Sygeplejerskerne kæmper for kontant anerkendelse af den ekstraordinære indsats, de har ydet under pandemien, men det underliggende problem handler måske mindre om timeløn end om arbejdsvilkår. Som uendeligheder af tweets, facebookopslag og læserindlæg viser, så er lønnen for en fuldtidsansat sygeplejerske ikke så ringe endda. Det er bare de færreste menige sygeplejersker, der er fuldtidsansatte. Og det er der en grund til.

Hvis du nogensinde har hørt en menig sygeplejerske fortælle om sit arbejde, så ved du, hvorfor hver anden arbejder på deltid: Det er simpelthen de færreste, der kan klare at være i fuld vagtplan. Og det er ikke fordi, de er dovne eller sarte. Det ved du, hvis du nogensinde har ligget på hospitalet. Når sygeplejersker falder fra allerede på studiet og i de første år på arbejdsmarkedet, så er det fordi, de ser deres kolleger gå stressede og nedslidte hjem fra arbejde, og fordi de selv oplever en arbejdsbelastning, som man ikke behøver være sundhedsuddannet for at regne ud er usund.

Sygeplejefaget har indiskutabelt et lønefterslæb, der har hængt ved i utilstedeligt mange år efter, at kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet i omsorgsfag, som mænd på det tidspunkt kun syntes burde aflønnes med lidt lommepenge. Men det er et mindst lige så stort problem, at sygeplejerskerne betaler af egen lomme for de belastende forhold på arbejdspladsen, der betyder, at de må købe sig til hviledage for at være klar til næste vagt.