Det passer altså ikke! Facebook koster ikke penge fra på lørdag

Rygtet om, at man fremover skal betale for at bruge Facebook, er igen begyndt at florere i form af et kædebrev på det sociale medie. Men det passer ikke.  

Et ganske vedholdende rygte hævder, at Facebook fra på lørdag vil begynde at kræve penge for at bruge det sociale medie. Men kædebrevet med rygtet er og bliver et rygte. I øvrigt har det rejst rundt på det sociale medie i flere år. Facebook forsøgte ellers selv at aflive rygtet for seks år siden.

Mange danskere beretter, at de i den seneste tid har modtaget kædebrevet gennem Facebooks chatfunktion Messenger eller har set det i andre opslag på det sociale medie. Og angiveligt er det direktøren for det hele, Facebooks stifter Mark Zuckerberg, der står bag teksten. Her kræver han, at du videresender beskeden til et stort antal venner. Dermed beviser du nemlig, at du er en “ægte” og aktiv facebookbruger. På den måde vil du angiveligt slippe for at skulle betale abonnement på det sociale medie, fremgår det af kædebrevet.

Frygten for, at adgangen til Facebook bliver lukket fra den ene dag til anden, og at man dermed mister både adgang til ens sociale netværk og muligheden for at kontakte vennerne via Facebook Messenger, er måske årsagen til, at mange følger opfordringen om at dele kædebrevet. Og dermed får rygtet gode ben at gå på.

Artiklen fortsætter under billedet.

Fakta

Et vedholdende rygte i mange udgaver

Kædebrevet findes i flere versioner. Fælles for dem alle er, at de er formuleret på temmelig dårligt dansk.

Flere ældre versioner er en hel del længere. De indeholder forskellige frister for, hvornår facebookbrugerne skal have penge op af lommen. Vi har set formuleringer som ‘inden lørdag’, ‘inden midnat’, ‘inden i morgen’ eller ‘inden klokken 13 i morgen’. Men da kædebrevet har cirkuleret i flere år, er de frister nu overskredet mange gange. Alligevel er det sociale medie stadig gratis at bruge.

LÆS OGSÅ: Nej! Alle dine billeder bliver ikke tilgængelige for hele verden i morgen

Rygtet om brugerbetalingen ser ud til at være opstået i år 2009, hvorefter det har taget adskillige virale rundture på Facebook på mange forskellige sprog. Kædebrevet blev blandt andet genoplivet i sommeren og efteråret 2011, foråret og sommeren 2012, foråret og sommeren 2013. Siden er rygtet dukket op igen i efteråret 2017, og nu florerer det altså igen.

Kædebrev fyldt med fejl

Mange kædebreve opstår ofte på for eksempel engelsk, hvorefter ‘nogen’ kopierer og oversætter det til andre sprog. Ofte ser det ud som om, at teksterne er blevet udsat for en simpel maskinoversættelse. Og sådanne oversættelser overholder sjældent de grammatiske regler og stavemåder. Det gælder også en af de udgaver af kædebrevet om betaling for adgang til Facebook, der i øjeblikket deles af danske brugere:

"Lørdag morgen bliver facebook betalt. Hvis du har mindst 15 venner, send dem denne besked. På denne måde vil du bemærke, at du er en almindelig bruger, og dit logo bliver blåt (🔵) og forbliver gratis. Vi talte om det i dag i TF1 avisen. Facebook vil koste $ 0,01 pr. Besked. Send denne besked til 30 personer. Quańd du vil have gjort, lyset bliver blå (ellers vil fecebook aktivere fakturering.)," står der ordret i kædebrevet.

Læg især mærke til det gebrokne dansk. Det indeholder både stavefejl og grammatiske fejl, og gør brug af ord og udtryk, der typisk ikke bruges på dansk – eller ligefrem ord fra helt andre sprog end dansk. For eksempel er ordet “quand” fransk og betyder “når”. Og “TF1” kan være en henvisning til den landsdækkende franske tv-station af samme navn.

Det passer ikke, siger Facebook

Det endegyldige bevis på, at vi har at gøre med et kædebrev uden hold i virkeligheden, finder vi på Facebooks egen hjemmeside.

I hvert fald siden oktober 2012 har det sociale medie gjort opmærksom på, at man ikke har tænkt sig at stable en betalingsmur på benene.

“Er det rigtigt, at Facebook vil til at opkræve penge for brugen af websitet? Nej. Facebook er et gratis website og vil aldrig kræve, at du betaler for fortsat at bruge sitet. Du har dog mulighed for at foretage køb, der er relateret til spil, apps og andre elementer,” skriver virksomheden blandt andet på sin hjemmeside.

LÆS OGSÅ: Advarslen om Facebook-hackeren fra Skåne er det rene vås

Dog sagde facebookstifteren Mark Zuckerberg under en afhøring i den amerikanske kongres i april sidste år, at "der vil altid være en version af Facebook, der er gratis". En bemærkning, der kan tolkes derhen, at selskabet måske har overvejet at lancere en version af det sociale medie, som kræver betaling. For eksempel er streamingtjenesten YouTube i dag gratis, men tegner man et abonnement, så slipper man for de uendelig mange reklamer, der ofte afbryder videoerne. Men indtil videre har Facebook altså ikke lanceret et sådan lignende abonnement.

Artiklen fortsætter under billedet.

Fakta

Vil du også advares mod fup og spam på Facebook? Så følg vores nye facebookside Viralspiralen.

LÆS OGSÅ: Nej! Alle dine billeder bliver ikke tilgængelige for hele verden i morgen

LÆS OGSÅ: Advarslen om Facebook-hackeren fra Skåne er det rene vås

LÆS OGSÅ: Også Chili Klaus må stå model til falske annoncer

LÆS OGSÅ: Svindlere forsøger igen at lyve sig til dine penge: Du har set porno på nettet, og vi har en video af dig!


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu