Praktik på Mandag Morgen

Hvordan er det egentlig, at være journalistpraktikant på et medie, der skriver til samfundets beslutningstagere?
Vi har forsøgt at samle svarene herunder.
Men hvis du hellere vil have historien fra en af vores tidligere praktikanter, så læs Rebeccas beskrivelse her.
Hvad skriver Mandag Morgen om?
Mandag Morgen er et samfundsorienteret medie, der siden 1989 har skrevet til samfundets beslutningstagere om de store omstillinger, der kommer med globaliseringen, digitaliseringen, klimaforandringerne og omstillingen af velfærdssamfundet.
Samlet set fokuserer Mandag Morgens journalistik på fremtiden for det danske velfærdssamfund. Herunder har vi fire fokusområder:
- Ledelse og arbejdsliv
- Velfærd og politik
- Grøn omstilling
- Innovation, forskning og teknologi
Vores vigtigste journalistiske redskab er det skrevne ord. Det bliver også dit. Derfor arbejder vi grundigt med sprog og fortælleteknik. Men vi går også meget op i data, dokumentation og grafik, og så er vi begyndt at eksperimentere med både lyd, video og live-journalistik.
Vi udkommer dagligt i nyhedsbreve og på mm.dk og hver mandag på tryk med Ugebrevet Mandag Morgen. Senest er vi begyndt at udkomme med podcasten ”Lyden af Mandag Morgen”.
Praktikant
Mandag Morgen tilbyder en særlig praktikplads, hvor du får noget så sjældent som tid til at gå i dybden med original og dagsordensættende journalistik.
På Mandag Morgen arbejder vi hellere grundigt end hurtigt. Vi lader andre følge nyhedsstrømmen, mens vi selv fremkalder det store billede af samfundsudviklingen med overblik, perspektiv og udsyn. Altid forankret til den nyeste viden og forskning.
Som praktikant på Mandag Morgen kan du vælge, hvilke af samfundets store omstillinger, du primært vil fokusere på.
Under alle omstændigheder vil du på lige fod med vores journalister jagte de strømninger, der driver nyhederne og trækker politik og mennesker i nye retninger. Du lærer at tænke i relevans, der rækker udover en politisk udmelding. Og så får du tid og plads til at gøre det grundigt.
Om Mandag Morgen
Mandag Morgen er en særlig ø i mediehavet, hvor vi tillader os den luksus at slippe nyhedsdøgnets mellemregninger for bedre at kunne se det store billede. Vi har stor fokus på dokumentation og metode. Kontekst og perspektiv er nøglen til en god Mandag Morgen historie, som altid rummer solid research og substans og original analyse. Man skal blive klogere af at læse Mandag Morgen – og du vil opleve, at man også bliver klogere af at skrive det. Vi er især optaget af samfundets omstilling af det digitale, klimaet, demokratiet og økonomien.
Mål for din uddannelse
På Mandag Morgen bliver du særligt stærk i den analytiske genre. Du lærer at systematisere din research og at sætte de daglige nyheder i et større perspektiv. Du får også mulighed for at skrive længere interviews og gå i dybden med større undersøgelser, hvor vi virkelig graver igennem et emne og i en serie af artikler forsøger at sætte en ny dagsorden.
Coaching og sparring
Igennem hele din praktik på Mandag Morgen kommer du til at arbejde tæt sammen med uddannede journalister på en redaktion, hvor der er stor tradition for samarbejde på tværs. Derfor vil du opleve, at der er gode muligheder for sidemandscoaching og sparring med redaktører, både inden og mens du skriver dine artikler.
Det er dog vigtigt, at du også trives med selv at tage initiativ og ansvar. Det er dine originale ideer og tanker, der skal være med til at forme Mandag Morgen i det år, du er hos os.
Du kan læne dig op ad en erfaren journalist som personlig praktikantvejleder.
Feedback
Din praktikvejleder og redaktører holder jævnlige møder med dig, hvor du får feedback på dit arbejde, og hvor I sammen finder ud af, hvad du de næste måned skal fokusere på for at blive endnu dygtigere.
Praktikantdage
På Mandag Morgen og Altinget holder vi fælles praktikantdage, hvor praktikanterne og vejlederne fra begge medier i fællesskab bestemmer, hvad der skal ske.
Når du har været halvdelen af din tid på Mandag Morgen, holder praktikantvejlederen en midtvejssamtale med dig. Hovedemnerne er: Hvad mangler du at lære? Hvad kunne du godt tænke dig at prøve journalistisk, inden praktikken er slut?
Socialt
Mediehuset på Ny Kongensgade 10 er en arbejdsplads med en relativ lav gennemsnitsalder. Det betyder, at mange af de uddannede journalister kan huske, hvordan det var at være praktikant. Samtidig er der også meget socialt samvær mellem journalister, researchere og redaktionsassistenter. Vi holder store sommer- og julefester og har fredagsbar en gang imellem.
Første dag
Programmet for den første dag aftales med praktikant-vejlederen – men tag det roligt: Vi laver et godt intro-program for dig, så du kommer godt i gang!
Særlige forhold
Mandag Morgen udkommer 42 uger om året, og det vil sige, at der er gode muligheder for, at du kan holde dine 6 ugers ferie i efterårsferie, vinterferie, påske, sommerferie og til jul. Det er alt sammen perioder, hvor ugebrevet ikke udkommer. Derudover har du fri, når der er praktikantdage. Arbejdsugen er på 37 timer. Arbejdstiden ligger normalt mellem kl. 9 og 17, men du tilrettelægger den i høj grad selv ligesom resten af redaktionens journalister. Der er gode muligheder for at arbejde hjemme en dag om ugen.
FAQ
Læs de hyppige spørgsmål og svar her.
Eller send os en e-mail.





