Herning tænker ud af boXen
Herning er kendt for sine gode forhold for erhvervslivet, stærke folkeskoler og store kulturelle oplevelser. Nu vil borgmester Lars Krarup (V) tilføje et fjerde ben. Herning skal også være anerkendt for sin sociale ansvarlighed. ”Det bliver det nye sort,” siger Lars Krarup. Han lægger op til en slags samfundskontrakt. Hvor virksomheder og foreninger skal mere på banen for at sluse de mange på kanten af samfundet i job. Hvor unge ensomme piger ikke må blive glemt i djøf’ernes regneark. Og hvor sociale investeringer skal sikre et godt liv for folk i fare for at ende på samfundets sidelinje. Nu tilhører den midtjyske kommune ganske vist en gruppe her i landet, som i forvejen er langt fremme i bussen på det sociale område. ”Men vi er fortsat kun i opstarten. Vi skal meget længere,” siger Lars Krarup i et interview med Mandag Morgen. Hans interesse blev skabt ved et besøg i Disney-butikken i København.