Meget tyder på, at der inden for de næste to måneder vil blive truffet en historisk beslutning om at udvikle et sæt fælles standarder for virksomhedsregnskaber over hele verden. Sker det, kan det forrykke danske virksomheders officielle regnskabsresultater med betydelige millionbeløb og få stor betydning for den nye danske årsregnskabslov, som snart skal vedtages. Det siger den danske formand for International Accounting Standards Committee, statsautoriseret revisor Stig Enevoldsen, Deloitte & Touche. IASC har igennem længere tid deltaget i en hård kamp med den amerikanske standardsætter FASB om, hvem der skal stå i spidsen for de internationale regnskabsregler, som de fleste internationale koncerner formentlig snart vil rette sig efter. “Jeg tror efterhånden på, at vi i løbet af de næste par måneder kan præsentere et fælles udspil,” siger Stig Enevoldsen i et interview. En gennemgang af de 300 førende danske virksomheders regnskaber, som Ugebrevet har foretaget, viser, at de mest informative kommer fra Danisco, H. Lundbeck, SIS International og SAS. Mere end hver fjerde af de største og børsnoterede virksomheder aflægger fortsat meget mangelfulde regnskaber