De kommunale topchefstillinger er blevet oversvømmet af akademikere, der har politisk tæft, økonomisk flair og sans for strategisk ledelse. Men chefernes faglige indsigt og konkrete viden om den kommunale dagligdag er for svag. Den nye cheftype efterlader for tit de kommunale medarbejdere i et ledelsesmæssigt tomrum, når det gælder konkrete faglige problemer. Det er hovedlinjen i et nyt oplæg, som Kommunernes Landsforening og de kommunale chefforeninger har udsendt. “Topchefernes rolle som generalist og politisk sparringspartner er kommet for meget i fokus. Det har nærmest været sådan, at jo mindre man vidste om det faglige indhold des bedre,” siger formanden for Kommunaldirektørforeningen, Lars Hansson. De kommunale topchefer er i de senere år kommet under stigende pres, og der har været en lang række cheffyringer. Det skyldes blandt andet, at forskellen mellem kommunaldirektøren og borgmesteren udviskes.