Borgmester anbefaler letbane med ikke-eksisterende økonomisk gevinst

Borgmester Trine Græse (S) opfordrede Gladsaxes kommunalbestyrelse til at stemme for Hovedstadens Letbane med den begrundelse, at det ifølge alle rapporter er en god investering. Men det er der ingen rapporter, der har sagt.

Foto: Hovedstandes Letbane
Jakob Kudsk Skoffer

Da Gladsaxe Kommune skulle stemme om millard-projektet “Hovedstadens Letbane,” fik de denne anbefaling fra borgmester Trine Græse (S):

“Alle rapporter siger, at det her er en samfundsøkonomisk god investering. Så derfor vil jeg anbefale, at vi vedtager den indstilling, der ligger her i dag,” sagde Trine Græse til kommunalbestyrelsesmødet.

Men det er der ingen rapporter, der har fastslået - tværtimod. Det fastslår DR2-programmet Detektor i et faktatjek.

Trine Græse refererer til et notat fra konsulentfirmaet Copenhagen Economics og en rapport fra analysefirmaet Incentive, men hverken notatet eller rapporten siger noget om, hvorvidt Hovedstadens Letbane er en samfundsøkonomisk god investering. Det siger både Martin H. Thelle og Thomas Odgaard, der er henholdsvis managing director i Copenhagen Economics og direktør i Incentive.

Exceptionel dårlig investering

Hvis man vil vurdere den samfundsøkonomiske betydning af projektet, bør man ifølge professor på Økonomisk Institut på Københavns Universitet, Mogens Fosgerau, læse rapporten “Udredning om Letbane på Ring 3.” Rapporten er udarbejdet af de 11 involverede kommuner, Region Hovedstaden og Transportministeriet, og det vurderes, at letbanen vil give et samfundsøkonomisk underskud på 8,3 milliarder kroner over de først 50 år.

“Det er en exceptionel dårlig samfundsøkonomisk investering. Selv hvis man fik letbanen gratis, vil man ikke have lyst til at sige ja til projektet, hvis man kun baserede sig på den samfundsøkonomiske beregning,” siger Mogens Fosgerau, der er ekspert i transportprojekters betydning for samfundsøkonomien.

Og ifølge Mogens Fosgerau er Trine Græses påstand dermed ikke korrekt.

“Det kan man ikke sige. Det er helt entydigt lodret forkert,” siger Mogens Fosgerau til Detektor.

Trine Græse: Det er min holdning

Trine Græse, der også er formand for de 11 letbanekommuner, medgiver, at rapporterne ikke viser, at letbanen vil give et samfundsøkonomisk overskud. Men ifølge hende er det på grund af regnemetoden:

“Det skyldes den måde man har valgt at lave de samfundsøkonomiske beregninger på ved den slags projekter. Rapporten (udredningen fra 2013, red.) siger også, at der er nogle samfundsøkonomiske sidegevinster, som ikke bliver indregnet,” siger Trine Græse til Detektor.

Ifølge Trine Græse bør man altså indregne de økonomiske sidegevinster.

“Den måde man har lavet den slags beregninger på, traditionelt, gør, at man ikke kan sige det sådan. Men hvis man regner sidegevinsterne med, så er det min holdning, at så er det samfundsøkonomisk en god investering,” siger hun.

LÆS OGSÅ: Bliver bilejerne brandbeskattet?

LÆS OGSÅ: Er forskudt mødetid løsningen på trafikproppen i Aalborg?

LÆS OGSÅ: Gevinsten ved at sende bilerne ud af byen er valgflæsk

LÆS OGSÅ: En tur med S-toget lægger otte år til levetiden

LÆS OGSÅ: Danmark er ikke det eneste land med afgifter på elbiler

Omtalte personer

Trine Græse

Borgmester (S), Gladsaxe Kommune, næstformand, Hovedstadens Letbane, medlem, KL’s Miljø- og Forsyningsudvalg, bestyrelsen for Vestforbrænding, Novafos, DAB og RAR Hovedstaden
Teknonom i produktionsplanlægning


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu