Det har taget sin tid, men det virker som om, det meste af verden nu har indstillet sig på, at vi skal finde nye måder at producere og leve på, som ikke belaster klimaet eller udrydder plante- og dyrearter.

Men måske er det ikke nok at stoppe nedbrydningen – måske er vi endda nødt til at reparere og genoprette økosystemet, fordi det på nogle parametre er så svækket, at det ikke længere kan gendanne sig selv og fortsætte med at understøtte de forhold, som mennesker trives med. 

”Regeneration” er et nyt buzzword for idéen om, at vores aktiviteter skal have en positiv, genoprettende virkning. Det gælder meget bredt, der tales om regenerativt landbrug, regenerativ arkitektur, design, økonomi og ledelse. 

Grundlæggende handler det om en erkendelse af, at vi, i forhold til nogle af de udfordringer vi står over for, allerede har overbelastet systemet så meget, at vi så at sige skal betale lånet tilbage. 

I februar fremlagde Partha Dasgupta, professor i økonomi ved Cambridge Universitet, en rapport, som han havde ledet udarbejdelsen af for den engelske regering. Rapporten – The Economics of Biodiversity – undersøgte de økonomiske konsekvenseraf at have en verden uden forurening og nedbrydning af naturen. 

Ikke overraskende konkluderede Dasgupta, at naturen leverer os mange tjenester, som vi tager for givet og ikke forstår værdien af, før de bliver knappe: ren luft, vand, muldjord, bier til bestøvning og så videre. 

Dasgupta advarede om, at mange af naturens tjenester allerede er på kanten af kollaps. Den menneskelige civilisation er i overshoot i forhold til klodens bæreevne. Det ville kræve 1,6 kloder at opretholde vores nuværende forbrug – og forbruget ser endda ud til at vokse med stigende befolkning, længere levetid og større økonomisk velstand. 

På klimaområdet peger mange scenarier på, at det ikke er realistisk, at vi når at formindske CO2-udslippet tilstrækkeligt til, at temperaturstigningerne holder sig under de kritiske to grader. Mange forskere taler for, at koncentrationen af CO2 i atmosfæren skal være under 350 ppm. I marts passerede vi 416 ppm. 

Skal man tro forskerne, bliver vi altså nødt til at skubbe nålen baglæns. Det er sympatisk men ikke tilstrækkeligt at være bæredygtig eller cirkulær – vi skal regenerere ressourcerne.

Opsamling og lagring af CO2

Indsatsen for at være bæredygtig, grøn og cirkulær har hidtil handlet om at begrænse belastningen og være mindre skadende. Men hvis man vil være regenerativ, skal ens handlinger medføre, at systemet omkring en bliver styrket. Det er en smuk tanke, men det er selvsagt meget ambitiøst, i betragtning af at der indtil videre har vist sig meget vanskeligt at ændre vores livsstil, forretningsmodeller og teknologi i bæredygtig retning. 

Idéen om ligefrem at være regenerativ kan lyde som ønsketænkning – og det er måske netop dét, den er: et mål og et ideal, der i øjeblikket er fjernt, men som angiver en retning, der virker rigtig i betragtning af, hvor langt økosystemet er kommet ud af balance.

Den regenerative økonomi er også et relativt nyt begreb, men ser man ud over verden, er der dog en del eksempler på virksomheder, der har det som en udtrykkelig del af deres forretningsmodel at være regenerative. 

En af dem er Climeworks. Selskabet har udviklet en teknologi til at filtrere luft, så der trækkes CO2 ud, som derefter pumpes ned i underjordiske klippelag, hvor det koncentrerede kuldioxid omdannes til mineraler. Climeworks har installationer på Island, hvor der er masser af geotermisk energi til at drive processen, og hvor undergrunden kan optage kuldioxiden. 

Climeworks’ forretningsmodel er, at man betaler dem for at køre processen, og dermed kan man kompensere for sit udslip. Enhver kan købe en vis reduktion, eksempelvis for at kompensere for flyrejser. Prisen er cirka 1700 kroner per ton. 

Climeworks arbejder med flere store virksomheder, blandt andre Microsoft. Som de fleste øvrige it-giganter investerer Microsoft i vedvarende energi, der kan dække det enorme elforbrug fra deres datacentre. Microsoft går imidlertid skridtet videre. Selskabet har et ’carbon negative’-mål om at udligne alle selskabets CO2-udslip, siden det blev stiftet i 1975. Det skal ske inden 2050.

Det mål vil selskabet blandt andet nå ved at betale Climeworks for at pumpe CO2 ned i undergrunden.

Climeworks’ teknologi er et eksempel på CCS – Climate Capture and Storage. CCS-løsninger er gennemgående stadig på et ret tidligt teknologisk stadie. De fleste projekter bruger kemiske processer eller alger til at trække CO2 ud af luften på steder, hvor der er store koncentrationer, eksempelvis ved fossile kraftværker, cementfabrikker og forbrændingsanlæg. 

Der er en stigende opmærksomhed på, at produktionen af beton og cement er forbundet med et meget stort CO2-udslip. Som det også fremgår af artiklen om regenerativt byggeri i dette tema, så forsøger man i mange nye, store byggerier at anvende så meget træ og organisk materiale som muligt. 

Som det danske firma Ecocon demonstrerer, er det en helt anden, produktiv måde at opsuge og lagre CO2 på end at sende det tilbage til undergrunden.

Ecocon fremstiller færdige vægge som elementer til byggeri. Væggene er bygget med et skelet i træ og isolation af komprimeret halm. Træet og halmen har bundet CO2 under væksten. Desuden er det materialer, der giver et godt indeklima og en god lyddæmpning. 

Ecocon får væggene fremstillet i Litauen, foreløbig er der opført 115 bygninger i 21 lande med elementerne. 

Fra udnyttelse til genopretning 

Idéen om at være regenerativ omfatter ikke kun klimabelastningen. Der er brug for genopretning på mange andre områder. På miljøområdet er biodiversiteten drastisk faldende, og alt efter temperament kan man endda mene, at vi på det sociale og økonomiske område har behov for at genopbygge tillid, relationer og en inkluderende økonomi. 

Det regenerative er et mindset – en generel måde at gå til verden på. 

”Vi skal gå fra en extractive til en regenerative økonomi. I stedet for at fokusere på hvor meget værdi, man vil trække ud af et system, skal vi overveje, hvordan vi kan bidrage til at systemet fungerer bedre for alle,” siger Alan Moore, en engelsk ledelseskonsulent, der netop har udgivet bogen ”Do build. How to make a business the world needs”.

Alan Moore taler om at skabe skønhed, vise generøsitet og være reelt nyttig gennem sine handlinger eller den måde, man driver sin virksomhed på.

Som et eksempel på, at et selskab kan arbejde meget bevidst med at styrke det system, de opererer i, nævner Alan Moore den franske skoproducent Veja. 

Umiddelbart ligner deres sneakers og støvler alle andre mærkers sko – også prismæssigt – men alle led af forretningsmodellen er vurderet og justeret for at bidrage positivt til samfundet, både socialt og miljømæssigt. 

”Læderet” er plantebaseret, plastikken er genbrugte vandflasker, snørebåndene er økologisk dyrket bomuld, naturgummiet er fra bæredygtige Fairtrade-plantager, den brasilianske fabriks ansatte har gode vilkår og løn, underleverandører betales ofte på forhånd, Veja betaler ikke for at annoncere – og så videre. 

En fabrik der fungerer som en skov

En anden pioner er Interface, USA’s største fabrikant af modulære gulvtæpper til kontorer og bygninger. Interface har siden midten af halvfemserne arbejdet intenst med at gøre deres produktion bæredygtig. Interfaces tæpper og vinylgulve er lavet af plastik og har form af ”tiles”, firkanter, der lægges ligesom fliser. 

Man startede med at etablere en take-back-ordning, så fliserne ikke endte på lossepladsen. Siden har Interface arbejdet sig i retning af stadig mindre belastning ved at bruge genanvendte og genanvendelige materialer samt fjerne problematiske ingredienser. 

Interface har udviklet mønstre til tæpperne, blandt andet inspireret af blade, hvor man kan nøjes med at skifte slidte fliser, uden at der bliver tydelige farveforskelle. 

I takt med, at der er kommet større opmærksomhed på klimaforandringer, har Interface udvidet indsatsen til at fokusere på at gøre produktionen CO2-neutral. 

I 2016 gik man skridtet videre til det generative. Interface ændrede deres officielle mission fra at have nul belastning af miljøet til at være en ’positive business’. Det gør man blandt andet ved at bruge ”carbon negative”-materialer, hvilket man definerer ved, at der bliver fjernet mere CO2 gennem produktionen, end hvis den ikke havde fundet sted.

Interface har eksempelvis udviklet en ny type vinyl baseret på brugte fiskenet, der er en stor kilde til forurening af havene, og man arbejder med at udvikle plastik baseret på planter, der under deres vækst har opsuget CO2 fra luften, fremfor almindelig plastik, der er baseret på olie udvundet fra undergrunden. 

Det seneste tiltag er et koncept, Interface kalder ”factory as a forest”. 

Den nyeste af selskabets fabrikker, med 1000 ansatte, er designet, så dens påvirkning af det lokale miljø skal svare til, at der i stedet lå en skov. Det betyder blandt andet, at regnvand indsamles og renses igen efter brug, at energien kommer fra solceller, og at der er masser af sollys indendørs. 

Fabrikken er stadig under udvikling, men det er en ambition, der kan inspirere andre, traditionelle fremstillingsvirksomheder til at overveje, hvad det ville indebære at arbejde regenerativt. 

Modetøj eller aktivisme?

Når man besøger hjemmesiden for Patagonia, det amerikanske friluftstøj-mærke, kan man få det indtryk, at man er havnet hos en ngo. 

”We are in business to save our home planet,” lyder virksomhedens slogan – i klar modsætning til neoliberale økonomers insisteren på, at virksomheders formål er at maksimere ejere og investorers fortjeneste. 

Patagonia giver én procent af sin omsætning til gode formål, og op til den store årlige shoppingdag Black Friday indrykkede man annoncer med overskriften: Don’t buy this jacket. 

I stedet har man startet en underafdeling, der tager tøj retur og sælger det brugt, og man holder jævnligt workshops i butikker, hvor kunder kan komme og få repareret deres tøj. 

Patagonia køber råmaterialer fra landbrug, der arbejder efter regenerative principper, man bruger genbrugt plastik og dun fra leverandører med høje standarder for dyrevelfærd.

En blogpost om Patagonias designchef giver et interessant indblik i alle de overvejelser, der ligger bag, når Patagonia vælger at fortsætte med at bruge lynlåse i deres soveposer, selvom de ved, at det er den første del, der holder op med at fungere. 

Man kan mene, at det er tiltag, som i højere grad fører til bæredygtighed end egentlig regeneration. For de virksomheder, der som Patagonia taler om at blive regenerative, er det formentlig en måde at signalere på, at de har et langsigtet perspektiv, og at de gør en indsats for at skabe fremgang snarere end blot at være mindre skadende.

Og forbrugerne kan tilsyneladende godt lide den regenerative idé. En stor markedsundersøgelse viser, at 80 procent af amerikanske forbrugere foretrækker betegnelsen regenerative fremfor ordet sustainable på de varer, de køber.

Regeneration kan være højteknologisk

Mads Thimmer, direktør i Innovationlab, hjælper virksomheder og organisationer med at tænke i regenerative baner, og han har her i bladet skrevet klummer om regenerativ ledelse.   

Thimmer ser den regenerative økonomi som en forlængelse af en langsigtet udvikling fra industrialisering til digitalisering og nu regeneration:

”Mange af de værktøjer, der er udviklet med digitaliseringen, kan hjælpe med regeneration: værktøjer til at skabe communities, til at samle data og skabe sporbarhed. Det er forudsætninger for, at cirkulære modeller kan fungere. Det er helt naturligt at gå videre ud ad det spor.”

Til gengæld står den regenerative tanke i modsætning til et af mantraerne fra den digitale udvikling: den ubegrænsede eksponentielle vækst, mener Mads Thimmer:  

”Digitalisering satte industrialiseringen op i et ekstremt tempo. I dag handler økonomien om eksponentiel vækst og disruption – men vi har efterhånden fået rigeligt af den tankegang.

Det er en forsimplet måde at se på verden som et udskillelsesløb, hvor man kun konkurrerer om at tilrane sig resultater, gerne på andres bekostning.”

”Naturen er et system med forskellige nicher og roller, og et finurligt netværk af processer, der rækker ind i hinanden, så den enes affaldsprodukt bliver næring for noget andet. Det er ikke et nulsumsspil med en enkelt vinder,” siger Mads Thimmer.