Et halvt år før finanskrisen i 2008 udgav de to økonomer Carmen Reinhart og Kenneth Rogoff et nyt studie, der skulle vise sig at udkomme med rigtig god timing. Den berømte Harvard-duo havde sammensat en database, der sporede 800 års økonomiske kriser. 66 lande fordelt på fem kontinenter. Og undersøgelsens konklusion var klar.

Vækst, kollaps og genopbygning er tre af den verdensøkonomiske histories faste følgesvende. Men hver eneste gang, en krise har meldt sig – inflation, gæld, bankkollaps – har tidens økonomiske eksperter argumenteret passioneret for, at netop den aktuelle krise repræsenterer et nybrud.

’This Time Is Different’ kalder Reinhardt og Rogoff bogen – en slags spåkoneparodi. Pointen er, at en krisesituationsjældent er så ny, banebrydende og unik, som det kan føles, når man står midt i den.

I disse dage og måneder lyder et ekko af Reinhart og Rogoffs bog fra stadig flere politikere og fremtrædende eksperter i medierne. Vi har bevæget os ind i en helt ny verdensøkonomisk æra, lyder budskabet. Med strukturelt højere inflation, højere renter og konstant mangel på arbejdskraft i virksomhederne. Det er ”slut med billige penge,” som The Economist skrev i en leder i december. Det samme konkluderede blandt andet storbanken JP Morgan tidligere på året.

I podcasten ‘The Ezra Klein Show’ var den indflydelsesrige egyptisk-amerikanske økonom Mohamed El-Erian på besøg med sin version af analysen. ”De nemme penges æra”, som han kalder det, gav os billig adgang til kapital i en konstant jagt på efterspørgsel. Det fik en brat slutning under corona, hvor efterspørgslen på varer gik igennem taget, og brudte forsyningskæder forskubbede det økonomiske balancepunkt. Siden har stadig højere beskæftigelse kendetegnet post-coronaopsvinget, og det mener El-Erian vil fortsætte. I den nye æra jagter vi udbud, ikke efterspørgsel, mener økonomen, og de begrænsninger vil presse inflationen og renterne op.

Mohamed El-Erian har været øverste chef for Pimco, et af verdens største investeringsselskaber, og er i dag rådgiver for dets moderselskab, storbanken Allianz. Han gnubber skuldre med centralbankchefer over hele verden og skriver klummer i finansmediet Bloomberg.

Men han tager fejl, mener Søren Hove Ravn, lektor i økonomi ved Københavns Universitet. Når han hører fremtrædende økonomer gå ud i medierne og erklære årtiers økonomisk visdom forældet, hører han Rogoff og Reinharts fire ironiske ord for sit indre øre: ”This time is different”.

Denne tids økonomiske spåkoner glemmer at adskille konjunktur fra struktur, den korte sigt fra den lange. Og det er ikke smart. Man ender hurtigt med at aflyse historien på et snævert grundlag.

Vi er på vej ind i en periode, hvor de faktorer, der drev verdensøkonomien før corona, vil begynde at fylde igen.

Søren Hove Ravn
Lektor i økonomi ved Københavns Universitet

Som Søren Hove Ravn siger:

”Alle de faktorer, som har drevet den nedadgående rente over de seneste tre årtier, er stadig til stede.”

Centralbankerne har i løbet af 2022 været tvunget til at hive renterne op på grund af inflationen. Det gjorde de klogt i, mener lektoren. Men centralbankerne har de redskaber, der skal til for at få de stigende priser ned.

Tilbage til 2019

Det er endnu for tidligt at fejre de aktuelt faldende inflationstal i USA og Europa som et endegyldigt bevis på, at der er kommet styr på situationen. Men kigger man på de såkaldte inflationsforventninger – hvor højt inflationsniveau forbrugerne forventer – ser det ud til, at panikken har lagt sig hos forbrugerne.

Det kan man ikke tage for givet, som den tidligere vicedirektør i USA’s centralbank Alan Blinder påpeger i netmediet Project Syndicate. Blinder har netop udgivet bogen med den æggende og meget passende titel ‘A Monetary and Fiscal History of the United States, 1961-2021’, og derfor har han haft næsen dybt begravet i 1970’erne og 1980’erne, hvor inflationen var ”dybt indlejret i forretningsplaner og folkets psykologi,” som han skriver. Dengang forventede folk, at inflationen skulle ligge mellem otte og ti procent i flere år. Der er vi ikke i dag.

I starten af 2022 begyndte den amerikanske centralbank at måle forbrugernes forventninger til inflationen fem år frem i tiden. Det tal har ligget stabilt mellem to og tre procent i hele perioden. 

Den økonomiske situation er kaotisk. Men forbrugerne forventer ikke, at det bliver ved.

Og Søren Hove Ravn er enig i vurderingen. Den lave inflation og ”de nemme penges æra” er slut – for nu. Men allerede næste år begynder rejsen mod den økonomiske virkelighed, vi kendte i årene før coronakrisen. De økonomiske tyngdelove begynder at sætte ind igen.

Eller som han konkluderer: ”Vi er på vej ind i en periode, hvor de faktorer, der drev verdensøkonomien før corona, vil begynde at fylde igen.”

Verdensøkonomiens struktur er uændret

Mikael Milhøj har i en årrække været bankøkonom og chefanalytiker i Danske Bank. I 2022 sagde han sit job op, dog uden at slippe øjnene fra de verdensøkonomiske nøgletal. Milhøj tror heller ikke, de seneste års økonomiske uro har skubbet os ind i nyt, permanent forandret terræn.

”Verden har en tendens til at være lidt mere kedelig og tung at dreje rundt,” som han siger.

Det har den af to årsager, som er større og mere strukturelle end de forstyrrelser, vi har været ramt af siden 2020.

Den første årsag handler om lav vækst og produktivitet. Eller sekulær stagnation, som økonomer har døbt udviklingen. Særligt vestlige samfund har i mange år kæmpet med at få økonomien til at vokse i det tempo og omfang, som de kunne i det 20. århundrede. Det betyder, at der har været få penge at tjene ved at investere i arbejdspladser, og så falder renten.

”Den faktor er der ikke sket meget med,” konkluderer Mikael Milhøj.

Den anden årsag handler om demografi. Verdens befolkning lever længere. Det vil øge lysten til at spare penge op til en pension, der også bliver længere. Med det stiger mængden af penge i det internationale finanssystem, og dermed falder prisen på dem.

Den kraft, har økonomer i mange år argumenteret for, vil føre til lavere renter i flere årtier endnu.

”Og den har corona ikke ændret,” siger Søren Hove Ravn fra Københavns Universitet.

Tværtimod ser det ud til, at verdens folkerigeste nation med verdens næststørste økonomi er på vej ind i den samme verden.

”Kineserne er i en virkelig svær situation,” som Financial Times’ økonomiske kommentator Martin Wolff sagde i den seneste udgave af podcasten ‘Behind the Money’.

Landet har været lammet af nedlukninger, og det økonomisk meget betydningsfulde ejendomsmarked er begyndt at vakle gevaldigt. Selv hvis boligkatastrofen udebliver, står det klart, at mange af de ejendomme, som millioner af kinesere har investeret i, strander i projektfasen. De bliver ganske enkelt ikke bygget.

Og det fortæller en større historie om et land på vej ud af den høje vækst og ind i en økonomisk fase, Vesten kender rigtig godt. Kina kan ikke længere forvente vækst over tre eller fire procent, vurderer Martin Wolff.

Jacob Funk Kirkegaard, der er seniorforsker ved Peterson Institute of International Economics og German Marshall Fund, peger i en analyse i Dagbladet Information på en række årsager. Et faldende befolkningstal, mindre vækstpotentiale i udbygning af infrastruktur og en arbejdsstyrke, der ikke giver store løfter om øget produktivitet, gør det noget nær umuligt for Kina at blive en såkaldt ’mellemindkomstøkonomi’ i 2035, sådan som præsident Xi Jinping har lovet. Det kræver, at økonomien vokser med fem procent om året. Men det kommer landet ikke i nærheden af, vurderer Jacob Funk Kirkegaard.

”Anvender man en helt traditionel økonomisk analyse af Kina, får man et empirisk og kohærent billede af Kinas økonomiske fremtidsudsigter, men det maler et billede, som er meget forskelligt fra Beijings propagandistiske skønmaleri,” som han skriver.

Konkurrence, ikke konfrontation

Det er dog ikke sådan, at intet er forandret siden første nedlukning i 2020. Politikere har lært nye måder at håndtere kriser på, de har fået større appetit på at styre økonomien, og den geopolitiske situation er blevet tilspidset gevaldigt. Skal man fortælle den fulde historie om verdensøkonomien i 2023, kommer man ikke udenom, at handel og industri er blevet politiseret i stadig stærkere grad.

Kina og Vesten er viklet mere ind i en handelskrig. En af de senere års geoøkonomiske first movers i Vesten, Donald Trump, indledte handelskrigen med Kina i 2016, og den kamp er kun blevet stadig mere intens i 2022. På den ene side er handlen mellem Kina og USA, der dykkede dybt under Trump-perioden, nu ved at nå tilbage på sporet. I 2022 kom de to rivaliserende lande nærmere den trend for handel, som økonomer før handelskrigen regnede med, at de ville følge. 

På den anden side gør USA og Kina alt, hvad de kan, for at besværliggøre relationerne.

Blandt andet på TikTok. Det kinesiske sociale medie er i skrivende stund blevet downloadet af tre milliarder mennesker og har halvanden milliarder aktive brugere. Alligevel er et tværpolitisk forslag om at forbyde TikTok netop blevet præsenteret i Kongressen i USA, blandt andet fordi FBI frygter, at den statskontrollerede app vil bruge sin magt til at udspionere ansatte i den amerikanske regering.

I løbet af 2022 har USA også vedtaget en perlerække af tariffer og restriktioner, der regulerer, hvilken teknologi kinesiske virksomheder må importere fra vestlige lande. Senest er en række af USA’s vigtige allierede blevet viklet ind i den teknologisk-strategiske konkurrence. I december tilsluttede Japan og Holland sig den amerikanske linje og begrænsede eksporten til Kina af kritiske dele til fremstilling af mikrochips. En fjer i hatten for USA, da de to lande har virksomheder, hvis betydning for mikrochipværdikæden er afgørende.

”Kina har profiteret på den stabilitet, USA har skabt,” siger Camilla Tenna Nørup Sørensen, der er lektor ved Forsvarsakademiet.

Men nu er vi inde i en fase, hvor stormagtsrivaliseringen tager til. Det internationale system skal finde en ny balance, fordi Kina nu har vokset sig så store, at de kan udfordre USA. Både økonomisk og i stigende grad militært.

I november var Biden og Xi samlet ved det stort anlagte G20-topmøde på Bali. Her forsøgte begge statsledere at pille luften ud af betændte spørgsmål om Taiwan og tage ”en timeout,” som lederen af tænketanken ThinkChina Casper Wichmann beskrev det i et indlæg i Altinget.

”De anerkender, at der er en stormagtskonkurrence, men har stadig interesse i at undgå en decideret konfrontation,” siger Camilla Tenna Nørup Sørensen.

Det vil gøre ondt på begge. Kina sidder på centrale dele af den værdikæde, som resten af verden er afhængig af. På samme måde kan Kina ikke undvære de vestlige virksomheder og de markeder, som landene repræsenterer.

Rivaliseringen vil fortsætte i 2023 og årene frem. Der er gode argumenter for, at virksomheder er begyndt at genoverveje deres værdikæder. Virksomheder er, som Milhøj formulerer det, ”i stigende grad udsat for en leverancerisiko.”

De har oplevet, at just-in-time-økonomien svigtede, og nu kan de se, at en fabrik i Rusland pludselig kan miste al værdi over night. Kina kan finde på at indføre en lockdown fra tid til anden. Kunne de også finde på at invadere Taiwan?

Paradoksal politisk kriseretorik

Økonomien bliver mere geopolitisk anspændt. Men den bliver også mere genkendelig. Rejsen mod normalitet går dog med al sandsynlighed gennem en recession, hvis man skal tro de fleste økonomers prognoser.

En recession vil i sig selv pille en del af den efterspørgsel ud, som har været med til at drive priserne op. Men den vil også ramme folk hårdt. Arbejdsløsheden vil stige, når ketchupeffekten fra corona begynder at aftage. Søren Hove Ravn tror på ”en afmatning,” ikke en dyb krise, og den danske økonomi er generelt godt stillet.

Derfor undrer han sig også over den nye SVM-regerings kriseretorik. Læser man regeringsgrundlaget, kommer man igennem dystre passager om et Europa i krig og et Danmark, der trods den aktuelt rekordhøje beskæftigelse har behov for at få flere til at arbejde lidt mere.

”Med Putins angreb på Ukraine er der krig i Europa. (…) For at finansiere de øgede udgifter til Forsvaret i de kommende år vil regeringen fremsætte et lovforslag, der afskaffer en helligdag, som træder i kraft i 2024. Danskerne skal bidrage til vores fælles sikkerhed,” som der står i regeringsgrundlaget.

Men den logik har Søren Hove Ravn svært ved at forstå.

”Man skal passe på med at bruge den nuværende økonomiske situation som argument for arbejdsmarkedsreformer, for den er formentlig overstået om et halvt år.”

Tyder regeringsgrundlaget på, at politikerne faktisk mener, at vi står i en unik krisesituation og en ny økonomisk verden?

”Nej, overhovedet ikke,” konkluderer Søren Hove Ravn.

”Det er økonomiske greb og reformer, vi kender. Ikke ligefrem et regeringsgrundlag, der lyser af, at verden er et nyt sted.”