For alle der følger uddannelsesdebatten intenst, var det lidt af en øjenåbner at læse KL’s nylige udspil til reformer af velfærdsstaten.

Ét af forslagene var at afskaffe den gratis SU på den to-årige kandidatdel af universitetsuddannelserne. Forslaget druknede lidt i lyset af andre mere højaktuelle forslag om bl.a. en førtidspensionsreform, som regeringen alligevel var på vej med forslag til. Ikke desto mindre er det en interessant prøveballon, KL har sendt i vejret.

Danmark har det måske dyreste studiestøttesystem i verden. I 2009 brugte staten 8,2 milliarder koner på SU-stipendier alene på vores videregående uddannelser. Samtidig blev der udbetalt 1,7 milliarder kroner som SU-lån.

En større balance mellem de to tal vil frigive ressourcer, der kunne investeres i mere og bedre uddannelse. Det er heller ikke utænkeligt, at låne-finansieret SU vil motivere flere unge til at blive færdige med deres kandidatstudie til tiden. Måske vil det også sparke gang i arbejdsmarkedet for folk med bachelorgrader – noget som aldrig rigtig har slået igennem i Danmark, modsat en række af de øvrige EU-lande.

KL’s SU-forslag er bare én vinkel på den diskussion, som jeg ved, kan være svær at antænde: Har vi fortsat råd til at tilbyde gratis kandidat uddannelse i Danmark?

Gratis uddannelse er unikt for de skandinaviske lande, og noget vi med rette bryster os af. Samtidig må vi erkende, at det bliver dyrere og dyrere at levere universitetsuddannelse af international klasse. Mange studerende klager over kvaliteten af deres uddannelser, og i en ny DI-undersøgelse er aftagerne også bekymrede. De studerende er ikke dygtige nok, lyder det.

Desuden må vi konstatere, at uddannelse nok først og fremmest er gratis for de bedst stillede af os. I DEA har vi netop lavet en analyse af, hvor mange ufaglærte og faglærte i industrien, der via vores voksen- og efteruddannelsessystem opnår en højere uddannelse. På ni år er det blot lykkedes for knap fem pct. Det er bekymrende få.

Der er flere årsager, men én af dem er, at uddannelse er dyrt, når man bliver voksen og klogere på livet. Vælger man at videreuddanne dig i voksenlivet, er det nemlig ofte en selv eller arbejdsgiveren, der må punge ud.

Når vi nu ved, at chancerne for at få en universitetsuddannelse er meget større, hvis ens forældre selv er akademikere, må man spørge sig selv om princippet om gratis uddannelse gælder for alle danske borgere?

Modstanden mod at diskutere brugerbetaling på vores videregående uddannelser ses i hele det politiske spektrum. Ofte lyder argumentet, at gratis uddannelse har været med til at styrke den sociale mobilitet i Danmark, vores sammenhængskraft og konkurrenceevne.

Til en vis grad passer det. I DEA har vi dog lavet en undersøgelse over konsekvenserne af den sociale mobilitet i lande omkring os, der selv har erfaring med brugerbetaling på kandidatuddannelsen. Konklusionen er, at brugerbetaling ikke har en entydigt negativ effekt på den sociale mobilitet. Meget afhænger af den model for brugerbetaling, man vælger. Derfor har vi brug for mere viden og debat om finansiering af vores videregående uddannelser. Om fordele og ulemper for de studerende, for virksomhederne og for staten ved forskellige former for finansiering. Ikke mindst set i lyset af regeringens mål om, at 60 pct. af en årgang i fremtiden skal have en videregående uddannelse.

Risikoen ved ikke at tage debatten nu er, at vores universiteter overhales af den økonomiske virkelighed og må indføre besparelser, der harmonerer dårligt med ambitionerne om at blive et af verdens førende vidensamfund.  Derfor er KL’s SU-forslag interessant. Jeg håber, det sætter gang i debatten.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.