Konkurrencelovgivningen bliver i mange tilfælde misbrugt af myndighederne til at føre beskæftigelses- eller industripolitik, som intet har med den fri konkurrence at gøre. Både EU-Kommissionen og regeringerne i de enkelte EU-lande har siden starten af 90’erne misbrugt reglerne om fusionskontrol til at forbyde fusioner, som var uønskede af politiske årsager. Der er også eksempler på, at EU-Kommissionen har godkendt fusioner for at sikre arbejdspladser - selvom fusionen skabte en voldsom dominans på markedet. Professor i konkurrenceret ved Københavns Universitet Mogens Koktvedgaard fraråder derfor, at Danmark indfører fusionskontrol som led i en kommende stramning af konkurrenceloven. Han så helst fusionskontrol helt afskaffet, både på nationalt og EU-plan. Koktvedgaard bakkes kraftigt op af direktør i Dansk Industri Hans Skov Christensen: “National fusionskontrol skaber en helt uacceptabel sammenblanding af politik og konkurrenceregler,” siger han. Lektor i konkurrenceret ved Aarhus Universitet Sune Troels Poulsen er enig i, at fusionskontrollen misbruges. Alligevel anbefaler han, at samfundet skal have mulighed for at gribe ind over for en fusion, der helt fjerner konkurrencen fra markedet.