Nødvendigt oprør mod kontrolsamfundet

Kommunaldirektørernes oprør mod Bjarne Corydon og andre ”kommunale” ministre er både forståeligt og nødvendigt.

Forståeligt, fordi der må være grænser for detailstyringen af kommunale topfolk, hvis ledelsesansvar skal have reel betydning. Nødvendigt, fordi en tiltagende bureaukratisering hæmmer kommunernes muligheder for at forny velfærdssamfundet. I stedet er direktørerne og deres medarbejdere tvunget til at bruge stadig flere ressourcer på at udfylde skemaer og blanketter for at dokumentere økonomisk ansvarlighed over for staten.  Problemet har nået et omfang, hvor det – ifølge de kommunale oprørere – går ud over kommunernes kerneydelse, nemlig at levere velfærdsservice til borgerne.

I artiklen på side 6 giver flere af kommunaldirektørerne eksempler på omfanget af det statslige kontrolapparat. Eksemplerne kan uddybes med adskilligt flere – og det vil Mandag Morgen gøre i de kommende uger. Tilsammen tegner de et billede af et stadig mere fintmasket kontrolsamfund, som er opstået stik imod alle hensigter. Igennem en lang årrække har vi hørt den ene regering efter den anden erklære krig mod regeltyranniet og det omsiggribende bureaukrati. Denne regering gør ingen undtagelse.

Ved sin tiltrædelse annoncerede den således en snarlig ”tillidsreform” i den offentlige sektor. Der skulle skabes ”rum for større fagligt ansvar og gives plads til moderne ledelsesformer og øget nytænkning”. Ambitionen fra regeringens side var klar: ”Styringen af den offentlige sektor skal baseres på mål og resultater, frem for på regler og procedurer”. Flotte ord fra det sorte tårn i Ørestaden.

Men enten er et eller andet gået helt galt i den proces, eller også har parterne en meget forskellig opfattelse af begreberne ”tillidsreform” og ”større fagligt ansvar”. Det er i hvert fald højst usædvanligt og dybt bekymrende, at ledelsen i kommunaldirektørernes forening, KOMDIR, anført af formanden, Niels Højberg, stadsdirektør i Aarhus, retter en så skarp kritik mod finansminister Bjarne Corydon og de andre navngivne ministre for at have kammet over i detailstyring og undermineret mulighederne for at levere den bedst mulige service til borgerne.

Derfor er der gode grunde til at tage kritikken dybt alvorlig. Det er ikke alene et spørgsmål om kommunernes frihedsgrader og muligheder for at løse deres opgaver, udspillet kan også opfattes som et wake-up call til såvel den nuværende som fremtidige regeringer om, at vi har nået – eller er ved at passere – smertegrænsen for, hvor meget man kan bureaukratisere et samfund og samtidig forvente, at det skal være et af verdens mest innovative.

Innovation handler bl.a. om frihedsgrader, om at nytænke – ofte under ydre pres. Kommunerne oplever presset stærkere end nogensinde, så den forudsætning er opfyldt. De har også fået opstillet klare økonomiske mål, der lægger loft over deres udgifter i fire år. Samtidig forventes de at levere stadig bedre service til borgerne. At få disse ender til at mødes kræver mere innovation end nogensinde – det kræver, at kommunerne får mulighed for at eksperimentere. Med andre ord kræver det, at de kommunale topchefer får større ansvar og mere selvstændighed, også jævnfør regeringens eget grundlag.  

Hvis regeringen skulle være i tvivl om kommunernes evne til at levere nytænkningen, kunne den finde svarene på Velfærdens Innovationsdag, hvor Mandag Morgen gennem flere år har samlet over tusinde kommunale ledere og nøglepersoner for at drøfte og dele viden om fremtidens velfærdssamfund – senest den 23. januar i år. Disse arrangementer er i sig selv et udtryk for omfanget af innovationskraften i store dele af den kommunale sektor. Det er den, der skal motiveres.

[quote align="right" author=""]Regeringen har lovet en tillidsreform, men synes i stedet at praktisere en mistillidsreform. Intet under, at de kommunale topchefer siger fra og udbeder sig en forklaring.[/quote]

Hvilke overvejelser der har drevet regeringen, anført af Bjarne Corydon, til at gå imod dens egne løfter, er fortsat en gåde – ud over at det må handle om en dyb og indgroet mistillid til kommunerne. Den mistillid har tidligere været begrundet, men er det ikke længere. Derfor ville det være naturligt at kvittere med gennemførelsen af den bebudede tillidsreform. I stedet fornemmer man en snert af fortsat mistillid i Bjarne Corydons reaktion på kritikken af den overdrevne økonomistyring. Den begrunder han med, at ”vi skal sørge for, at pengene ikke spises op af utilsigtet overforbrug et sted i systemet”. Man spørger sig, om Corydon taler om de samme kommuner, som ikke bare har overholdt budgetloftet, men brugt færre penge, end de har aftalt med regeringen.

Tilsvarende er hans varme støtte til privatisering af flere velfærdsydelser heller ikke just udtryk for stor tillid. Ideen har mange indlysende fordele, men aftegner samtidig holdninger og opfattelser, der også kan forklare regeringens – ikke mindst Finansministeriets – ønske om at sætte sig tungt på kommunernes hverdag

Regeringen har lovet en tillidsreform, men synes i stedet at praktisere en mistillidsreform. Intet under, at de kommunale topchefer siger fra og udbeder sig en forklaring.

Om et par måneder starter forhandlingerne om kommunernes økonomi. Det er en krævende og forudsigelig øvelse, der efter al sandsynlighed ender med forudsigelige resultater: Der spares lidt her og omfordeles lidt der. Alt sammen til tonerne af de sædvanlige udmeldinger om vanskelige forhandlinger, der – under de givne betingelser – ender med det bedst opnåelige resultat.

Tænk nu, hvis parterne under indtryk af oprørsstemningen og den tilsyneladende dybe kløft besluttede at gribe forhandlingerne anderledes an i 2014. Realiteten er, at de to parter har brug for hinanden – er afhængige af hinanden – og derfor nødvendigvis må skabe et tillidsforhold. Alt andet er uacceptabelt.

Og hvis man tænker videre, kunne parterne vælge at starte forhandlingerne med at drøfte tillid frem for økonomi.  Det drejer sig ikke kun om et magtopgør mellem to af samfundets mest centrale aktører. Det er et forhold, der angår os alle – om forvaltningen og udviklingen af vores fælles velfærdsydelser. Det er dybt absurd og ironisk, at netop det samfund i verden, der rangeres som det mest tillidsfulde, skal opleve så dyb en mistillid mellem de vigtigste magthavere. Her er der hårdt og akut brug for en ny strategi.

Som udgangspunkt kunne regeringen forlade den traditionelle opfattelse af, at kommunerne er administratorer af statsligt fastlagte velfærdsydelser, og i højere grad betragte dem som centre for både varetagelse og innovation af velfærdsydelser. I stedet for at øge den finansielle detailstyring af kommunernes hverdag, kunne regeringen motivere dem til at nytænke fremtidens velfærdssamfund.

Den strategi ville ikke alene udløse en række nye initiativer og ideer til gavn for almenvellet. Den kunne også skabe bedre forudsætninger for det offentlig-private samarbejde, som finansministeren er stærk fortaler for, og udvikle ny vækst. Innovation baseret på grænseoverskridende åbent samspil kan udløse en kædereaktion af positive begivenheder. Her kunne kommunerne spille en spændende rolle – forudsat at de nød den nødvendige tillid og støtte fra regeringen, det vil sige blev motiverede til at nytænke frem for, at regeringen spændte dem op i stadig mere komplekse og tidskrævende kontrolsystemer. Det er ikke alene dårligt politisk lederskab. Det dræner hele samfundet for vigtige ressourcer.

Kontrol er godt, men tillid bedre. Det er værdigrundlaget for et samfund, der vil tælles blandt de mest tillidsfulde. Nu er det op til regeringen at demonstrere, at den også deler den opfattelse.

Forrige artikel Når penge ikke er problemet Næste artikel Hajen, der åd vores fremtid