IT-indsatsen i folkeskolen er svag og tilfældig. Syv ud af ti lærere er rene nybegyndere i brug af computere. De kan knap nok skrive et brev på en PC. Mere end halvdelen af skolerne har ikke en skriftlig plan for brugen af IT i undervisningen. Og hver tredje kommune mangler endnu at formulere en strategi på området. Det viser en ny undersøgelse fra Center for Teknologistøttet Undervisning, CTU. Rapporten fastslår, at de seneste års investeringer i nye computere til skolerne risikerer at være spildt, fordi ingen tager ansvar for, at teknologien bliver brugt i undervisningen i alle fag, som folkeskoleloven kræver. Kun en tredjedel af lærerne bruger IT mindst en gang om ugen i klasserne. I enkelte fag bruges IT så godt som aldrig. Hverken kommunalpolitikerne eller skolelederne har taget målet om at integrere IT i undervisningen alvorligt, siger Allan J. Christensen, kontorchef i CTU.