Kan vi undervise ungdommen i, hvordan fremtiden ser ud?

Det gængse svar er nej, selvfølgelig ikke, for vi kan ikke undervise nogen i noget, som endnu ikke findes.

Eller kan man?

At undervise i mulige fremtider og måder at forstå dem på kan sammenlignes med historieundervisningen, da hverken fortid eller fremtid teknisk set eksisterer. I historiefaget underviser vi i epoker, erindringer og de store sammenhænge, som vi gerne vil beholde, samt kulturarv, artefakter og traditioner, der videregives fra en generation til den næste. Når det kommer til vores individuelle forestillinger og fælles fortællinger om fremtiden, er vi lige så afhængige af kuraterede historier.

Historierne tager ofte form af narrativer og koncepter, som vi udvinder fra blandt andet medier, forskning, politik, dystopisk og utopisk science fiction, propaganda, popkultur, Hollywood samt forudsigelser fra diverse eksperter. Alle de ting udgør tilsammen en blandet palet af, hvad der kan betegnes som vores fælles ’fremtidsbilleder’.

Fremtiden eksisterer nemlig kun i den slags fysiske, digitale eller mentale ’billeder’, og disse har stor indflydelse på, hvordan fremtiden betragtes i nutiden, og dermed også stor indflydelse på, hvordan vi agerer på den. I dagligdagen tales der nogle gange om at ‘jinxe’ noget, altså at italesætte en fremtid der så bliver en selvopfyldende profeti. På samme måde fungerer billederne som pejlemærker i horisonten, som vi bevidst eller ubevidst styrer efter i vores gøren og laden, indtil fremtiden udleves og bliver til nutid og siden fortid.  Nogle af fremtidsbillederne kasseres og erstattes af nye, drevet af håb eller frygt. Spørgsmålet er, om det kollektive sæt fremtidsbilleder vi har med os, og som vi har planlagt efter indtil nu, hjælper os på vej imod den fremtid, vi ønsker?

Det siges ofte, at historiefortællingerne er skrevet af de sejrende; ønsker vi også, at fremtiden skal skrives af de dominerende aktører, eller foretrækker vi et mangfoldigt væld af fremtidsbilleder, der bredt udtænkes af ungdommen, som jo er aftagerne og skaberne af vores fælles fremtid? Hvordan udforsker og udfordrer vi oprindelsen af de få og dominante fremtidsbilleder, vi har til rådighed, så nye kan komme til og inspirere nytænkning og nye fællesskaber?

Diskussion og granskning af fremtidsbilleder bør være et vigtigt element af ethvert uddannelsesprogram, der vil levere handlekraftige og reflekterende elever med relevante færdigheder, så fremtiden ikke er noget, man får overleveret, men noget der skabes.

Balance mellem kundskaber

Verden er i forandring, og fremtiden har aldrig været vigtigere eller kommet imod med hastigere skridt, klimaforandringer, etik i kunstig intelligens, stigende ulighed og et dalende demokratisk engagement – men hvem er egentlig i stand til at handle på fremtiden?

Sådan lød startskuddet på Instituttet for Fremtidsforsknings debat ’Fremtiden på Skoleskemaet’, der blev afholdt på årets Folkemøde med Bertel Haarder, Caroline Holdflod fra Uddannelser for Fremtiden og Anna Enemark, generalsekretær i UNESCO’s danske Nationalkommission, i panelet.

Her fik landets længst siddende undervisningsminister slået fast, at eleverne selvfølgelig skal mestre de traditionelle kundskaber, såvel som de mere abstrakte færdigheder, som fremtiden kræver af de kommende generationer. Eleverne skal både kunne læse, skrive og regne, og de skal blive bedre til det, end de er i dag, hvis vi vil konkurrere i PISA-målingerne, der sammenligner studerende internationalt. De skal også møde den litterære kanon, der stimulerer sindet, følelserne og dannelsen. Og netop dannelsesbegrebet er under udvikling og bliver bredere, sagde Bertel Haarder håbefuldt for fremtiden.

Dannelsesbegrebet bliver ofte reduceret til det at være bekendt med litteraturen, kunsten og historien. Det er et udtryk for et klassisk dannelsesideal, hvor målet er den kultiverede borger.

Dette er både unuanceret og i stigende grad utilstrækkeligt. Ud over læsefærdigheder og kulturel ballast handler dannelsesbegrebet om at tilegne sig ny viden, holdninger og kunnen, at fostre kreativitet og håndværk, der er relevant for fremtiden. Derfor handler det i højere grad om myndiggørelse, så de unge bliver klar over, hvor meget de kan, og dermed får lyst til at gå ind i fremtiden og gøre noget ved alt det, som deres forældre ikke kunne finde ud af.

Det handler om livsmestringen – noget som det danske skolesystem er kendt for at være funderet på, og som vi ikke må glemme i takt med effektiviseringen og påskyndelsen af eleverne til hurtigt at komme igennem systemet og ud på arbejdsmarkedet for at bidrage til konkurrencestaten. Det er den nuværende og de kommende undervisningsministres dilemma at balancere de forskellige kundskaber i de unges portefølje af nødvendige færdigheder.

Læsefærdigheder versus fremtidsfærdigheder

For mange er vores uddannelsessystem tegnet af undervisningsmetoder, der stammer fra den industrielle tidsalder, der ikke alene forbereder studerende tilstrækkeligt på en verden i så hastig udvikling. Vi har brug for nye og mere åbne former for undervisning og læring, der understøtter og stimulerer forestillingsevnen, optimismen og handlekraften. For når vi spørger, hvordan i morgen potentielt kunne se ud, er der teknisk set ikke noget rigtigt eller forkert svar. Spørgsmålene er her, hvor plausibel, sandsynlig eller ønskværdig den foreslåede fremtid er, og for hvem. Ligeledes kan man spørge sig selv: ’Hvilken rolle kan jeg spille for at opnå lige netop denne fremtid?’.

Literacy som engelsk begreb henviste oprindeligt til det at kunne læse og skrive, men i dag dækker udtrykket over en bredere vifte af både kompetencer og viden i specifikke sammenhænge som digital literacy, financial literacy og media literacy. Det vidner om, hvordan de traditionelle begreber om læring, færdigheder og dannelse isoleret set kommer til kort i en usikker og foranderlig verden, hvor behovet for kompetencer adskiller sig fra tidligere.

Studerende skal i højere grad klædes på til at løse fremspirende komplekse problemer på en selvorganiserende måde, der gør dem i stand til at tænke selvstændigt og handle kollektivt. Det stiller nye krav til læringsprocesser, der i højere grad må fostre fremsyn, kognitiv fleksibilitet, skabe motivation, sociale ressourcer og viljestyrke.

For futures literacy, som vi på dansk oversætter til fremtidsfærdigheder, er den specifikke kontekst den livlige menneskelige fantasi og forestillingsevne. 'Futures literacy' er et nyt kompetencebegreb, der er udviklet og defineret af UNESCO, som handler om evnen til at forestille sig fremtiden på forskellige måder, at vide hvorfor det er nødvendigt, samtidig med at man udfordrer sine egne indgroede forestillinger, så man bedre kan tænke i alternative fremtidsscenarier og se på nutiden med friske øjne.

UNESCO afholdt i december 2020 et virtuelt Futures Literacy-topmøde med flere end 8000 deltagere, hvor adskillige verdensledere erklærede fremtidsfærdigheder som en essentiel kompetence for det 21. århundrede.

Ligesom læsefærdigheder kan fremtidsfærdigheder trænes og erhverves på mange forskellige niveauer. Vi kan aktivt træne vores forestillingsevne som en muskel, der hjælper os med at udfordre de underliggende antagelser og bias, der definerer vores syn på verden og styrer vores handlinger. Til en start er det vigtigt at blive opmærksom på de tre antagelsessystemer (anticipatory systems) og dermed blive opmærksom på, hvordan man bruger fremtiden, og til hvilket formål.

Fremtidsfærdigheder spirer også i danske sammenhænge

Læren om fremtidsfærdigheder er begyndt at vinde indpas i skolesystemer verden over i anerkendelsen af, at det er svært for os at forestille os alternative fremtider. Læren om fremtidsfærdigheder vinder så småt også indpas i Danmark.

Ungdomsbyen udsprang i 2007 fra det nedlukkede Statens Pædagogiske Forsøgscenter med støtte fra blandt andre Undervisningsministeriet og fungerer i dag som et ’pædagogisk laboratorium’, der driver udvikling og afprøvning af kurser, før de forankres lokalt. Her har lederen Malene Rungvalg Christensen vist interesse for at sætte fremtidsfærdigheder på formel til danske elever. Ligeledes driver Ungdomsbyen UNESCO’s støt stigende netværk for Verdenssmålskoler i Danmark, som regeringen beskedent har øget støtten til i deres nye handlingsplan for verdensmålene. Netværket rummer nu 80 optagede skoler, der ved ansøgning forpligter sig at udbrede og integrere verdensmålene i undervisningen, samt forberede børn og unge til at agere i en kompleks og gensidigt afhængig verden så de rustes til at tage valg, som skaber værdi for dem selv og andre nu og i fremtiden.

I en anden ende af uddannelsessystemet er professor Runar Hodne med flere og Den Danske Scenekunstskole på vej med kandidatuddannelsen ’Imagining the future’. Her skal den næste generation af scenekunstnere udfordre eksisterende formater og forme fremtidens scenekunst. Formålet er aktivt at bidrage til skabelsen af nye historier, der får publikum til at engagere sig i fremtiden fra et kunst- og kulturperspektiv.

Og så forskes og undervises der i strategic foresight på Aarhus Universitet under professor Adam Gordon, der analyserer, hvordan virksomheder skaber vindende positioner på fremtidens markeder, samt hvordan organisationer og regeringer udvikler løsninger, tager højde for usikkerhed og er opmærksomme på nye muligheder. Netop Aarhus Universitet og Instituttet for Fremtidsforskning har igangsat et samarbejde med UNESCO, der fra 2022 har til formål at udbrede fremtidsfærdigheder i offentlige, private, uddannelsesmæssige og almennyttige sammenhænge landet over.

Uddannelsens formål skal afklares

Er uddannelsessystemet til for eleven eller for samfundet og arbejdsmarkedet?

I praksis er det selvfølgelig en balance, men selv i den helt tidlige alder, som mange studier har påvist er afgørende for børns udvikling, er institutionerne præget af præmissen om, at børnene passes for at forældrene kan komme ud på arbejdsmarkedet. Desuden er der historisk sket et skifte, som har fulgt statens omdannelse fra velfærdsstat til konkurrencestat. Elever ses i stigende grad som en slags råstof, en human ressource, der skal uddannes til at dække behovet for fremtidens arbejdskraft. Heri ligger implicit en idé om, at man kan regne ud, hvad fremtidens samfund har behov for – det kunne vi nemmere engang, men i dag er halvdelen af de kommende jobtitler endnu ukendte.

Før var fokus i højere grad på elevens livsmestring eller livsoplysning, hvilket er en tradition, der har rødder i idéer fra Grundtvig og Løgstrup. Nutiden synes at være tegnet af færdigheder med henblik på at træde ud på arbejdsmarkedet – så hvor skal vi hen?

Ingen kan forudsige fremtiden, men vi har nu et nyt og rummeligt undervisningselement og en forhåbning om, at der er plads i uddannelsessystemet til at skabe både fremsyn og globalt medborgerskab.

Fremtidsfærdighed er på en måde en syntese af netop livsmestring, dannelse og konkrete færdigheder. Desuden skaber fremtidsfærdigheder en base for at forstå det komplekse systemiske samspil mellem de mange faktorer og trends, der sammen driver, forsinker, disrupter og divergerer den fremtid, vi ellers ser frem til.

Hvis vores børn og unge præsenteres for vigtigheden og mulighederne i det at arbejde med forskellige fremtider, og udrustes med håndgribelige tilgange og metoder, så kan de i højere grad udvide perspektivet og selv forme deres fremtid og i hvert fald aktivt forholde sig til og forberede den, selvom forandringen i samfundet accelereres. Og sådan kan vi gøre op med vores udprægede afhængighed af sikkerhed og stabilitet, samt den utaknemmelige illusion om forudsigelighed, og starte med at bruge usikkerheden om fremtiden som en ressource, der samtidig gør os mere modtagelige over for forandring, som vel egentlig er den eneste konstant, vi har.