Chefredaktørens blog 
Tanja Nyrup Madsen

Hvor meget frihed må trygheden koste?

Tryghed er et lille hyggeligt ord, der ikke burde kunne gøre nogen fortræd. Men i tryghedens navn er vi i gang med at kriminalisere hinanden for noget så ukonkret som at vække en følelse af utryghed hos andre.

Foto: Claus Bonnerup / Ritzau Scanpix

Tryghed er lige så dansk som hygge og lader sig lige så vanskeligt oversætte til andre sprog. Sprogforskere kalder ordet for en kulturbærer og kæder begrebet sammen med værdier som forudsigelighed, genkendelighed, faste rytmer og rutiner. 

Overfor det trygge står det ukendte og fremmedartede eller det, som forstyrrer den daglige rutine. Det utryghedsskabende.

Men hvad sker der med et samfund, der blander noget så subjektivt som følelsen af tryghed ind i loven og kriminaliserer det utryghedsskabende?

Professor i forfatningsret Jens Elo Rytter advarede for nyligt i Berlingske om, at det kan skabe en farlig juridisk glidebane, hvis tryghed og ikke frihed bliver udgangspunktet for reguleringen af borgernes færden. Eller med professorens ord:

”Tryghed kan være en forudsætning for reel frihed. Men prisen for at sikre tryghed kan være tab af frihed.”

Regeringen lægger sine tungeste lodder i den første del af den ligning. Nick Hækkerup har flere gang sagt, at det at skabe tryghed i Danmark er hans vigtigste opgave som justitsminister. Og også Mette Frederiksen har igen og igen henvist til, hvor afgørende danskernes tryghed er for hende. Uanset, om trygheden trues af pandemier, flygtninge, tiggere eller kriminelle, skal borgerne vide, at staten er der til at beskytte dem.

Den anden del af Jens Elo Rytters ligning – den om friheden – får mindre opmærksomhed i regeringen, men voksende opmærksomhed i resten af samfundet.

Vinterens demonstrationer bundede i høj grad i en oplevelse af, at politikerne med lidt for let pen udstedte opholdsforbud, nedlukninger og detaljerede regler for borgernes færden. Og der er ny opvind til de partier på begge sider, der forstår at italesætte vælgernes bekymring for at miste for meget frihed i tryghedens navn. 

KAMPEN mellem trygheds- og frihedsdagsordenen er lige så gammel som politik selv, men i dansk politik er den spidset til de senere år, hvor tryghedsargumentet stadig oftere skrives direkte ind i overskriften på love, der begrænser frihedsrettigheder.

Folketinget diskuterer lige nu et ’tryghedsskabende opholdsforbud’, der betyder, at politiet kan udstede et generelt forbud mod ophold på et offentligt sted, hvis en gruppe af personer udviser ’en utryghedsskabende adfærd i området’, som det hedder i L189.

Lovforslaget begrænser forsamlingsfriheden – ikke alene for de mennesker, der konkret har opført sig ’utryghedsskabende’ – men for alle borgere, der måtte stoppe op og sludre sammen på en bestemt plads eller S-togsstation.

Den socialdemokratiske justitsminister, Nick Hækkerup, beskriver den slags forbud som ”vigtige redskaber i kampen for at øge danskernes tryghed”. Men for Venstres medlem af retsudvalget, Jan E. Jørgensen, blev det pludselig for meget. Torsdag trak han sin støtte til forslaget og lod sin liberale sjæl tale. Til Politiken sagde han, at det ’tryghedsskabende opholdsforbud’ får ham til at tænke på ”en eller anden dystopisk science fiction-film”.

Venstrefløjspolitikere taler i nogenlunde samme vendinger om den ’Trygheds- og Sikkerhedspakke’, der giver politiet nye muligheder for at overvåge det offentlige rum.

TRYGHEDSDAGSORDENENS KONSEKVENSER opleves dog allertydeligst i bunden af samfundet. Blandt dem, politikere oftest anser for ’utryghedsskabende’. Siden august 2017 har hjemløse risikeret op til et halvt års fængsel for at sidde foran Brugsen med en dåse mønter og et papskilt, hvor der står ’hjælp mig’.

Og siden april 2017 har hjemløse kunne straffes for at sove i en ’utryghedsskabende lejr’. En regel, der foreløbigt har ført til sigtelse af 554 danske og udenlandske hjemløse. Før corona nåede seks danske hjemløse at blive forvist helt fra Københavns Kommune for brud på lejr-reglen, der siden er løsnet lidt.

Også i de almennyttige boligområder har udsatte familier oplevet markante indgreb i den personlige frihed. Her betyder tryghedslovgivning, at man kan miste sit hjem, hvis man er så uheldig at have en storebror, søn eller søster, der har begået ’kriminalitet af utryghedsskabende karakter inden for en kilometer fra dennes bopæl’. Loven gælder kun mennesker i almennyttige boliger.

På det kriminalpræventive område skelner man mellem at være og at føle sig tryg. Man taler om den objektive tryghed, der beskriver den faktiske risiko for at blive udsat for kriminalitet, mens den subjektive tryghed beskriver folks følelse af tryghed eller ængstelse.

Måske er der grund til at stoppe op, før vi kriminaliserer hinanden alene for at vække en subjektive følelse af utryghed. Hvis politikerne, hver gang de lovgiver, vægter tryghed højere end frihed, kan vi ende med at miste begge dele. 

Et sted at starte kunne være en timeout for ny lovgivning, der med trygheden som argument begrænser borgernes frihedsrettigheder.

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Nick Hækkerup

Direktør, Bryggeriforeningen
cand.jur. (Københavns Uni. 1994), ph.d. i EU og folkeret (Københavns Uni. 1998)

Jan E. Jørgensen

MF (V), rådmand, medlem, Magistraten, Frederiksberg Kommune
advokat (L), cand.jur. (Københavns Uni. 1995)


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu