”Vi har undersøgt, om inddragelse af patienterne koster ekstra ressourcer, om det er helt neutralt, eller om det sparer penge. Vi blev overrasket over, at behandling og pleje bliver så meget billigere ved at inddrage patienterne,” siger direktøren for GPCC, professor Inger Ekman.

Det er først og fremmest tilfældet, fordi læger og sygeplejersker ved at samarbejde med patienterne har været i stand til at reducere opholdet på sygehuset med en tredjedel i forhold til en kontrolgruppe af patienter, der modtog en mere traditionel behandling. Se figur 1.

”Det tager tid at lytte til patienterne og inddrage dem i behandlingen, men den ekstra tid bliver først og fremmest brugt tidligt i forløbet og er givet godt ud, fordi behandlingen på sygehusene bliver kortere, og patienterne kan komme hurtigere hjem,” siger hun og forklarer, at de kortere forløb ikke har ført til dårligere resultater for patienterne.

Det måler hun på to måder. For det første medfører det ikke større dødelighed, når læger og sygeplejersker inddrager patienter og kan udskrive dem hurtigere. For det andet viser hendes forskning, at de patienter, der bliver inddraget i behandlingen, klarer sig bedre i dagligdagen, når de kommer hjem, end patienter i kontrolgruppen gør. De kan selv varetage flere helt almindelige dagligdags funktioner, end patienter, der blev behandlet efter de traditionelle forskrifter, kan.

Forklaringen er, at lange ophold på et sygehus i sig selv kan medvirke til at forværre særligt ældre patienters tilstand.

”Længere ophold på sygehuse kan føre til, at patienterne taber muskelkraft. Og når det først er sket, så ved vi, at de har svært ved at vinde kræfterne tilbage, når de kommer hjem igen,” siger Inger Ekman.

Læger og patienter er partnere

Inger Ekman mener, at forskningsresultaterne for hjertepatienterne kan overføres til andre patientgrupper. En vurdering, der underbygges af forskning, der viser helt det samme billeder, når patienter med hoftebrud inddrages i behandlingen. Også her medfører inddragelsen, at patienter hurtigere kan udskrives og at de, bl.a. på grund af kortere indlæggelse, også klarer sig bedre i deres dagligdag efter behandlingen på hospitalet.

”Når det er muligt, skal vi have patienterne tilbage i deres eget liv så hurtigt som muligt. Derfor bør læger og sygeplejersker inddrage patienterne i et partnerskab om behandlingen og om tilrettelæggelsen af hele forløbet,” siger Inger Ekman.

Hjertepatienter er ikke overraskende ofte både bekymrede og usikre på, hvad der skal ske, når de bliver indlagt. Derfor peger Inger Ekman også på forskningsresultater, der viser, at inddragelse af patienter kan mindske usikkerheden og gøre patienterne mere trygge i det forløb, de tilrettelægger sammen.

”Patienter føler ofte, at de mister kontrol over deres liv, når de indlægges med hjerteproblemer. Her kan lægerne og sygeplejerskerne hjælpe patienterne med at genvinde kontrollen og troen på helbredelse ved hele tiden at fortælle om behandlingen, lytte til patienterne og finde de ressourcer hos patienterne, der kan hjælpe dem til at genvinde helbredet,” siger hun.

For Inger Ekman begynder inddragelsen af patienter med et omfattende, nærmest fundamentalt skifte i den måde sygehuse, læger, sygeplejersker og andre professionelle arbejder på.

”På sygehusene har vi vænnet os til først og fremmest at se på patienter, sygdomme og diagnoser og ikke på lidelser og mennesker. Men vi kan skabe bedre behandling og pleje ved også at inddrage patienten som menneske,” siger Inger Ekman.

Når læger og sygeplejersker inddrager patienter og også pårørende i behandling og planlægning af forløb, leverer de ikke længere deres ydelser til patienterne, men skaber i stedet resultaterne i et samarbejde med patienterne.

Det kræver både nye kompetencer og nye rutiner i det daglige arbejde med patienterne. Inger Ekman og hendes kolleger har udviklet rutiner for inddragelsen af patienter og ikke mindst inddragelse af deres og evt. også de pårørendes egne ressourcer i behandlingen.

Ved at bruge de metoder kan læger og sygeplejersker systematisk finde frem til ressourcer og vilje i samarbejde med patienter, også selv om der er tale om ældre og meget gamle patienter, der ellers ville være blevet opfattet som skrøbelige.

Det handler altså om et kursskifte fra sygdomsbehandling til et mere omfattende perspektiv, der inddrager patienten og hans eller hendes ressourcer i behandlingen.

Tre trin til inddragelse

Inger Ekman og kollegerne på det svenske forskningscenter har opdelt inddragelse af patienter i tre faser, der indeholder hver sit sæt af rutiner. De tre rutiner udgør til sammen den vigtigste forskel til traditionelle behandlingsforløb. Se figur 2.