I krigstid kan man træffe beslutninger, der ikke lader sig gøre i fredstid. Den logik burde for længst have muliggjort de nødvendige beslutninger for den grønne omstilling, men der skulle altså en rigtig krig til, med massegrave og lig i gaderne, før den nødvendige følelse af urgency ramte Europas og USA’s ledere kollektivt. Unødvendigt nøl med at frigøre os fra afhængigheden af (russisk) kul, olie og gas er simpelthen blevet umuligt at forsvare moralsk.

Minksagen viser, at det ikke er uden risiko at træffe ekstremt hurtige beslutninger på et usikkert grundlag. Men krig og klimakrise betyder, at det er endnu mere fatalt at lade være. Derfor er det afgørende, at embedsværket både kan arbejde smidigt og lynhurtigt - og samtidig sikre kvaliteten i de politiske beslutninger. 

LIGE NU STRØMMER den russiske gas fortsat ind i Europa, uanfægtet af det folkedrab, der finder sted for øjnene af os. De europæiske gaslagre skal fyldes, inden den ene eller den anden side lukker for gassen. Samtidig er energipriserne rekordhøje, og derfor er resultatet af krigen foreløbig, at vi sender flere gasmilliarder mod Rusland – ikke færre. Det er ikke længere til diskussion, at det skal stoppe. Spørgsmålet er kun, hvordan det kan gå hurtigt nok, og hvordan vi undgår, at klimaet bliver krigens næste offer.

Skal gassen afløses af vindmøllestrøm, overskudsvarme, solceller og jordvarme på bare mellemkort sigt, så er det nu, der for alvor skal trædes på speederen i en historisk hurtig omlægning til alternativ energi. I denne uge slog endnu en rapport fra FN’s klimapanel fast, at vi har de nødvendige redskaber til at gøre det. Bremsen på den grønne omstilling er ikke længere teknologisk – den er politisk og systemisk. Et stærkere momentum for den grønne omstilling skal man lede længe efter.

Det, energibranchen kalder red tape eller bureaukrati, kalder andre miljøhensyn og respekt for demokratiske processer.

Tanja Nyrup Madsen
Chefredaktør, Mandag Morgen

Men selvom hurtige beslutninger er nødvendige nu, så kan forhastede beslutninger komme med en høj pris, både for økonomien, miljøet og den folkelig opbakning til omstillingen. Det er den svære balance, politikere og myndigheder skal finde. For det, energibranchen kalder red tape eller bureaukrati, kalder andre miljøhensyn og respekt for demokratiske processer.

Skal man for eksempel, som nogle argumenterer for, fjerne den opsættende virkning ved miljøklager? Det vil uden tvivl speede byggeriet af nye vindmøller op – men også øge risikoen for, at vi overser vigtige samfunds- eller miljøhensyn. Hvordan kan man også speede den del af den grønne omstilling op, der handler om at sikre biodiversiteten? 

I ENERGIBRANCHEN opfattes embedsværket som den tungeste stopklods for den grønne omstilling lige nu. Prisen på både sol og vind er faldet så meget, at de grønne alternativer i dag er en bedre forretning end den sorte energi, og pengene er ikke længere problemet: Investorerne står i kø. Alligevel vil ketchuppen ikke rigtig komme ud af flasken.

På ønskelisten står blandt andet: En pris og indfasningstid på en kommende CO2-afgift. Konkrete områder udlagt til vindmøller til havs og på land. Klarhed over, hvilke områder, der skal udlægges til fjernvarme. En plan for udnyttelse af overskudsvarme fra industri. Tariffer, der gør det muligt at regne på økonomien i storskala-havvind. Og ikke mindst: hurtig sagsbehandling.

Pengene er der. Teknologien er der. Industrien er klar. Og den politiske vilje er der – langt om længe – også.

DER ER MEGET AT LÆRE AF CORONA-tiden, hvor det lykkedes at træffe beslutninger og implementere dem i et tempo, man tidligere ville have troet umuligt. Når offentlige ledere og embedsfolk fik beskeden: Find en måde at gøre det muligt på – og fik frihed og opbakning til at gøre det – så kunne alting gå stærkt.

Skete der fejl? Ja. Det kan enhver, der følger lidt med i minksagen, bevidne. Den sag kan man helt sikkert også trække nogen læring ud af. Men resultatet må ikke blive, at politikere og embedsværk taber modet og risikoviljen. Konklusionen må tværtimod være, at det netop er i krisetider, når tingene skal gå stærkt, at der er brug for fagligt robuste og stærke embedsmænd, der forstår at vælge de rigtige kampe.

Vi har brug for fagfolk, der ikke er lammede af angst for at fejle, men har klarsyn nok til at undgå de store fadæser. Jurister og økonomer,

Er det nemt? Nej! Det er svært og risikabelt. Men det er måske den vigtigste og mest nødvendige opgave, embedsværket nogensinde har stået overfor. 

Tanja Nyrup Madsen
Chefredaktør, Mandag Morgen

der har risikoviljen til at prøve nye og utraditionelle veje – og modet til at sige fra overfor ministre, der er på vej ud i ulovligheder eller åbenlyse afgrunde. Vi har brug for dygtige fagfolk i stat, region og kommuner. Embedsfolk, der evner at inddrage de nødvendige interessenter – også naturens og lokalbefolkningens – og tage bestik af legitime indsigelser og hensyn, uden at lade processerne sande til i årevis.

Er det nemt? Nej! Det er svært og risikabelt. Men det er måske den vigtigste og mest nødvendige opgave, embedsværket nogensinde har stået overfor. Det er – med klimaforsker Katherine Richardsons ord – vores civilisations overlevelse, der er på spil.