En jovialt smilende franskmand med en velvoksen næse og store, sorte briller kan vise sig at blive årtiets største klimahelt. Herhjemme er han stort set ukendt. Men blandt skatteeksperter har han for længst skabt sig et navn som innovativ diplomat og indædt forkæmper for et mere fair skatteregime på tværs af kloden.

Pascal Saint-Amans er direktør for OECD’s Center for Tax Policy and Administration, og herfra har han op gennem 2010’erne kæmpet for større transparens i multinationale selskabers skattebetalinger verden over. Kort før verdens ledere mødtes til COP26, lykkedes det ham at få 136 lande til at forpligte sig til en selskabsskat på mindst 15 procent. Størrelsen af den præstation kan næsten ikke overdrives.

Heller ikke selvom OECD’s aftale er godt hjulpet på vej af et magt- og holdningsskifte i USA og Joe Bidens minimumsskat, GILTI.  

AFTALEN er ikke kun epokegørende, fordi den for første gang binder lande verden over til at opkræve samme (minimums)skat af deres virksomheder. Den vender også op og ned på tyngdeloven i international skatteret ved at flytte dele af beskatningen fra producentlande til markedslande.

Aftalelandene dækker 90 procent af hele verdens BNP. Og det mest geniale er, at modellen er skruet sådan sammen, at det ganske enkelt ikke betaler sig at stå udenfor. Opkræver et land for eksempel kun fem procent i selskabsskat, eller bliver der givet urimeligt store fradrag, vil andre lande kunne opkræve resten af beløbet. Det skal stoppe ræset mod bunden, som har fået lande som Estland, Schweiz og Irland til at tilbyde ekstremt lave selskabsskatter for at tiltrække store virksomheder.

Udover en global minimumstakst på selskabsskat rummer aftalen også en særlig beskatning af de (ca.) 100 største og mest profitable selskaber i verden, heriblandt techgiganterne, som nu kan beskattes, også af lande, hvor de ikke er til stede fysisk, men hvor deres ydelser skaber fortjeneste.

Aftalen skal implementeres i landenes lovgivninger i løbet af 2022 og træde i kraft i 2023. Mange detaljer skal stadig falde på plads endnu, og spørger man folk med indsigt i transfer pricing og beskatning af multinationale virksomheder, så tipper de på, at det måske snarere bliver i 2024, det nye globale skattesystem kommer i funktion. Men det er altså ikke længere til diskussion, at det sker, men alene hvornår. Også den eksakte størrelse på minimumsskatten kan stadig nå at flytte sig. Men principperne ligger fast.

Og hvad har det så med klimaet at gøre?

Jo, den gode Pascal Saint-Amans har fået vinger, og OECD’s skattechef mener nu, det er realistisk, at han også kan få en CO2-aftale op at flyve efter nogenlunde samme principper. Altså: en global minimumsafgift på CO2 og en aftale, der giver andre lande ret til at opkræve afgiften, hvis producentlandet ikke gør det.

PERSPEKTIVERNE er enorme. Med en fast, høj global udledningspris på CO2, vil markedsmekanismerne sørge for, at varer med lav CO2-udledning udkonkurrerer varer med stort klimaaftryk (og dermed indbygget høj CO2-skat). Det vil fremme udviklingen af klimavenlige teknologier og forbrug på hele kloden på samme tid og samtidig give hele verdens erhvervsliv de faste rammer for fremtidens produktion, som i hvert fald danske virksomheder har sukket efter i nogen tid nu. 

REGERINGERNE VED GODT, at en høj og ensartet CO2-afgift er den mest effektive, hurtigste og billigste måde at sænke erhvervslivets CO2-udslip på. Klimarådet og alle andre eksperter har sagt det længe. Men Mette Frederiksen og Dan Jørgensen er ikke de eneste, der lurepasser.

Timingen er rigtig, opskriften er fundet, og alle har noget at vinde. Ikke mindst klimaet

Tanja Nyrup Madsen
Chefredaktør, Mandag Morgen

Organisationen for økonomisk samarbejde og udvikling (OECD) er oprindeligt stiftet for at stimulere økonomisk udvikling og verdenshandel, og den mellemstatslige organisation har egentlig kun 38 medlemslande. Men den usædvanligt driftige skattechef er altså lykkedes med at samle hovedparten af verdens lande til en aftale, som alle troede ville være umulig for få år siden. Man kan ikke udelukke, at han også kan blive manden, der sikrer en fair beskatning af verdens CO2-udledninger.

TIMINGEN ER RIGTIG, opskriften er fundet, og alle har noget at vinde. Ikke mindst klimaet.