Mens historien om ’eliteskolen’ Herlufsholm har fyldt medierne, har én ting undret mig såre: Hvorfor stiller så få mennesker spørgsmål ved skolens egen fortælling?

Herlufsholm sælges som første trin til en lederkarriere i den absolutte samfundselite. Det er hele formålet med, at eleverne må bide tænderne sammen og udstå ydmygelserne. For at kvalificere sig til en fremtid som topleder må man først vise, man kan klare mosten og danne en stærk karakter. Og i den særlige herlufsholmske logik styrkes karakteren, når man som barn lærer at bukke nakken i angst for straf og selv lærer at straffe andre, der ikke indordner sig.  

Men hvor er dokumentationen for, at det gør skolen til en elitefabrik for fremtidens ledere?

DET HERLUFSHOLMSKE LEDERIDEAL er ikke opstået på det sydsjællandske rektorkontor. Det bygger på en oldgammel myte om lederen som en slags übermensch, der er født til at indtage en særlig position i samfundet, kan klare mere end almindelige mennesker og gennem en hærdningsproces er blevet rustet til at træffe de hårde beslutninger, som ikke-elitære mennesker ville vige tilbage fra. En fortælling, som resten af samfundet for længst har lagt bag sig, og som i dag bedst kendes fra fascistiske regimer.

Blandt de 400 mennesker, der står på forskernes aktuelle liste over ’magteliten’ i Danmark, har kun tre gået på Herlufsholm

Også på andre planer synes forståelsen af lederrollen på Herlufsholm helt upåvirket af ny viden om ledelse i moderne organisationer fra det 21. århundrede.

Nutidig ledelsesforskning finder solid evidens for, at mennesker præsterer deres ypperste, når de har maksimal psykologisk tryghed. Det er, når paraderne er nede, og tillid præger relationerne på arbejdspladsen – og i særdeleshed til chefen – at man kan klare at blive udfordret til kanten af sine evner og kan bruge sin fulde koncentration på at løse krævende opgaver. Som regel sammen med andre.

Harvard-professor Amy C. Edmondson, der sidste år toppede Thinkers50-listen over de mest indflydelsesrige ledelsestænkere i verden, har i bogen ’Den frygtløse organisation’ dokumenteret, hvor nedbrydende og ukonstruktiv angst og straf er som ledelsesredskab, og forklaret, hvorfor virksomheder får størst succes, når ledelsen formår at skabe psykologisk tryghed i organisationen.

I et angstfyldt miljø går en stor del af medarbejdernes energi

Nutidig ledelsesforskning finder solid evidens for, at mennesker præsterer deres ypperste, når de har maksimal psykologisk tryghed. 

og koncentration med ikke at træde ved siden af for at undgå straf. Særligt problematisk er det i organisationer med et herlufsholmsk miljø, hvor arbitrære straffe kan regne ned over medarbejderne fra flere lag af ledere (skolens ansatte) og mellemledere (ældre elever). Det avler præcis den nulfejlskultur, som moderne ledere gør alt for at undgå af den indlysende grund, at den er gift for al nytænkning og innovation i en virksomhed.

DE LEDERE, DER EFTERSPØRGES I FREMTIDEN, er mennesker med en veludviklet social intelligens. Ledere, der måler deres egen succes på deres evne til at udvikle andre menneskers potentiale. Ledere, der tør slippe deres magt løs i hele organisationen i tillid til, at mennesker med et klart mål selv er i stand til at træffe agile beslutninger for at nå det.

De unger på Herlufsholm, der først må bøje nakken for hierarkiet og ydmygelserne og derefter bliver fortalt, at de bliver belønnet med særlige lederevner, når de selv bliver præfekter, er udsat for et dobbelt svigt. Hvis ikke andre har fortalt dem det, så lad mig gøre det nu: Der bliver ikke brug for Herlufsholms ledelsesstil i fremtidens organisationer. Selv militæret er for længst kommet videre og ved nu, at dygtige ledere motiverer i stedet for at straffe. Inddrager i stedet for at udelukke. Fremmer selvstændig tænkning og innovation. Og så spiser de ’traditioner’ og ’plejer’ til morgenmad.

DE, DER DE SENESTE UGER HAR GYST ved tanken om, at Herlufsholms børn spadserer direkte ind i direktionslokalerne, kan finde trøst hos magtforskeren Christoph Houman Ellersgaard. Blandt de 400 mennesker, der står på forskerens aktuelle liste over ’magteliten’ i Danmark, har kun tre gået på Herlufsholm.

Da Berlingske beder ham udpege skoler, hvis tidligere elever rent faktisk dominerer magteliten, peger han i stedet på de offentlige gymnasier i Nordsjælland. I dag er det nemlig i højere grad adressen nær Strandvejen end nærheden til adlen, der giver adgangen til de netværk, der åbner døre senere i livet.

Det kan måske være med til at forklare, hvorfor den socialdemokratiske undervisningsministers forsøg på at bryde de nordsjællandske børns førsteret til deres lokale gymnasier møder langt mere indædt modstand i den danske magtelite end hendes forsøg på at bryde med Herlufsholms ’traditioner’.