På sidelinjen af det voldelige opgør i Sudan mellem landets hær og den paramilitære gruppe Rapid Support Forces står russerne klar. Godt nok nægter Wagnergruppen anklager om at være direkte involveret i de aktuelle kampe, men den russiske militærenhed har i årevis trænet mange af Sudans sikkerhedsstyrker og rådgivet regimets ledelse, blandt andet til gengæld for betaling i guld. 

Faktisk startede russerne deres samarbejde med Sudan under den tidligere præsident Omar al-Bashir i 2017, da han på et besøg hos Putin præsenterede Sudan som Ruslands "port til Afrika" til gengæld for russisk støtte. Wagnergruppen udformede derpå blandt andet en omfattende kampagne for at holde al-Bashir ved magten. Og til gengæld fik i hvert fald dele af Wagnergruppen lukrative rettigheder til udvinding af guld gennem selskabet Meroe Gold, som man mener har medvirket til opbygningen af en form for stødpude for den russiske økonomi over for vestlige sanktioner.

Andre steder i Afrika er Rusland også blevet mere aktive de seneste år. Mens det meste af Europa således markerede ét-året for Ruslands brutale krig i Ukraine tidligere i år, blev Frankrigs militær bedt om at forlade det vestafrikanske land Burkina Faso. Det skete med henvisning til en forværret sikkerhedssituation, tilspidsede diplomatiske relationer til Frankrig og – ikke mindst – et lokalt ønske om tættere samarbejde med Rusland. 

Ligeledes blev franskmændene smidt ud af Mali sidste år, og nogle læsere vil måske huske, at også danske styrker blev bedt om at forlade landet i januar 2022, efter blot en uge på jorden. Mali har i stedet tilvalgt Rusland og Wagnergruppen som deres foretrukne samarbejdspartnere, og mange forventer, at Burkina Faso snart vil gøre det samme.

Det sker i en situation, hvor alles øjne er rettet mod Ukraine. Selv om det er forståeligt, at krigen i Europa fylder mest lige nu, er det vigtigt ikke at overse andre sikkerhedspolitiske problemer. Ikke mindst fordi de forandringer, som lige nu sker i Afrika, er vævet ind i den bredere konflikt mellem Rusland og Vesten.

Europa står over for en række udfordringer på det afrikanske kontinent. Migrationen forøges på grund af voldelige konflikter, der forværres af klimaforandringer og fødevarekriser. Disse kombineres med svage statsstrukturer, som hverken kan levere sikkerhed eller bedre fremtidsmuligheder for almindelige afrikanere.

Et helt centralt spørgsmål er derfor, om EU, sammen med sine partnere, vil være i stand til at assistere afrikanske partnerlande med at løse – eller i hvert forbedre håndteringen af – deres mange udfordringer.

Aktuelt går det den forkerte vej: Europa mister adgang til partnerlande på det afrikanske kontinent. Det er alvorligt, for alle løsninger kræver gode samarbejdspartnere. Selv dét at sende en fregat, som alene skal patruljere i internationalt farvand, kræver gode relationer til lande i det pågældende område – hvilket Danmark som bekendt har måttet erfare.

Vesten vælges fra

Rusland er derimod på en opadgående kurve i Afrika. Wagnergruppen rekrutterer nu igen til deres Afrikamissioner efter et par måneders pause i efteråret. Gruppen fungerer i nogle afrikanske lande som en del af Ruslands positionering som et alternativ til Vesten. 

Wagnergruppen rekrutterer nu igen til deres Afrikamissioner efter et par måneders pause i efteråret. Gruppen fungerer i nogle afrikanske lande som en del af Ruslands positionering som et alternativ til Vesten.

Det foregår på flere måder. Rusland kan repræsentere et alternativ til Vestens kolonitidshistorie i Afrika og til den vestligt dominerede liberale verdensorden med alle de – til tider negative – konnotationer, denne kan have i en afrikansk kontekst. Mere konkret tilbyder russerne også et alternativ til den assistance, som Vesten har leveret.

Den ellers udbredte idé om, at Rusland kun vil lykkes med at engagere sig de steder, hvor vestlige aktører selv nedskalerer deres engagement – ofte kommunikeret via en vakuummetafor – er blevet punkteret flere gange. Både i Burkina Faso og Mali blev vestlige interventionsaktører bedt om at forlade landet og altså fravalgt til fordel for samarbejde med Rusland og Wagnergruppen.

Senest har Frankrig og mange europæiske allierede vendt sig mod Niger som et samarbejdsland, der muliggør en fortsættelse af militæroperationerne i Sahelregionen. Men udfordringerne kan ikke alene håndteres ved, at man flytter styrkebidrag, baser og træningsmissioner til nye lande og så fortsætter ufortrødent i samme interventionsmønster. De kræver også, at europæiske aktører og deres interventionspartnere kigger indad.

Wagner sælger sikkerhed

Det er i denne sammenhæng værd at dræbe en anden myte: Nemlig at Ruslands tilstedeværelse og udfordring af Vesten på kontinentet vil gå i sig selv. Rationalet lyder, at når nu Putin fører en dyr krig i Ukraine, så kan Rusland vel ikke for alvor samtidig forblive engageret i Afrika.

Selvom denne tanke intuitivt kan virke korrekt, er den udtryk for ønsketænkning. Det er nemlig ikke dyrt for Rusland at være til stede i Afrika. Faktisk vinder Rusland økonomisk på at være engageret i visse afrikanske lande. Det ser man tydeligt i Den Centralafrikanske Republik (CAR).       

Landets historie er præget af, hvad FN’s Fødevareprogram beskriver som ”tilbagevendende cyklusser af politisk krise og usikkerhed”.  Samtidig er det et land, hvor store dele af territoriet ikke er kontrolleret af staten, men af forskellige rebelgrupper. Regeringskontrollen er overvejende centreret i de større byer, særligt i hovedstaden Bangui, hvor statens magt og kontrol pt. understøttes af bevæbnede styrker fra Wagnergruppen, som også agerer livvagt for præsidenten.

I 2013 indførte FN en embargo, der skulle gøre det umuligt at sælge våben til landet, men CAR bad selv om en undtagelse, og i 2017 stemte Sikkerhedsrådet for Ruslands forslag om, at Rusland kunne levere våben og instruktører til landet. Således har Rusland solgt våben til de nationale sikkerhedsstyrker, herunder soldater, som er blevet uddannet af europæiske. EU’s egen træningsmission i landet er forhindret i at støtte styrkerne direkte, hvad EU selv anerkender svaghederne i. Når EU udelukkende tilbyder træning af nationale styrker, men ingen våben og et mandat, der ikke tillader direkte støtte i kampen mod rebelgrupper i landet, er det måske ikke svært at forstå, hvorfor CAR har vendt sig mod Rusland og Wagnergruppen. 

Når EU udelukkende tilbyder træning af nationale styrker, men ingen våben eller direkte støtte i kampen mod rebelgrupper i landet, er det måske ikke svært at forstå, hvorfor CAR har vendt sig mod Rusland og Wagnergruppen.

Lignende problemer gør sig gældende andre steder. I Mali havde EU’s træningsmission, som stod på frem til 2021, således heller ikke mandat til at levere våben.

Inden Ruslands krig i Ukraine lod der til at være en grad af pragmatisk sameksistens mellem FN og EU på den ene side og Rusland og landets mere uofficielle repræsentanter – herunder Wagnergruppen – på den anden. Ud over at EU trænede soldater, som kunne bruge russiske våben, er der også eksempler på, at FN-missionen i CAR har afholdt koordinerende møder med russiske rådgivere og evakueret russiske instruktører, der havde brug for lægebehandling. Det er i denne sammenhæng værd at bemærke, at russiske rådgivere og instruktører ofte enten er en del af Wagnergruppen eller koordinerer tæt med gruppen.

Historikken er væsentlig, fordi den understreger kompleksiteten i de politiske dynamikker, som gør sig gældende ikke alene i CAR, men mange andre steder i Afrika. Og konklusionen er tydelig: Rusland lukkede de facto en mangel i, hvad EU’s træningsmissioner i CAR kunne levere – og det kunne ses som en pragmatisk løsning, også fra europæisk side.

Infokrig og sikkerhed

Den Centralafrikanske Republik er for nuværende det land i Afrika, hvor Wagnergruppen har bidt sig bedst fast, særligt militært og økonomisk, men også politisk. Succesen kan tyde på, at Wagnergruppen har fundet en model, som kan gentages eller bruges til inspiration andre steder. Eksempelvis har Wagnergruppen en bred palet af indtægtskilder i landet, herunder udvinding af guld og diamanter fra miner, skovdrift i særlige områder samt decideret inddrivelse af skatter.

Wagnergruppen opererer med metoder, som på forskellige måder er koordineret med Ruslands mere officielle engagement. Den officielle del tæller russiske militære instruktører, der træner regeringsstyrkerne, og derudover er Wagnergruppen til stede med boots on the ground. Wagnergruppens soldater kæmper side om side med regeringsstyrkerne, FACA, og har endda i nogle tilfælde kommandoen over dem. De er dermed med til at styre, hvilken information der flyder mellem de væbnede styrker og det politiske system i landet.

Samtidigt rapporteres det også, at den tidligere og nuværende sikkerhedsrådgiver for præsident Touadéra er tæt forbundet med Wagnergruppen. Den tidligere sikkerhedsrådgiver, Valery Zakharov, var på gruppens lønningsliste og skulle efter sigende stå i spidsen for en uofficiel kommunikationsgruppe, der er direkte forbundet til præsidenten. 

Dette peger på et helt tredje og ofte mere overset engagement: Wagnergruppen bidrager med informationskapaciteter, der støtter CAR’s siddende regering. Gruppen udvikler løbende informationskampagner for regeringen i CAR og i en række andre lande på det afrikanske kontinent – også steder, hvor man ikke har soldater på jorden. For eksempel kan man løbende finde nye animationsvideoer, hvor Wagnergruppen fremstilles som frelser for forskellige afrikanske lande, der lider under den onde franske imperialistmagt. Frankrig portrætteres omvendt som grådige rotter, slanger og zombier. Senest har Wagner i sådanne videoer fremstillet både Burkina Faso og Elfenbenskysten som sine allierede. 

Den Centralafrikanske Republik er for nuværende det land i Afrika, hvor Wagnergruppen har bidt sig bedst fast, særligt militært og økonomisk, men også politisk. Succesen kan tyde på, at Wagnergruppen har fundet en model, som kan gentages eller bruges til inspiration andre steder.

Andre informationskampagner tæller blandt andet et forsøg på at miskreditere franske tropper ved at beskylde dem for at efterlade massegrave i nærheden af en af de militærbaser, der blev forladt, da Frankrig trak sig ud af Mali. Frankrigs modsvar var imidlertid en dronevideo, der viser Wagner-affilierede russiske soldater begrave kroppene i sandet, få dage før de altså blev ’opdaget’ af russiske tropper.

Påvirkning af informationsrummet kan også komme til udtryk gennem støtte til pro-russiske præsidentkandidater og betaling til personer, der demonstrerer mod Frankrig, som man blandt andet så ved det seneste præsidentvalg i Madagaskar. Eller det kan være i form af falske meningsmålinger, der viser, at Frankrig og Vesten bliver mere og mere upopulære, mens landets regeringsoverhoveder og Rusland bliver stadig mere værdsat.

Guld og diamanter

Endelig er der den økonomiske dimension. Siden de kom til CAR i slutningen af 2017, har Wagnergruppen og dens leder, Jevgenij Prigosjin, overtaget dele af landets diamantudvinding. Gruppen går generelt efter at etablere naturressourceudvinding i de lande, som de engagerer sig i. Både i Sudan, CAR og Mali har Prigosjin således oprettet lokale minedriftsvirksomheder; selv i Madagaskar, hvor Wagnergruppen ellers kun har en begrænset tilstedeværelse, ses det, hvordan Wagnergruppen tjener godt på lokale naturressourcer og minedrift. Det foregår for eksempel gennem virksomheden Kraoma. Tilladelsen til minedriften er angiveligt betaling for Wagnergruppens ekspertise i politiske påvirkningskampagner, der fandt sted forud for præsidentvalget i 2018.

Det meste af det økonomiske engagement er naturligvis uofficielt. Ikke alene finansierer de Wagnergruppens aktiviteter, de er også med til at udhule den stat, som gruppen opererer i.

Regeringen i CAR får ganske enkelt ringere muligheder for at levere services, herunder sikkerhed, til sin egen befolkning. En politisk elite kan således blive mere modtagelig over for Rusland og Wagnergruppen, der holder regimet ved magten, end over for deres egne civilbefolkninger.

Derudover tyder meget på, at Wagnergruppens operationer i Sahel og andre steder i Afrika ikke alene finansierer gruppens engagementer på det afrikanske kontinent. Det vurderes, at de også bidrager til at finansiere dele af Wagnergruppens aktiviteter i Ukraine, herunder de af gruppens soldater, der kæmper for Rusland. Med andre ord virker Wagnergruppen indtil videre til at være kommet til Afrika for at blive.

Vesten mangler selvransagelse

Fortsætter Europa og Vesten med at tænke på deres egen model som den eneste attraktive for de afrikanske lande, vil det kun gavne Rusland. For eksempel kom Washington efter sigende med et tilbud til CAR under Bidens ’Africa Summit’ i december 2022. Amerikanerne ville træne CAR’s hær og levere humanitær bistand, betinget af at CAR stoppede samarbejdet med Wagnergruppen. Det illustrerer, hvor misforstået vestlige aktører i nogle tilfælde har reageret på Ruslands indflydelse.

Tilbuddet fik det nemlig til at fremstå, som om vestlige aktører ikke respekterer afrikanske landes partnervalg, men først og fremmest ser kontinentet som en arena for en stormagtskonkurrence. Samtidig viste amerikanerne ingen tegn på, at man rent faktisk tager Wagnergruppens bidrag til CAR alvorligt. Som en journalist, der arbejder i CAR, beskrev det, ville en accept af tilbuddet være selvmord for et regime, hvis overlevelse nu i høj grad er bundet op på den støtte, som Wagnergruppen leverer.

Farven på vandet, der slukker ilden

De vestlige staters forsøg på at modgå russisk indflydelse ved at italesætte Rusland som en illegitim partner for afrikanske stater har mindst to uheldige implikationer. For det første negligerer de vestlige aktører fortsat de afrikanske landes egne prioriteter, selvbestemmelse og partnervalg. Et nyligt eksempel så vi ved sikkerhedskonferencen i München, hvor den tilhørende rapport har en tydelig retorik omkring, hvordan de lande, der opfattes som ’fence-sitting’ i stormagtskonflikten, skal ’vindes over’ på Vestens side. Spørgsmålet er imidlertid, hvordan de afrikanske stater ’vindes over’. 

Hvis det er russere – om de så hedder Beethoven eller Mozart – er de her for at forsvare vores republiks demokrati. Vi accepterer dem, og vi ville elske at have den franske fremmedlegion, lejesoldaterne fra Frankrig, eller fra USA.

Fidéle Gouandjika
Præsidentrådgiver i Den Centralafrikanske Republik.

For nogle afrikanske stater beskriver deres neutralitetsposition som et aktivt tilvalg. Derudover fremhæver nogle afrikanske stater deres ret til selv at vælge partnere. CAR er netop en stat, der har fremhævet sit ønske om at samarbejde både med Rusland og Vesten. Til den franske tv-kanal France 24 sagde minister og præsidentrådgiver Fidéle Gouandjika sidste år i et interview om Wagnergruppens tilstedeværelse i CAR:

”Vi underskrev en aftale med den Russiske Føderation. Hvis Putin … sendte os Wagner, er det ikke vores problem. De kommer og arbejder med os og hjælper os. Hvis det er russere, hvorvidt de hedder Beethoven eller Mozart, er de her for at forsvare vores republiks demokrati. Vi accepterer dem, og vi ville elske at have den franske fremmedlegion, lejesoldaterne fra Frankrig, eller fra USA, som i Irak, til at komme og hjælpe os. Det ville vi ikke have noget problem med. Vi vælger ikke farven på det vand, der slukker ilden i vores land.”

I en lignende tone, men med eftertryk på landenes egen suverænitet sagde Malis udenrigsminister, Abdoulaye Diop, for nylig: ”Ved at vælge at styrke vores samarbejde med Rusland vil […] Mali vise og demonstrere, at vi ikke vil blive ved med at retfærdiggøre os selv og vores partnervalg”.

Disse udtalelser tydeliggør det svære dilemma, som Vesten står i. Selvom USA og Europa ikke blot skal acceptere Wagnergruppens tilstedeværelse, kan en strategi fokuseret på at ’vinde’ ikke alene bestå i at tvinge afrikanske lande til at vælge side. Sådan en tilgang matcher ikke den ændrede facon, som afrikanske statsledere længe har udtrykt ønske om at blive mødt med. Tværtimod risikerer man at forstærke kolonitidsforankrede utilfredsheder.

En bedre strategi for Vesten er at stille sig selv den opgave at retfærdiggøre, hvorfor og hvordan den demokratiske liberale model er attraktiv som et tilvalg for de afrikanske stater. Det er selvsagt ikke en nem opgave i en kontekst, hvor valgprocesser ofte er problematiske, og hvor der er sket en voldsom stigning i antallet af statskup. Alternativet er dog, at vestlige lande fortsat opfattes som formynderiske aktører, der ser det som deres ret at bestemme, hvem afrikanske stater til- og fravælger samarbejde med.