Regeringen gambler med tilliden til dansk energipolitik

Hvorfor er solenergi billigere i Tyskland, end den er i Spanien? Og hvorfor er Danmark i stand til at skaffe sig strøm fra vindmøller til den laveste pris i Europa?

Svaret er i begge tilfælde tillid. Det er investorernes tillid til, at den tyske Forbundsdag ikke pludselig laver om på statsstøtten til solceller, der afgør, at man kan skaffe billigere kapital til et tysk solenergianlæg end til et spansk, selv om solen skinner væsentlig mere i Spanien, end den gør i Tyskland. Og det er tilliden til den langvarige holdbarhed af de brede energiforlig i Danmark, der gør, at kapitalomkostningerne ved at bygge havvindmølleparker er lavere i Danmark end noget andet sted i Europa. Det er disse lavere finansieringsomkostninger, der betyder, at SR-regeringen i foråret kunne sikre Europas hidtil laveste pris på den vindstrøm, man i de kommende år kan købe fra Vattenfalls vindmøllepark Horns Rev III ved den jyske vestkyst.

[quote align="right" author=""]Investorer er ligeglade med, om regeringen er rød eller blå, hvis blot de kan være sikre på, at en aftale indgået med en dansk regering er til at stole på[/quote]

Derfor er nøglen til fortsat succes med omstillingen af det danske energisystem netop den tillid, som investorer har til, at energipolitikken ikke forandres grundlæggende, selv om der sker et regeringsskifte på Christiansborg. Investorer er ligeglade med, om regeringen er rød eller blå, hvis blot de kan være sikre på, at en aftale indgået med en dansk regering er til at stole på i de 15 år, hvor aftalen garanterer en fast pris på strømmen fra en havvindmøllepark. Problemet med tillid er imidlertid, at det er en flygtig ressource, som det tager mange år at bygge op, men som til gengæld kan sættes over styr på ganske kort tid.

DET ER LIGE PRÆCIS DEN RISIKO, Danmarks aktuelle Venstre-regering løber lige nu, hvor den sender tvetydige signaler om Danmarks bredt forankrede energi- og klimapolitik. Venstre har i mere end 10 år frem til 2014 været fast deltager i danske energiforlig. Under Anders Fogh Rasmussens ledelse var partiet i sidste halvdel af 00’erne den tillidsvækkende hovedaktør i de politiske aftaler, der lagde grunden til det industri- og klimapolitiske eventyr, som Danmarks entydige satsning på vindkraft siden har udviklet sig til.

Lars Løkke Rasmussen, derimod, har man aldrig kunnet blive helt klog på, når det gælder klima- og energipolitikken. Løkke havde som bekendt ikke den store succes med klimatopmødet COP15 i København i 2009, men det ville være uretfærdigt alene at klandre ham for, at topmødet blev en skuffelse. Til gengæld kan man roligt klandre statsministeren for, at Venstre siden foråret 2014 har sået tvivl om den brede energipolitiske konsensus.

[quote align="left" author=""]Den brede politiske konsensus er Danmarks vigtigste aktiv i forhold til den grønne omstilling[/quote]

Det var bemærkelsesværdigt, at Venstre ved den lejlighed sammen med Dansk Folkeparti og Liberal Alliance valgte at stå uden for aftalen om at nedsætte et nationalt klimaråd og at vedtage en national klimalov. I den forbindelse kan man i øvrigt med rette stille spørgsmålet, om det også var klogt af den daværende SR-regering at bulldoze loven igennem.

Det korte af det lange er nemlig, at den brede politiske konsensus er Danmarks vigtigste aktiv i forhold til den grønne omstilling – og at det er tilliden til, at denne konsensus vil fortsætte, der dybest set rejses tvivl om, når Venstre og energiminister Lars Christian Lilleholt lægger op til en finanslov, hvor man barberer en række statslige tilskud til modning af nye energi- og klimateknologier væk.

I Holland har man – som Mandag Morgen fortæller i denne uge – besluttet sig for at kopiere det danske vindeventyr. I perioden fra 2015 til 2023 vil hollænderne, der alle dage har været dygtige forretningsfolk, bygge en kraftværkskapacitet på 3.500 megawatt fra 10 havvindmølleparker langs landets kyst ved Den Engelske Kanal. Hollænderne står med alle muligheder for at høste store fordele af de erfaringer, som Danmark har gjort sig.

Meget bemærkelsesværdigt er det imidlertid, at det hverken er mølleteknologi eller offshore-knowhow, der ifølge den hollandske ekspert Pier Stapersma er vigtigst at tage ved lære af. Det er til gengæld netop den brede politiske konsensus, som Venstre lige nu leger med, på samme måde som små drenge nogle gange fristes til at lege med tændstikker. Mens Lars Christian Lilleholt igen og igen har forsikret, at Venstres finanslovsudmeldinger ikke skal ses som noget grundlæggende opgør med Danmarks energipolitiske kurs, synes både Lars Løkke Rasmussen og finansminister Claus Hjort Frederiksen at more sig med at puste til de klimaskeptiske holdninger i befolkningen. Regeringens to centrale figurer bør imidlertid holde sig for øje, at det dybest set er fremtidens priser på danskernes strømforsyninger, der er på spil, hvis investorer mister tilliden til, at Danmark energipolitisk er hævet over partitaktiske spilfægterier.

[quote align="right" author=""]Dansk landbrug bør se de forretningsmuligheder, der ligger i at blive en central aktør i den stadig mere lokale energiforsyning i Danmark[/quote]

Når dette er sagt, hører det også med til historien, at Danmark naturligvis bør arbejde videre ad den vej, der handler om at gøre energiforsyningen så sikker, så klimavenlig og så billig som mulig. Der venter i de kommende år monumentale finanspolitiske udfordringer for de politikere på Christiansborg, der både skal sikre Danmark en ren energiforsyning og samtidig lukke det provenutab for statskassen, der uvægerligt vil følge med, når afgifterne på fossile brændsler ebber ud.

I den henseende er der i høj grad brug for en grøn realisme, og den realisme handler ikke mindst om, at eksempelvis dansk landbrug bør se de forretningsmuligheder, der ligger i at blive en central aktør i den stadig mere lokale energiforsyning i Danmark. Hvis det danske landsbrugserhverv fortsætter med at basere sin konkurrenceevne på eksempelvis afgiftsfritaget sojaprotein importeret fra Sydamerika og på krav om stadig lavere afgifter på de miljøbelastninger, som det hyperindustrialiserede landbrug påfører sine omgivelser, så misser de danske bønder ikke alene fremtidens forretningsmuligheder. De risikerer samtidig at sætte den sidste rest af opbakning fra resten af befolkningen over styr.

SOM DET FREMGÅR AF DENNE UGES analyse i Mandag Morgen, er det samtidig helt afgørende, at Danmark ser sin grønne omstilling som værende en del af den grønne omstilling, der i disse år for alvor har fået momentum i det nordvestlige Europa. Faktisk går den grønne omstilling i disse år så hurtigt, at det i sig selv er blevet en afgørende økonomisk risiko, at store forsyningsselskaber taber store milliardbeløb på fossile kraftværker. Kul- og gasfyrede kraftværker er blevet urentable forretninger, fordi elektricitetsmarkedet tilføres store mængder statsstøttet elektricitet fra vindmøller og solfangere. Samtidig står det også klart, at man endnu ikke kan klare sig uden de fossile kraftværker, så længe man hverken har fået elektrificeret biltrafikken eller varmeforbruget i nævneværdig grad. Disse udfordringer kalder på grøn realisme og pragmatisk tænkning hos politikerne. Derfor bør regeringen helt konkret genoverveje sine planer om at fjerne den støtte til store varmepumper, som er begyndt i år i henhold til SR-regeringens finanslov for 2015, og som den nye Venstre-regering nu vil fjerne igen.

[quote align="left" author=""]Hvis regeringen vil Danmark, dansk erhvervsliv og de arbejdsløse danskere det godt, dropper man de ideologiske julelege omkring energi- og klimapolitikken[/quote]

Den slags er lige præcis et udtryk for den form for stop-and-go-energipolitik, som alle eksperter advarer imod. Og den vil være dræbende for den sammentænkning af vind og varme, som den centrale skikkelse i Danmarks vindeventyr, den tidligere Dong Energy-topchef Anders Eldrup, anbefaler. Ifølge Dong Energys nuværende topchef, Henrik Poulsen, udviklede selskabet under Eldrups ledelse sin vinddivision – Dong Wind Power – til et nyt dansk industrieventyr på linje med Danfoss, Grundfos og Lego. I dag er Dong Energy verdens største udvikler af havvindmøller og markedsleder på det nordeuropæiske marked, og virksomheden spås tilsvarende gennembrud på det amerikanske og asiatiske marked. Alt sammen en succes, der blev grundlagt for år tilbage – med tillid som en afgørende konkurrenceparameter.

Hvis regeringen vil Danmark, dansk erhvervsliv og de arbejdsløse danskere det godt, dropper man de ideologiske julelege omkring energi- og klimapolitikken og satser målrettet på at skabe et nyt industrieventyr i samspillet mellem vindenergien og den stærke varmesøjle i dansk energiforsyning.

Danmarks veludbyggede net af fjernvarmeledninger er et kostbart, klimavenligt stykke infrastruktur, der gør det muligt at skabe stor efterspørgsel på den elektricitet, der vil være så rigeligt af i fremtiden.

[quote align="right" author=""]Hvis Danmark tør satse målrettet på at udvikle et velfungerende vind-varmesystem, vil man have skabt optimale betingelser for et nyt eksporteventyr[/quote]

Hvis Danmark tør satse målrettet på at udvikle et velfungerende vind-varmesystem, vil man have skabt optimale betingelser for et nyt eksporteventyr, som det Dong Energy skabte med de store havvindmølleparker, som selskabet i øjeblikket udvikler og bygger i England, Tyskland og andre steder.

Det har længe været en dansk drøm at eksportere fjernvarmeteknologien i stor skala. Hvis man fra politisk side tør give teknologien den støtte, så den kan integrere store mængder vindenergi i kraft af varmepumper, vil man i både bogstavelig og overført betydning have sat strøm til et nyt dansk eksporteventyr.

Hvis man omvendt fra regeringens side fortsætter med at gøre energipolitikken og Dong Energys skæbne til genstand for ideologisk og partiegoistisk nidkærhed, risikerer man at sætte omverdenens tillid til Danmarks energipolitiske troværdighed over styr. Det vil skade Danmarks samfundsøkonomi på langt sigt.