283 sider. Så meget fylder regeringens oplæg til reform af den økonomiske udligning mellem kommunerne. En embedsmandsgruppe med repræsentanter fra hele fire ministerier har i mere end et år regnet og regnet på, hvordan en ny udligning kan skrues sammen.

Og de er ikke kommet til et færdigt resultat, men lægger i alt fem forskellige modeller frem til diskussion.

Det store antal modeller fortæller, at udligningen ikke bare er et stykke regnearbejde, men i allerhøjeste grad også er et politisk spørgsmål.

Problemet er her, at mens alle er enige om, at der bør være en vis form for udligning mellem kommunerne, ja, så er det ifølge professor i kommunaløkonomi ved Vive Kurt Houlberg svært at finde ud af præcis, hvilke kriterier der skal indgå i udligningen, og hvordan de skal vægtes.

Det mindst omdiskuterede er indtægtssiden, hvor der er bred enighed om at udligne forskelle i kommunernes beskatningsgrundlag. Det svære er at blive enige om de kriterier, der skal bruges til at udligne forskelle i kommunernes udgiftsbehov.

Lad os tage beskæftigelsesområdet som eksempel. I nogle kommuner er ledigheden meget lav, der er få dagpengemodtagere og få modtagere af kontanthjælp. I andre kommuner er situationen den helt modsatte: Her er arbejdsløsheden høj.

Det kunne altså give god mening at flytte penge fra kommuner med lav arbejdsløshed til kommuner med høj arbejdsløshed.

Arbejdsløshed er kun det første af en lang række kriterier, der kunne være relevante. For hvad med boligerne. Her er situationen, at kommuner med mange almennyttige boliger huser flere borgere med lave indkomster og større behov for sociale ydelser end kommuner med få almennyttige boliger.

Det er typisk tilfældet i Københavnsområdet, hvor der er få almennyttige boliger i de rige kommuner nord for København, men til gengæld mange i kommunerne på den københavnske vestegn.

Her kunne det give god mening at flytte penge fra kommunerne med få almennyttige boliger til kommuner med mange.

Listen kan hurtigt blive meget lang.

Når man har diskuteret de kriterier, der skal indgå i udligningen, siger Kurt Houlberg, kommer det næste spørgsmål med det samme. For hvordan skal man konkret måle de relevante kriterier?

Til sidst handler forhandlingerne så om, hvor meget man skal kompensere for arbejdsløsheden, de almennyttige boliger, uddannelserne eller mere strukturelle forhold som f.eks. problemerne i Udkantsdanmark.

Problemet er her, at det giver mening at udligne nogle af forskellene, men ikke dem alle.

”Hvis man udlignede forskellene helt, ville kommuner med høj arbejdsløshed for eksempel ikke have incitamenter til at få folk i arbejde eller skabe vækst og arbejdspladser, fordi den økonomiske gevinst ved en lavere arbejdsløshed automatisk ville blive modregnet i udligningen,” siger Kurt Houlberg.

Derfor kan embedsmændene ikke bare regne sig frem til den endelige og helt fair løsning på problemet. Det er i sidste ende et politisk spørgsmål. Og det er her, at politikerne må tage stilling til de fem modeller og vælge en af dem, eller, som økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille lægger op til, selv udvikle en sjette og endelig model. Se figur 1.

Overkompensation

Den første model løser nogle af de opgaver, der ifølge embedsmandsgruppens kommissorium skulle løses. Men modellen er ikke langtidsholdbar. På beskæftigelsesområdet vil der over tid være stadigt større forskelle mellem de enkelte kommuner.

Det problem løser embedsmændene med model 2, en løsning, der også rammer kommunerne i Udkantsdanmark.

Model 3 bygger derfor videre på 2’eren, men indeholder et nyt kriterium, der kompenserer for strukturelle problemer (herunder Udkantsdanmark). Embedsmændene vurderer selv, at netop denne model opfylder betingelserne i kommissoriet bedst.

Der er bare en ting. De første tre modeller retter på udlændingeområdet op på, at udligningen i en årrække har overvurderet udgifterne til indvandrere og deres efterkommere. Det har betydet, at kommuner med mange indvandrere og efterkommere har modtaget for store beløb i kompensation.

Derudover medregner udgifterne alle udlændinge, selv om udlændinge med lange uddannelser typisk ikke belaster det offentlige. Og netop den gruppe udlændinge er der mange af i en kommune som f.eks. København.

Når overkompensationen bortfalder, rammer det altså særligt kommuner med mange indvandrere og efterkommere af indvandrere. Og når man justerer for udlændinges uddannelsesniveau, rammer det altså særligt kommuner med mange højtuddannede indvandrere.

Model 4 er på udlændingeområdet mindre konsekvent end model 3 og noget billigere for bl.a. Ishøj Kommune med dens mange indvandrere og for kommuner som København og Aarhus med mange højtuddannede udlændinge.

I model 5 vender embedsmændene på udlændingeområdet tilbage til model 3, men udbygger støtten til kommuner med strukturelle problemer, herunder Udkantsdanmark.

På den måde begynder diskussionen af udligningen mellem kommunen med en fælles enighed om, at der bør være en udligning. Men den ender i et kompliceret resultat, hvor kriterium efter kriterium måske nok retter op på konkrete skævheder, men samtidig skaber nye skævheder eller problemer.