Skulle man have glemt, hvor afgørende relationer er for politikeren Lars Løkke Rasmussen, så har net- og lydmediet Zetland netop mindet os om det med denne uges artikler om rammerne for dansk havvind. Mediets gravegruppe har afdækket en hidtil ufortalt historie om det interne arbejde, der foregår bag kulisserne i regeringen, og som måske kan være med til at forklare, hvorfor udbygningen af havvinden har stået stille i alt for lang tid.

Mest opsigtsvækkende er det, at regeringens koordinationsudvalg tilsyneladende har skrottet en plan for hurtig udrulning af havvind, som blev anbefalet af embedsfolk fra seks ministerier i marts i år. Ifølge interne regeringsdokumenter, som Zetland har fået adgang til, skulle planen ellers betyde, at Danmark allerede til marts 2024 ville kunne udbyde havvind i ni nye områder, der tilsammen kunne skabe 12,5 GW ny havvind og dermed femdoble Danmarks kapacitet for havvind. 

Mest opsigtsvækkende er det, at regeringens koordinationsudvalg tilsyneladende har skrottet en plan for hurtig udrulning af havvind, som blev anbefalet af embedsfolk fra seks ministerier i marts i år.

En anden opsigtsvækkende oplysning er, at Løkke har sat sig i spidsen for et hidtil ukendt regeringsudvalg for havvind. Unavngivne embedsmænd fortæller til Zetland, at det har skabt et pres på embedsværket for at tilgodese den nye danske vindgigant Copenhagen Infrastructure Partners (CIP). Det skal dog ikke ske gennem det åbne udbud, som embedsmændene har foreslået. Men derimod gennem en delvis genåbning af en ellers dødsdømt ordning, åben-dør-ordningen, som embedsværket mener er på kant med loven. Det arbejde har nu stået på i seks måneder, og imens er udbygningen af havvind i Danmark gået helt i stå.

Løkke siger selv, at han ikke uden videre ønsker at følge embedsværkets anbefalinger, og at han ikke mener, han giver særbehandling til CIP: ”Jeg er fucking ligeglad med, om det er CIP eller Ørsted eller en tredje part. Det handler om at få noget op at stå og bevare noget dansk kompetence,” lyder det i et citat til Zetland.

DE UBESVAREDE SPØRGSMÅL står i kø. Også på Folketingets åbningsdebat torsdag, hvor tingets medlemmer fra højre til venstre i salen bombarderede Moderaternes politiske ordfører med spørgsmål, som hun ikke kunne svare på.

Hvorfor har landets udenrigsminister sat sig selv i spidsen for regeringens interne havvindsudvalg? Hvorfor gennemførte regeringen ikke embedsværkets plan for et hurtigt, omfattende og åbent udbud af havvind? Hvorfor blev Folketinget ikke orienteret? Presser Lars Løkke Rasmussen virkelig embedsværket til at få gennemført netop CIP’s havvindsprojekt igennem for næsen af konkurrenterne? Og hvor tæt er Løkkes forbindelser til Copenhagen Infrastructure Partners, der på rekordtid er blevet milliardærer på at bygge havvind?

KONTEKSTEN OG BIPERSONERNE ER NYE, men sagen taler ind i fortællingen om en politiker, der igen og igen har svært ved at skille sine egne og netværkets interesser fra landets.  

Den mest direkte parallel er historien om de såkaldte kvotekonger, der havde skrabet så mange fiskekvoter til sig, at det hverken var tilsigtet eller lovligt. Løkkes Venstreregering mente ikke, man kunne gribe ind. Det mente et flertal af Folketinget, som til sidst strammede kontrollen udenom regeringen. 

Konteksten og bipersonerne er nye, men sagen taler ind i fortællingen om en politiker, der igen og igen har svært ved at skille sine egne og netværkets interesser fra landets.  

Det er stadig et ubesvaret spørgsmål, om Venstres indædte støtte til kvotekongerne dengang havde nogen sammenhæng med de tætte bånd, som Lars Løkke Rasmussen først benægtede at have, men siden måtte erkende. Det skete, da det kom frem, at en af de såkaldte kvotekonger ikke alene have doneret store summer til Løkkefonden og afholdt fester for fonden flere år i træk, men at Løkke og fruen også havde været med til fiskernes firmafest og holdt gratis ferie i et luksussommerhus betalt af kvotekongen.

NÆSTE GANG LØKKES RELATIONER SKAL STÅ SIN PRØVE, kan blive i de aktuelle forhandlinger om en grøn omstilling af landbruget. Også her er båndene meget tætte til den industri, der skal reguleres.

Hvert femte medlem i Moderaternes folketingsgruppe er enten selv landmænd eller gift med en landmand. Landbrug og Fødevarers gamle næstformand Henrik Frandsen er i dag Moderaternes klima-, energi-, forsynings- og udkantsordfører. Og partiets erhvervs-, fiskeri-, fødevare-, landbrugs- og miljøordfører, Charlotte Bagge Hansen, er gift med en landmand, der i øvrigt også sidder i bestyrelsen for frøgiganten DLF.

Jeppe Søe, der samlede de mest reguleringskritiske landmænd i de såkaldte ’traktordemonstrationer’, er i dag valgt til Folketinget for Moderaterne og er en af partiets hovedkræfter. Det var blandt andet Jeppe Søe, der faciliterede og drev ’Det politiske mødested’, som var starten på det hele, og som stadig udgør Moderaternes bagland.

Og indtil for nylig var også formanden for Lars Løkkes egen storkreds en mand med tillidshverv i dansk landbrug, godsejer Poul Henrik Prahl.

Det er altså ikke helt forkert at sige, at partiet har rødderne solidt plantet i dansk landbrug.

MODERATERNES VÆLGERE har imidlertid stemt på et parti, der har lovet at holde fanen højt i den grønne omstilling. Partiet høstede på den baggrund mange grønne stemmer ved det seneste valg.

Det nyudspungne folkeparti sprudlede med alternative idéer og lovede blandt andet en trepartsaftale mellem landbruget, politikerne og de grønne organisationer. Og under punktet ’Grøn konsekvens’ i partiprogrammet kunne Løkkes nye vælgere blandt andet læse, at:

”Moderaterne går ind for en CO2-afgift som et led i en større omstilling af den samlede danske landbrugs- og fødevaresektor”, og at ”for at nå vores klimamål skal der udledes færre drivhusgasser fra landbruget. Derfor står vi foran en helt uomgængelig omstilling af dansk landbrug.”  

Næste gang Løkkes relationer skal stå sin prøve, kan blive i de aktuelle forhandlinger om en grøn omstilling af landbruget. Også her er båndene meget tætte til den industri, der skal reguleres. 

Moderaternes vælgere har altså en berettiget forventning om, at partiet nu arbejder målrettet for at begrænse de udledninger af CO2, kvælstof og pesticider fra landbruget, der fylder mere og mere i Danmarks klimaregnskab, lægger vores fjorde øde, forgifter vores drikkevand og forværrer biodiversitetskrisen.  

Men nærlytter man til partiets sparsomme politiske klimaudmeldinger i dag, så er det lettere at høre relationerne til landbruget end melodien fra valgkampen.

MENS JAKOB ELLEMANNS VENSTRE strides åbent om CO2-afgifterne til landbruget, og Inger Støjberg stiller sig i position til at gribe de utilfredse landmænd, så er der mere stille fra Moderaterne om det ellers politisk brandvarme emne.

Partiets positioner i de kommende forhandlinger skal nok blive afstemt med landbrugets egne repræsentanter i og uden for partiet. Spørgsmålet er, om Lars Løkke Rasmussen denne gang også husker at afstemme med klimaet – for eksempel ved også at stikke ørerne ind hos de grønne organisationer, der skulle udgøre det tredje ben i de trepartsforhandlinger, som Moderaterne aldrig fik indkaldt til.

Moderaternes klimaordfører, Henrik Frandsen, har ligesom Venstres formand meldt ud, at partiet ”ikke kommer udenom en CO2-afgift på landbruget”. Nærmere kommer Moderaterne ikke deres egen linje i den sag.

Det skulle da lige være, hvis man lytter lidt med på Henrik Frandsens møder med baglandet. Ikke dem i ’Det politiske mødested’. Men dem hjemme i Agerskov, hvor landmænd fra ‘Agerskovgruppen’ i et årti har kæmpet mod miljøbegrænsninger over for landbruget med debatmøder og traktordemonstrationer.

På en optagelse på YouTube fra februar fra et møde i Agerskovgruppen praler Moderaternes klimaordfører af, at det foreløbig er lykkedes at udskyde klimafgiften på landbruget i et år. Han lover at ”bide sig fast” i de sætninger i regeringsgrundlaget, hvor der står, at Danmark ikke må miste sin konkurrenceevne. Og så beder han landmændene på Agerskov Kro bide mærke i det, der ikke står i regeringsgrundlaget:

”Der er jo ingen, der siger, den skal være 750 kroner. Det kunne godt være, den skulle være mindre. Det kunne også være, den skulle indfases over en meget lang periode” … ”nu gælder det om at afbøde virkningerne.”