrup og Peter Schütze, maj 2013.

”Statsgarantierne er vigtige for projekter som vores, der er forbundet med meget store risici. Det gælder både miljøhensyn, myndighedsgodkendelser og anlægsudgifter, indtil indtægterne på projekter med brugerbetaling begynder at komme. Derfor vil private investorer kræve høje afkast, hvis ikke man har statsgarantier i ryggen, sådan som vi har det,” siger Kaj V. Holm.

Emma Marcegaglia, italiensk formand for Europas store erhvervsorganisation Business-Europe, bød da også i sidste uge Juncker-kommissionen velkommen med en indtrængende opfordring til at bane vejen for nye investeringer.

“Vi har brug for bedre forhold for private investeringer gennem udvikling af det indre marked og adgang til billigere finansiering. Dette er nøglefaktorerne i forhold til at skabe beskæftigelse i Europa. Offentlige investeringer skal også øges, hvor det er muligt og nødvendigt, og de skal optimeres på en budgetneutral facon,” siger Marcegaglia.

Kaj V. Holm peger i den forbindelse på, at de danske statsgarantier til de store broprojekter ikke belaster den danske ømu-gæld eller opfattes som ulovlig statsstøtte. Men samtidig står det også klart, at der ikke er ret mange lande i Europa, der er lige så pragmatiske med hensyn til statsgarantier, som skiftende danske regeringer har været.

Eksempelvis ville England ikke stille statsgarantier for den gennem årene gældsplagede Eurotunnel mellem Sydengland og Nordfrankrig. Og Tyskland ville ikke stille statsgarantier for Femern-forbindelsen, som Sund & Bælt derfor finansierer 100 pct.

“Statsgarantimodellen er ikke nogen free lunch. Både Eurostat og kreditvurderingsbureauer holder øje med de projekter, der er dækket af statsgarantier. Så hvis projekterne peger i retning af underskud, påvirker det i sidste ende den enkelte stats kreditværdighed,” siger Holm.

Han peger på, at Sund & Bælt-modellen er bedst i projekter, der involverer brugerbetaling, mens den har det svært i eksempelvis jernbaneprojekter. Til gengæld er der ifølge Kaj V. Holm en lang tradition for privat kapital i energiinfrastruktur, så på det område burde det efter hans opfattelse være muligt at tiltrække private investorer.

Henning Christophersen peger på, at såkaldte interkonnektorer mellem nationale energisystemer, nye pipelines og såkaldte stromautobahnen fra Nordsøen og Østersøen ned til Europas befolknings- og industricentre er vigtige investeringsobjekter, når det gælder udbygningen af Den Europæiske Energiunion, som Jean-Claude Juncker har placeret centralt i EU-Kommissionens ”regeringsgrundlag”.

Christophersen-udvalget skal rapportere tilbage til EU-Kommissionen i foråret 2015. Jean-Claude Juncker bekendtgjorde i sidste uge, at han inden jul vil fremlægge flere detaljer i sin investeringsplan. Dermed bliver der tid til, at Tyskland og Frankrig kan præsentere deres bilaterale investeringsplan, der inden midten af november udarbejdes af økonomiprofessor Henrik Enderlein, Hertie School of Governance i Berlin, og af Jean Pisani-Ferry, leder af den strategiske politikudviklingsenhed under den franske premierminister. Begge har de ved flere lejligheder peget på, at Tyskland og hele Europa bliver nødt til at investere massivt i infrastruktur, hvis man skal lægge grunden til ny innovation og vækst.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu