Nationale ledere skal tackle folkets EU-skepsis

De europæiske lande og EU’s institutioner fik i 2012 tøjlet statsgældskrisen. I 2013 og 2014 skal de sikre folkelig opbakning til den massive europæiske integration, som har fundet sted siden 2010, og som vil fortsætte i de kommende år. I Danmark skal statsminister Helle Thorning-Schmidt efter Venstres pro-europæiske åbning i december sikre folkelig opbakning til i de kommende år at gøre Danmark til fuldt medlem af EU’s inderste cirkel.

Claus Kragh

Tre kvinder spiller hovedrollerne i den radikale omlægning af Danmarks europapolitik, der skal ske i løbet af 2013 og 2014.

Helle Thorning-Schmidt, født i 1966, Margrethe Vestager, født i 1968, og Lykke Friis, født i 1969, blev alle voksne under krisen i 1980’erne og har start-90’erne med Murens fald, Sovjetunionens sammenbrud og Tysklands genforening som personlige historiske referencer. Disse tre kvinder er i øjeblikket ved at støbe fundamentet til en ny dansk europapolitik, som lægger spor ud for Danmarks forhold til resten af Europa i de kommende årtier.

De er i løbet af 2012 nået til en fælles forståelse af, hvad der tjener Danmarks interesser i Europa bedst: At lægge sig så tæt på Tyskland som overhovedet muligt, mens enhver flirt med tanken om, at Danmark skulle kunne vælge en ”britisk vej” ud af EU, er endegyldigt aflivet.

Venstres europapolitiske ordfører, Lykke Friis, er ikke i samme politiske vægtklasse som ministrene og partiformændene Thorning og Vestager. Men Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, foretrækker foreløbig at dække sin europæiske hånd – formentlig presset af det EU-skeptiske Liberal Alliance. Derfor er Friis sendt ud for at sondere de minefelter, der uomtvisteligt er mange af i dansk europapolitik.

Regeringen, Venstre og De Konservative blev i december enige om, at der er brug for et nyt nationalt kompromis – et såkaldt memorandum – om Danmarks placering i det europæiske samarbejde. Denne enighed gav ikke anledning til megen mediedækning, men lægger ikke desto mindre op til et markant skifte i de seneste 20 års danske europapolitik.

Thorning, Vestager og Friis står i samme dilemma som andre EU-positive politikere i Europa: På den ene side anser de det for nødvendigt med yderligere integration i Europa for at sikre euroens overlevelse og gøre Europa til en troværdig global spiller. På den anden side står de over for vælgerbefolkninger, som er skeptiske og utrygge ved EU.

Angela Merkel, Herman Van Rompuy og Helle Thorning-Schmidt er dybt bevidste om nødvendigheden af en langt dybere folkelig forankring af det europæiske samarbejde, hvis de aktuelle integrationsplaner skal være demokratisk bæredygtige. Denne demokratiske legitimitet skal grundlægges i de kommende 18 måneder frem mod valget til Europa-Parlamentet i sommeren 2014. Og det vil kræve betydeligt politisk lederskab og brede europapolitiske flertal i Danmark og alle andre EU-lande.

Kurs mod Europas hjerte

Venstre åbnede ballet om den nye europapolitik med en kronik i Berlingske 11. december. Kronikken, der havde overskriften ”Kurs mod EU’s hjertekammer”, var skrevet af Lykke Friis i samarbejde med de to partifæller Eva Kjer Hansen og Jakob Ellemann-Jensen, der er hhv. formand og menigt medlem af Folketingets Europaudvalg.

EU-ledernes tjekliste for 2013 og 2014

Siden 2010 har EU udviklet en uformel ledergruppe, der tæller stats- og regeringscheferne fra de vigtigste EU-lande og lederne af de centrale EU-institutioner – Ministerrådet, Den Europæiske Centralbank, EU-Kommissionen og Europa-Parlamentet.

De mest magtfulde aktører er i øjeblikket Angela Merkel, Francois Hollande, Mario Monti, David Cameron, Herman Van Rompuy og Mario Draghi, men ledelsessystemet er allerede rodfæstet og vil fortsætte uanfægtet af den udskiftning, som naturligt følger i takt med nationale og europæiske valg. Europas politiske ledergruppe vil i de kommende 18 måneder have særligt fokus på følgende sager:

  • Valget i Italien: Usikkerhed om Italiens politiske vilje til at bringe statsgælden under kontrol vil kunne antænde ny usikkerhed om euroens overlevelse på de finansielle markeder. Derfor er resultatet af det italienske valg i det tidlige forår af central betydning for hele Europa. Et demokratisk mandat til Mario Monti eller en anden seriøs reformtilhænger vil være et vigtigt opgør med den populisme, der har præget italiensk politik i årtier, og som har forhindret dybe samfundsreformer.
  • EU’s rammebudget: Europas nationale ledere skal i foråret forsøge at finde et kompromis om EU’s syvårige rammebudget. Tyskland og EU-præsident Herman Van Rompuy vil fortsat træde varsomt i bestræbelserne på at hjælpe David Cameron med at finde en ordning på Storbritanniens fremtidige forhold til EU. Cameron har lovet briterne en folkeafstemning om EU. En lodret udmeldelse vil være skadelig for både Storbritannien og for EU.
  • Ny leder af eurogruppen: Eurogruppen – altså eurolandenes finansministre – har været ledet af EU’s politiske nestor, Luxembourgs premierminister, Jean-Claude Juncker, som nu træder tilbage. Den nytiltrådte hollandske finansminister, socialdemokraten Jeroen Dijsselbloem, dukkede i december op som en perfekt kompromiskandidat mellem Tysklands konservative regering og Frankrigs socialdemokratiske. Dijsselbloem sidder i koalitionsregering med den liberale Mark Rutte som premierminister.
  • Bankunionen: Allerede i marts skal stats- og regeringscheferne forholde sig til et forslag om en fælleseuropæisk afviklingsordning for europæiske banker. Denne ordning er næste i skridt i den europæiske bankunion, som blev sat på skinner ved topmødet i december, hvor man besluttede at oprette et nyt europæisk finanstilsyn i Frankfurt. Dette tilsyn overtager 1. marts 2014 kontrollen med bankerne i de 17 eurolande og de formentlig 7 ikke-eurolande – heriblandt Danmark – som vil tilslutte sig.
  • Valget i Tyskland: Valget bliver afgørende for de kommende års politiske udvikling i Europa. Uanset om storfavoritten, den konservative Angela Merkel, eller socialdemokraten Peer Steinbrück vinder, vil Tysklands kansler være stærkt proeuropæisk. Men valget kommer til at bestemme farten, når det gælder udviklingen af EU til en finanspolitisk union med fælles gældsstiftelse i form af euroobligationer og fælles budget i eurozonen.
  • Valget til Europa-Parlamentet: Valget i juni 2014 vil få større betydning end tidligere, fordi Europas centrale politiske ledere erkender, at det nye EU må bygge på væsentligt bredere folkelig legitimitet end i dag. Partigrupperne i Parlamentet vil føre transnationale valgkampe i en række af de centrale eurolande.

I kronikken lægger de tre Venstre-politikere op til, at Danmark på mellemlangt sigt tilslutter sig euroen og dermed bliver fuldgyldigt medlem af EU. I første omgang – mens byggestøvet lægger sig i Bruxelles – skal europa¬politikken dog nyorienteres med et nyt nationalt kompromis mellem Folketingets EU-positive partier.

”Det er nemlig en illusion svøbt i Dannebrog, at alt bare fortsætter som hidtil, hvis eurolandene tager integrationsskridtet fremad, og Danmark vælger at stå tilbage. […] EU vil reelt blive splittet op i et A-hold og et B-hold, og Danmarks muligheder for at tale f.eks. det indre markeds sag svækkes,” lyder det fra Venstre-folkene.

Udmeldingen blev modtaget med kyshånd af statsministeren. Hun gjorde det dog samtidig klart, at den proces, der begynder nu, handler om at skabe grundlaget for en ny dansk Europa-debat – ikke om at træffe hurtige beslutninger om de danske EU-forbehold. Den radikale leder, Margrethe Vestager, har på sin side gjort sig til fortaler for, at regeringen arbejder på at placere Danmark som ”det 18. euroland".

Kronikken fra de tre Venstre-folk understreger, at balladen om Jens Rohde ved partiets landsmøde i november snarere var et personslagsmål end en konflikt om partiets europapolitiske linje. Men det er samtidig interessant, at Venstre allerede i november 2012 har taget fat på diskussionen om, hvem der skal være partiets spidskandidat ved europa-parlamentsvalget i 2014.

De skeptiske

Mens Thorning i europapolitisk forstand ved, hvor hun har Venstre – og De Konservative, som hurtigt rykkede med i slipstrømmen – er Liberal Alliance endegyldigt indtrådt i EU-skeptikernes rækker. Partiet kræver en folkeafstemning om deltagelse i EU’s bankunion, hvilket regeringen vil gøre alt for at undgå.

Liberal Alliance viste ved valget i 2011, at partiet kan føre effektive politisk kampagner, og at det råder over betydelige økonomiske ressourcer, der formentlig kommer fra partiets hovedsponsor, Saxo Bank. Omvendt er det et spørgsmål, om partiets erhvervsvælgere i længden accepterer en ideologisk EU-skepsis, der ikke harmonerer med dansk erhvervslivs traditionelt pragmatiske forhold til Europa.

Blandt de øvrige partier i Folketinget er det et åbent spørgsmål, hvor hårdt Dansk Folkeparti og Enhedslisten i de kommende år vil køre den folkelige EU-skepsis. Begge har truet med at kræve en folkeafstemning for at ratificere den aftale om EU-patentet, som regeringen fik forhandlet hjem under formandskabet i foråret.

Noget tyder dog på, at Enhedslisten er ved at kravle ned af det træ. Samtidig lægger liste Ø op til at stille op under eget navn ved valget til Europa-Parlamentet i 2014, hvor man hidtil har følt sig dækket ind af modstanderlisterne. Det kan indvarsle en ny tid, hvor Enhedslisten tager EU-sagerne én ad gangen i stedet for blot at sige nej til alt, hvad der kommer fra Bruxelles.

Hvad angår Dansk Folkeparti, er det givet, at EU-modstanden og nationalstaten fortsat vil være store slagvarer i butikken. Omvendt har Lars Løkke Rasmussen i 2012 gjort det klart, at DF’s EU-skepsis er den væsentligste forhindring for, at partiet kan blive deltager i en eventuel kommende borgerlig regering.

Hvis Kristian Thulesen Dahl skal gøre sig forhåbninger om at gøre Dansk Folkeparti stuerent som regeringsparti, går vejen altså via en opblødning af den lodrette EU-modstand. Dansk Folkepartis ’søsterpartier’ i Holland og Finland har i 2012 og 2011 måttet sande, at populistisk EU-modstand er diskvalificerende for partier, der ønsker reel politisk indflydelse. Denne europæiske virkelighed kan meget vel indhente Dansk Folkeparti i de kommende år.

Endelig er der regeringspartiet SF, som traditionelt har været splittet mellem en lille pro-europæisk elite relativt tæt på partiledelsen og et EU-skeptisk bagland. Den nuværende formand, Annette Vilhelmsen, er personligt gået fra at være EU-modstander til i dag at være ”EU-realist”. Partiets grå eminence, skatteminister Holger K. Nielsen, er også mere åben over for det europæiske samarbejde, end han var, da han i 1992 var hovedforfatter på de danske EU-forbehold. Udenrigsminister Villy Søvndal har gjort det til sin specialitet ikke rigtig at mene noget om europæisk ”indenrigspolitik”.

Thorning, Vestager og Friis er enige om, at der i de kommende år er brug for en dyb, bred og folkelig debat om Danmarks europapolitik. Det bekræftes af den seneste måling af danskernes forhold til euroen, som Danske Bank offentliggjorde lige før jul. Den viste, at 57,5 pct. af danskerne vil stemme nej til dansk deltagelse i euroen, mens blot 12,3 pct. helt sikkert vil stemme ja.

Kilder:


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu