Europa skal lære at blande offentlig og privat kapital

De netværk, der transporterer gas, olie og el rundt til virksomheder og borgere i Europa, er gamle og nedslidte anlæg bygget i årene efter Anden Verdenskrig. Det fører til ressourcespild, højere priser og større afhængighed af despotiske regimer i Rusland og Mellemøsten. Samtidig er Europas økonomi i så dyb krise på grund af gældsafvikling, kreditklemme og vigende privatforbrug, at deflationen truer, og at millioner af arbejdsløse europæere ingen udsigt har til at få sig et nyt job. Hertil kommer, at pensionskasser, institutionelle investorer og private virksomheder i Europa og resten af verden samtidig ligger inde med enorme mængder af kapital, som det lave renteniveau gør det svært for dem at få investeret til et bare nogenlunde fornuftigt afkast.

Der er med andre ord god grund til, at Jean-Claude Juncker har sat investeringer på i alt 300 milliarder euro i Europas infrastruktur øverst på sin dagsorden for den nye EU-Kommission. For at rejse de 300 milliarder euro er det Junckers plan, at penge fra EU’s budget, fra Den Europæiske Investeringsbank og fra statslige, regionale og lokale aktører skal mobiliseres og tiltrække langt større summer fra private investorer. Selvom sporene efter tidligere Bruxelles-koordinerede europæiske vækstinitiativer, som siden viste sig bovlamme, skræmmer, er der i dag væsentlige grunde til at tro, at der denne gang kommer seriøs politisk og finansiel tyngde bag ordene.