Ø-mærket gør det sværere at være klimavenlig

Det danske økologimærke er blevet synonymt med varer, som er gode for os og vores klode. Men økologiske produkter er ikke nødvendigvis bæredygtige i bred forstand – eller det mest klimavenlige valg. Ø-mærkets popularitet er ligefrem blevet en hæmsko for nogle af dem, der går nye veje for at skabe fremtidens klimavenlige fødevareproduktion.

Peter Hesseldahl

MM Special: Ø-mærkets klimaproblem
Ø-mærket er blevet en vejviser for mange, som vil Jorden det godt. Men ’naturlige’ økologiske produkter er ikke nødvendigvis bæredygtige eller klimavenlige.
  • Ø-mærkets succes er blevet en hæmsko for dem, som forsøger sig med højteknologisk og mere klimavenlig produktion
  • Forsøg på at skabe et klimamærke i Danmark er strandet i de komplekse realiteter omkring fødevareproduktion
  • Etisk råd kalder det ”etisk problematisk” at afskrive GMO-teknologi, og selv formanden for økologerne afviser ikke entydigt gensplejsning

Ø-mærket gør det sværere at være klimavenlig
Derfor opgav politikerne klimamærket
Klimahensyn genåbner debatten om GMO
Unaturligt kød kan være det mest bæredygtige

For mange forbrugere er det røde Ø-mærke den primære vejviser i supermarkedet, hvis man vil Jorden det godt. Men betegnelsen ”økologisk” som garant for, hvad der er godt for kloden, bliver udfordret i disse år.

Ø-mærket siger ikke noget om fødevarernes klimabelastning, og mens det kan være fristende at anvende udtryk som ”bæredygtigt”, ”klimavenligt” og ”økologisk” i flæng, så er realiteterne, at der langtfra er fuldt overlap mellem begrebernes reelle betydning.

En grøntsag, der er økologisk dyrket, kan eksempelvis have et større klimaaftryk end en, der er dyrket konventionelt – men det kan være særdeles svært for forbrugerne at gennemskue.

"Hvis forbrugerne tror, at de hjælper klimaet ved at vælge Ø-mærket, så er det blålys, for det har ikke nogen effekt,” siger professor Jørgen E. Olesen, der er en internationalt førende forsker i landbrugets effekter på klimaet, fra Aarhus Universitets Institut for Agroøkologi.

”Du finder ikke rester af pesticider i økologiske varer og det er selvfølgelig en god ting. Men det har ikke effekter på mange andre parametre som klima eller udledning af næringsstoffer,” siger han og peger på, at det bedste, man p.t. kan gøre for klimaet, er at gå i en stor bue uden om køledisken med kød.

Professor Morten Birkved fra Syddansk Universitets center for livscyklusanalyse er også ganske kritisk over for at sætte lighedstegn mellem bæredygtighed og Ø-mærkede fødevarer.

”I de kommende årtier bliver vi en tredjedel flere mennesker på kloden, men vi kan kun udvide det areal, der bruges til landbrug med få procent,” siger han.

”Økologisk landbrug er uden brug af pesticider og kunstgødning, men det er jo netop de midler, det konventionelle landbrug bruger til at producere flere fødevarer på mindre plads. Økologisk landbrug er mindre effektivt, så i forhold til klimaet er økologiske fødevarer en form for luksus, vi tillader os i de rige lande. Det svarer lidt til at købe en firhjulstrækker fremfor en mindre bil,” siger Morten Birkved.

Bæredygtighed er mange ting

I tænketanken Concito leder Michael Minter projektet ’Fremtidens fødevarer’, der undersøger fødevarers klimabelastning. Han peger på, at forbrugerne i mange tilfælde står i et dilemma, når de skal afveje forskellige bæredygtighedshensyn.

”Industrikyllingen er helt sikkert det bedste valg i forhold til klimaet. Det er en ekstremt effektiv produktion, som har et meget lille klimaaftryk sammenlignet med økologiske kyllinger. Men det skal afvejes med hensynet til dyrevelfærd. Vil vi virkelig pine vores husdyr for klimaets skyld?” spørger Michael Minter.

Tilsvarende er der et dilemma mellem hensynet til det lokale miljø og det globale klima.

”Når man dyrker økologisk, undgår man, at der kommer pesticider i grundvandet. Men det kræver som regel et større areal at dyrke økologisk, og derfor bliver der mindre plads til skov og natur, og det går ud over klimaet og biodiversiteten,” siger Michael Minter.

Hvorvidt de fødevarer, man indtager, er bæredygtige, afhænger generelt af, hvordan man sammensætter sin kost.

Kød har en stor klimabelastning, uanset om man køber økologisk eller konventionelt produceret kød. Og hvis man køber frugt og grønt uden for sæsonen eller afgrøder, som ikke kan dyrkes i det danske klima, er også økologiske varer ganske miljø- og klimabelastende på grund af den lange transport.

Det gælder for eksempel Ø-mærkede avocadoer fra Kenya, økologisk hvidvin fra New Zealand eller økologisk quinoa fra Andesbjergene. Eller når danske økologiske landmænd med stor succes eksporterer økologiske kød- og mejeriprodukter til Kina, 8.000 kilometer borte.

Ø-mærket fortæller heller ikke noget om en række andre faktorer, som mange forbrugere bekymrer sig om, for eksempel om varen er dyrket under ordentlige arbejdsvilkår, eller om det er et stort selskab eller et mindre familiebrug, der står for dyrkningen.

”Problemet er, at man har fået tillagt det røde Ø-mærke nogle egenskaber, det ikke har.

Sådan virker det inde i vores hoved. Når vi har fundet noget, vi synes, er godt på nogle områder, så tillægger vi det andre gode effekter, som det ikke fører til,” siger Jørgen E. Olesen.

Han påpeger, at det typisk er mindre effektivt at dyrke økologisk end konventionelt – og derfor skal der bruges større arealer for at opnå den samme produktion.

Omvendt kan der være fødevarer, som er produceret med en minimal klimabelastning, lige i nærheden, eller med en super-effektiv udnyttelse af arealet, og en meget præcis brug af vand og gødning – men de lever ikke op til kravene for at få Ø-mærket, og derfor har landmanden meget vanskeligt ved at få fortalt forbrugerne, at hans produkter gør noget godt for miljøet.

Bæredygtigt uden at være Ø-mærket

Landets største tomatavler, Alfred Pedersen & Søn – der blandt andet producerer Katrine og Alfreds tomater – er et eksempel på, at økomærket i nogle tilfælde gør det vanskeligt at kommunikere om miljøfordele.

Ejer og direktør Mads Pedersen – Katrine og Alfreds søn – fortæller, at gartneriet igennem de sidste 15 år har arbejdet med at gøre dyrkningen mere bæredygtig, blandt andet ved at dyrke uden pesticider – men de ikke kan bruge Ø-mærket, fordi tomaterne dyrkes i stenuld og med tilsætning af kommerciel gødning.

Efter Mads Pedersens opfattelse er produktionen i deres drivhuse imidlertid mere miljøvenlig og ressourceeffektiv, end hvis de dyrkede dem, så de levede op til kravene for Ø-mærket.

”Ved at bruge stenuld kan vi gøre dyrkningen i drivhusene til en helt lukket proces. Vi kan dosere vand og gødning meget præcist, og vi har ingen nedsivning, for alt overskydende vand recirkuleres. Hvis det skal være økologisk, skal vi dyrke i jord, og vi må kun bruge gødning som for eksempel ensilage eller hønsemøg. Det er sværere at styre, og der vil altid være noget, der løber forbi rødderne,” siger Mads Pedersen.

Gartneriet indsamler vand fra tagene i reservoirer, og på energisiden samarbejder man med det lokale kraftværk, så fjernvarmen enten stammer fra affaldsforbrændingen eller elproduktion. Som et af de første steder i verden renses røggasserne fra forbrændingen, så der kun er CO2 tilbage, og det tilføres drivhusene, hvor det styrker planternes vækst.

Mads Pedersen har sideløbende en økologisk produktion, så han ved af erfaring, at der kan dyrkes 30 procent flere tomater per kvadratmeter, når man bruger stenuld – og dermed er energiregnskabet med stenuld tilsvarende bedre, end når man dyrker økologisk.

Krav til økologi

Det danske Ø-mærke følger de krav, der også gælder for EU-mærket: 

  • Rotation af afgrøder for effektiv brug af ressourcer
  • Forbud mod brug af kemiske pesticider og syntetisk gødning
  • Strenge restriktioner i brugen af antibiotika hos husdyr
  • Forbud mod genmodificerede organismer (GMO)
  • Brug af lokale ressourcer til gødning og dyrefoder
  • Opdræt af fritgående husdyr i udendørsmiljøer og brug af økologisk foder.

Det røde Ø-mærke indikerer herudover, at fødevarerne er kontrolleret af de danske myndigheder, og derfor skal de være pakket i Danmark.

Fordi der på nogle områder er brancheaftaler mellem danske producenter, kan danske økologiske varer også på nogle områder have andre standarder, eksempelvis for anvendelse af nitrit i kødpålæg. Det er imidlertid ikke standarder, som myndighederne kontrollerer for.

Kilde: Landbrug og Fødevarer

Usynlig miljøindsats giver ingen penge

”Vores udfordring er, at vi synes, vi gør meget for at være grønne, men det er uhyggeligt svært at kommunikere det. Supermarkederne vil helst have, at forbrugerne kun har to ting at vælge mellem; enten er det økologisk eller også er det konventionelt,” siger Mads Pedersen.

Efter hans mening kan det forhindre mange avlere i at gøre det rigtige, for hvis de ikke kan fortælle om deres miljøindsats, kan de heller ikke få en merpris for det.

”Der er mange forbrugere, der stadig køber efter value for money, og der er et meget stort spænd mellem de gartnerier, der tænker miljø hele vejen, og til dem, der bare siger, vi skal producere så billigt som muligt, og derfor ikke tænker miljø ind i produktionen – sådan er det med mange af de importerede grøntsager,” siger Mads Pedersen.

For også at kunne tilbyde Ø-mærkede tomater, har Alfred Pedersen & Søn startet en sideløbende produktion, der lever op til kravene for økologi. Salget vokser år for år og er i dag på 35 procent af den samlede produktion. 

Men Mads Pedersen lægger ikke skjul på, at han ikke har startet den Ø-mærkede produktion, fordi han synes, det er mere bæredygtigt.

”Hvis man ser helt nøgternt på det, kan vi dyrke konventionelt med mindre spild af ressourcer, fordi vi har et lukket system, og det er på samme måde med alt drivhusgrønt som salat, peberfrugt eller agurker – så længe det er en produktion, der undgår pesticider. Omvendt mener jeg, at økologisk dyrkning giver god mening på friland, for eksempel dyrkning af gulerødder, hvor der er meget lille forskel på udbyttet,” siger Mads Pedersen.

Skrappere krav er ikke realistisk

Mange danske økologiske producenter står i en situation, der ligner Mads Pedersens – i deres tilfælde er problemet imidlertid, at Ø-mærkets krav ikke er tilstrækkeligt skrappe. De vil gerne gøre mere for miljøet, men de kan ikke blive belønnet for deres indsats, fordi de har svært ved at fortælle forbrugerne, hvorfor produkterne koster ekstra. Når alt sælges med det samme mærke, bliver det er vanskeligt at blive honoreret for at gå længere end de krav, EU stiller.

Oprindeligt er økologisk jordbrug ikke defineret som et sæt specifikke regler og betingelser. Det er i højere grad en række generelle principper, som handler om at dyrke i balance med naturen – og i det indgår blandt andet, at man ikke anvender pesticider eller kunstgødning, og at der lægges vægt på dyrevelfærd.

Prisen for at kunne skabe den fælles, internationale standard og mærkning af økologiske varer har været, at man gennem EU har forhandlet sig frem til et sæt af målbare krav, der som minimum skal opfyldes.

Men EU-kravene går på nogle punkter ikke så langt, som danske økologer ville ønske. Det betyder også, at danske økologiske fødevarer i nogle tilfælde kommer i konkurrence med importerede fødevarer, der lever op til EU’s krav, men er knapt så konsekvent økologiske som de danske.

Derfor har de danske økologer længe gerne villet styrke kravene til økologisk landbrug. Men hvis man vil stramme kravene til det røde Ø-mærke, skal man først stramme EU-kravene, hvilket er en svær proces. Realistisk set ville danske økologer derfor være nødt til at skabe et ekstra, privat mærke.

Et løft til de ekstra grønne økologer

Efter at have overvejet mulighederne for at skabe et supplerende mærke, arbejder Økologisk Landsforening nu med at udvikle et koncept, der kaldes ØkologiLØFT.

Ideen er, at landmanden i samarbejde med kolleger fra andre økologiske gård og konsulenter fra Økologisk Landsforening gennemgår bedriften og identificerer måder, gården kan styrke sit arbejde inden for seks områder: lav klimapåvirkning; mangfoldig og rig natur; dyrevelfærd; nulspild og brug af lokale ressourcer; samspil med lokalsamfundet samt socialt ansvar.

Alt efter hvor meget gården formår på de seks områder, får man tildelt et ØkologiLØFT-diplom i bronze, sølv eller guld. Landmanden har mulighed for at bruge diplomet til at skilte med, at man gør mere for det økologiske end de officielle krav, men det er op til den enkelte producent. Ordningen er ikke ment som et forsøg på at skabe et nyt, generelt mærke, men som en ramme for at arbejde med at hæve kvaliteten ud over de formelle definitioner.

Det er en pointe, at kravene ikke er databaserede, men bygger på samtaler med kolleger og handlingsplaner, som udformes til den enkelte gård.

”Det er næsten en filosofi,” forklarer Økologisk Landsforenings formand, Per Kølster.

”Det, vi gør, er at sætte landmanden i centrum. Landmanden er den, der bærer et ansvar og skal have vilje til at forfølge de økologiske mål. Sådan var det fra starten af det økologiske landbrug. Vi har ikke set økologi som et sæt regler, men som et visionært grundlag for at skabe forandring og bæredygtighed.”

Omtalte personer

Jørgen Eivind Olesen

Professor og institutleder, Institut for Agroøkologi, Aarhus Universitet
cand.agro. (Den kongelige Veterinær- og Landbohøjskole. 1983)

Mads Ulrik Pedersen

CEO, Alfred Pedersen & Søn, Damsbo Gods, bestyrelsesposter i brancheorganisationer (tomat, frugt og grønt)
HH (1991), merkonom i økonomi og afsætning (1996)

Michael Minter

Programchef, Concito
cand.scient.adm. (Roskilde Uni. 1999)


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu