Danskernes politiske engagement er ikke mindre end tidligere, det kommer bare til udtryk på nye måder. Det er den netop overståede konflikt mellem københavnske forældre og Borgerrepræsentationen blot det seneste eksempel på. Aktionen og dens omfang har bekræftet samfundsforskere i, at der findes et stort handlingsberedskab i befolkningen. Hvis borgerne er utilfredse med lokale forhold, skal der ikke meget til, før de reagerer. Politiske partier og græsrodsorganisationer appellerer derimod ikke meget til befolkningen. Det er dog karakteristisk, at engagementet er midlertidigt. Når sagen er slut, er de væk igen. Forskerne venter, at ældreområdet bliver det næste felt, hvor vi vil se massemobiliseringer og aktioner. De udelukker ikke, at omfattende reformer af velfærdssamfundet risikerer at føre til voldsomme folkelige protestaktioner.