Mette Frederiksen har som politiker undergået en radikal forandring på ganske få år.

I 2020 var Danmarks socialdemokratiske statsminister stærkt hjemligt orienteret og blev beskrevet som Danmarks mest EU-skeptiske statsminister nogensinde.

I 2024 fremstår Frederiksen som en stærkt europaengageret regeringschef, der siden februar 2022 har placeret Danmark helt fremme i førergruppen af de EU- og Nato-lande, der i øjeblikket er i færd med at definere Europas fremtidige sikkerhedsarkitektur.

Statsministerens radikale europapolitiske kursskifte er udtryk for rettidig omhu og stærkt lederskab i varetagelsen af Danmarks internationale politiske interesser.

Det mener både Sten Rynning, professor i krigsstudier ved Syddansk Universitet, og Marlene Wind, professor og leder af Center for Europæisk Politik ved Københavns Universitet.

”Det er i den grad på sin plads, at Frederiksen engagerer sig i den europæiske dagsorden i EU. Konflikten med Rusland er dybt alvorlig, og det giver ikke mening at kritisere hende for at svigte de hjemlige politiske sager. Vandmiljø og ældrereformer – det er jo ting, hun har folk til at tage sig af,” siger Marlene Wind.

Sten Rynning er en af Danmarks førende sikkerhedspolitiske eksperter og flittig bidragyder til statsadministrationens og skiftende regeringers analyser og politikudvikling i forhold til at varetage Danmarks sikkerhed.

”Jeg synes, det er rettidig omhu, at statsministeren er meget involveret i europæisk politik, fordi kontinentet potentielt er i opbrud. Der er det vigtigt, at Danmark spiller sin rolle som brobygger mellem landene i de her store institutioner,” siger Rynning.

Hvad mener du med, at kontinentet potentielt er i opbrud?

”Nato og EU er blevet meget store. Og der er blevet rejst tvivl om de udvidede amerikanske sikkerhedsgarantier, som de bygger på. USA kræver, at sikkerheden i højere grad skal løftes af europæerne.  Og krigen i Ukraine tester, om institutionerne kan gøre det, som de har lovet: At skabe et Europa, der er frit. Hvis ikke de kan det, er det et nyt Europa. Så kan det meget vel skabe fragmentation i Nato og i EU,” siger ­Rynning.

Med andre ord vurderer en af Danmarks førende sikkerhedspolitiske eksperter, at den internationale organisation, Nato, der i dag garanterer Danmarks sikkerhed, er truet i sin eksistens. Og at EU står i samme situation. For europæerne er udfordringen derfor klar: de skal fastholde USA’s engagement i Europa ved tage ansvar og løfte en større byrde i rammen af det transatlantiske partnerskab. 

Selvom disse nye geopolitiske realiteter anerkendes af Folketingets partier, der sender store milliardbeløb til Forsvaret og derfra videre til Ukraine, kører kritikken af statsminister Mette Frederiksen for at være for internationalt engageret stadig på Christiansborg og i visse danske medier.

”Slår Frederiksen mønt på Danmark i sin private jobsøgning?” lød eksempelvis en analyse i Dagbladet Information, mens Danmarksdemokraternes politiske ordfører, Susie Jessen, kritiserer Frederiksen for ikke at koncentrere sig om sit job i Danmark.

“Når man er statsminister i Danmark, er det det, man er. Det, at vi har en statsminister, som allerede orienterer sig så meget mod noget andet, er problematisk,” har Jessen sagt til Politiken.

Det er indlysende, at partierne uden for SVM-regeringen altid vil forholde sig kritisk over for regeringschefen. Og det er lige så naturligt, at det giver anledning til rumlerier om arvefølgen internt i Socialdemokratiet, når det indtryk breder sig, at chefen er på vej til et andet job.

Arvefølgen er klar 

Men den politiske arvefølge i Socialdemokratiet ligger helt fast, al den stund at ingen på Slotsholmen er i tvivl om, at Danmarks næste statsminister hedder Nicolai Wammen, hvis Mette Frederiksen får et nyt job som del af den politiske ledelse i EU. Og med udgangspunkt i professorerne Wind og Rynnings udlægning af den aktuelle udenrigspolitiske kontekst virker det mildest talt konspiratorisk, at statsministerens nye udenrigspolitiske kurs skulle bygge på personlige ambitioner og ikke på en ændret analyse, der går på, at Danmarks nationale interesser er bedst tjent ved, at statsministeren engagerer sig maksimalt i EU og Nato – også hvis der skulle blive et centralt job ledigt.

Under alle omstændigheder virker Frederiksen til at være interesseret i et europæisk job. I løbet af 2023 løb det rygte, at Frederiksen skulle være kandidat til posten som generalsekretær i Nato. Men det synes ikke længere at være en mulighed, efter at Hollands fratrædende premierminister, Mark Rutte, har fået opbakning fra USA, Tyrkiet, Storbritannien og andre vigtige Nato-lande.

Nu handler rygterne om en fremtidig europæisk karriere til Frederiksen i stedet om, at hun er en seriøs kandidat til posten som leder af Det Europæiske Råd, hvor EU’s stats- og regeringschefer støber de afgørende kompromisser, der afgør udviklingen i EU.

Ifølge Marlene Wind optræder Frederiksen, som om hun er kandidat til posten, og ifølge professoren vil det være en styrkelse af Danmarks politiske indflydelse, hvis hun får den.

Omvendt er Wind ikke sikker på, at Frederiksen med sin relativt unge alder og ofte skarpe retorik vil være en voldsomt populær kandidat blandt lederne af de 26 andre EU-lande, som er dem, der bestemmer, hvem der skal have jobbet.

”De vil hellere have en mere diskret og diplomatisk type, der ikke stjæler rampelyset,” siger Wind.

Rejse vakte ramaskrig

Mette Frederiksens store europapolitiske skifte kom umiddelbart efter den 24. februar 2022, hvor store russiske styrker angreb hele Ukraine i et forsøg på at realisere et hurtigt regimeskifte. Og der er vitterligt tale om et helt fundamentalt skifte, hvor Frederiksen i løbet af få timer og dage helt grundlæggende forandrede sin måde at tale om EU på.

Som det fremgår af Mandag Morgens tidslinje, er Mette Frederiksen gået fra at være Danmarks mest EU-skeptiske statsminister til i dag at indtage en integrationsorienteret pro-EU-linje, Danmark aldrig tidligere har befundet sig på.

Det hører med til analysen, at coronakrisen og Ruslands aggressive fremfærd lagt sammen med USA’s voksende ulyst til at garantere Europas sikkerhed udgør så store geopolitiske skift, at de i sagens natur må influere en dansk statsministers europapolitik. Men det ændrer ikke ved, at Frederiksens forvandling er spektakulær.

Frederiksens EU-skepsis vakte betydelig opsigt på den nationale politiske scene i januar 2020, hvor hun ved den årlige EU-konference i tænketanken Europa udtalte, at Europa-Kommissionens daværende budgetforslag var ’gak’, og at EU var alt for stort.

Internationalt vakte Frederiksen for alvor opsigt, da hun i marts 2021 valgte at rejse til Israel sammen med Østrigs kansler, Sebastian Kurz, i et forsøg på at skaffe Danmark covid-vacciner via et samarbejde med de to lande. Rejsen til Tel Aviv og pressekonferencen med Benjamin Netanyahu blev mødt af kritik. Der var stor utilfredshed i Europa-Kommissionen, hvor man kæmpede for at finde en fælleseuropæisk løsning, og Frankrigs udenrigsminister kritiserede de dansk-østrigske planer og advarede mod "forsøg på opsplitning”.

Marlene Wind mener, at det var et regulært politisk fejltrin at rejse til Israel sammen med den østrigske kansler.

”Det var helt galt, og man må spørge sig, hvem pokker der fik den idé,” siger Wind, som roser Frederiksen for i 2024 at ligge på en kurs, der styrker sammenholdet i EU i en tid, hvor unionen står foran at skulle spille en helt ny rolle med fælles rustnings- og forsvarspolitik.

Centeret er svagt

Rynning mener i øvrigt, at man i ledelsesmæssig forstand kan sammenligne den danske statsministers optræden i forhold til Ukraine med den mest spektakulære kovending i den sag i Europa i de seneste måneder.

Professor Sten Den indtraf, da Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, i slutningen af februar meddelte, at han ikke vil udelukke, at franske soldater kan blive indsat i krigen i Ukraine.

”Både Frederiksen og Macron har indset, at det politiske center er svagt. Og de er nu trådt ind i centeret for at styrke det,” siger Rynning.

”Macron indså, at han med sin hidtidige kurs helt havde tabt østeuropæerne, og at han måtte gøre noget drastisk, hvis han ønskede at tale på Europas vegne,” uddyber Rynning og påpeger, at det har en helt særlig betydning, når den franske præsident lader forstå, at Frankrigs væbnede styrker vil kunne indsættes i Ukraine.

”Han taler om konventionelle styrker. Men i toppen af de styrkers arsenal er de nukleare styrker. Det er et klart signal til Rusland.”

Frederiksen bygger netværk

Ifølge professor Marlene Wind er det ikke mange år siden, snakken om dansk europapolitik handlede om, at Danmark mistede venner i EU-kredsen, fordi man hele tiden forholdt sig skeptisk til centrale områder på EU’s dagsorden.

Sådan er det ikke længere i dag. Mette Frederiksen har siden sin første rejse til Kyiv i april 2022 sammen med Spaniens premierminister, Pedro Sánchez, arbejdet intenst på at forbedre sit forhold til centrale ledere i de andre EU-lande og i Europa-Kommissionen. Og status i maj 2024 er, at Danmarks statsminister har gode politiske relationer til blandt andre Frankrigs præsident, Tysklands forbundskansler, Polens premierminister og til Europa-Kommissionens formand.

Samtidig har Danmarks statsminister stået i spidsen for at melde Danmark ind i EU’s forsvarspolitik gennem afskaffelsen af forbeholdet. Og endelig har hun været meget tydelig i at kommunikere, at Danmark endnu ikke har nogen holdning til, om EU skal stifte mere fælles gæld for at kunne finansiere produktion af ammunition til Ukraine.

Professor Sten Rynning, der også er leder af SDU’s tværfaglige eliteforskningscenter, Danish Institute for Advanced Study, noterer sig også skiftet i statsministerens internationale engagement.

”Min læsning af Mette Frederiksen som statsminister er, at hun i starten var meget stærk på det indenrigspolitiske. Hun fokuserede på at genopfinde den sociale kontrakt med en fortælling, der mindede om Socialdemokratiet i 1950’erne. Nu har hun opdaget, at hun kan gøre noget i Nato, hvor hun er regeringens førende stemme,” siger Rynning, som også påpeger, at Frederiksen i dag har fået en ny tone i forhold til EU.

Status er altså, at Danmark, små to måneder før det store spil om de europæiske topposter begynder i Bruxelles og mellem de europæiske hovedstæder, har en statsminister, der er gået fra at være en vrangvillig outsider til at være en proaktiv ledelsesaspirant med seriøs mulighed for at spille med helt i toppen af europæisk politik.

Hvis der havde været tale om en fodboldspiller, som stod for at kunne skifte fra Brøndby til Barcelona, ville anerkendelsen være uden mislyde. Men når det gælder skiftet fra national toppolitik til europæisk toppolitik, er tonen helt anderledes.