Lockouten truer: Hvad er op og ned i striden om spisepausen?

Fagforeningerne mener, at de 29 minutters betalt spisepause er en del af overenskomsten for de ansatte i staten. De offentlige arbejdsgivere er uenige og har været det længe, understreger de. Men hvad er egentlig op og ned i konflikten, der truer med at lukke Danmark ned?

En af tre væsentlige knaster.

Det er med de ord, medier og forhandlingsparter for tiden omtaler de statsansattes betalte frokostpause. Overenskomstforhandlingerne mellem arbejdsmarkedets parter er brudt sammen, bl.a. fordi de statsansatte beskylder deres arbejdsgiver, Moderniseringsstyrelsen, for at ville sløjfe de daglige 29 minutter, hvor de ansatte kan tage sig en spisepause med løn.

Men det er arbejdsgiverne i deres gode ret til, for den betalte spisepause er blot en lokal kutyme og ikke en overenskomstsikret ret, siger Moderniseringsstyrelsen.

Nej, den går ikke, hævder fagforeningerne, for den betalte frokostpause er en overenskomstsikret ret. Og udsigten til at miste den og dermed skulle arbejde 2,5 timer mere om ugen uden at få mere i lønposen har fået dem op i det røde felt. Og de har især set sig vrede på statens chefforhandler, innovationsminister Sophie Løhde (V).

Hun er på den anden side træt af fordrejninger og misforståelser.

“Lad mig sætte en tyk streg under, at vi ikke vil tage nogen medarbejderes spisepauser. Der er ingen statslige institutioner, der har planer om at fjerne den betalte spisepause. Færdigt punktum,” sagde innovationsministeren således til TV 2 News dagen før, hun varslede lockout af omkring 120.000 statsligt ansatte.

Med den klare udmelding kan det måske undre, at fagforeningerne alligevel har fundet det tunge konfliktskyts frem og varslet omfattende strejker for at få skrevet den betalte frokostpause ind i alle offentligt ansattes overenskomster. Og hvorfor er den betalte frokostpause, som innovationsministeren jo garanterer ikke at tage fra de ansatte, alligevel blevet en af de væsentligste knaster i overenskomstforhandlingerne?

Jobannonce startede uenighed

I slutningen af september sidste år slår Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse en ledig stilling op, der adskiller sig fra den sædvanlige praksis på ét punkt. I jobannoncen står der, at man bliver aflønnet efter gældende overenskomst, men herefter kommer der et afsnit, der formentlig har skudt hele striden om spisepausen i gang:

’Derudover tilbydes betalt frokostpause, kantineordning samt fleksibel arbejdstid.’ Se jobopslaget her.

Sætningen er central i den aktuelle disput, for den tilkendegiver med sin brug af ordet ’derudover’ klart og tydeligt, at staten ikke anser den betalte frokostpause for at være en del af overenskomsten.

Straks efter at jobannoncen bliver slået op, henvender fagforeningerne sig da også til Moderniseringsstyrelsen for at protestere. For den betalte frokostpause er en overenskomstsikret ret, mener de, og ikke et personalegode, som arbejdsgiverne bare kan tildele eller fjerne, alt efter hvordan det nu passer dem.

Efter fagforeningernes henvendelse forsvinder den konkrete formulering fra de efterfølgende stillingsopslag hos Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse. Og så kunne konflikten måske være standset der, men det sker ikke.

For en måned senere, mandag den 9. oktober 2017, sender Linda Nordstrøm Nissen, vicedirektør i Moderniseringsstyrelsen, et brev til Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU), som forhandler på vegne af de statsansatte.

I brevet skriver Moderniseringsstyrelsen, at de fortsat er ’af den helt klare opfattelse, at de lokale kutymer om betalt spisepause, som måtte være opstået i statsligt regi, ikke udgør en integreret del af det statslige overenskomstgrundlag’.

CFU reagerer prompte og skriver et modsvar, hvori det bl.a. fremhæves, at ’retten til betalt spisepause er en integreret del af det aftalte overenskomstgrundlag’.

En dokumentationskrig

Det fremgår altså sort på hvidt, at CFU og Moderniseringsstyrelsen er rygende uenige om, hvilken status den betalte spisepause har. Er den en lokal kutyme, eller en integreret del af overenskomstgrundlaget?

Uenigheden kan lyde som en strid om ord, men der er en grund til, at de to parter hver især kæmper så hårdt for at få ret.

“En overenskomstmæssig ret kan ikke fjernes uden forhandling. Men det kan man med en kutyme. Meget groft sagt kan den enkelte arbejdsgiver under Moderniseringsstyrelsen ifølge styrelsen selv afgøre, om de vil fjerne frokostpausen eller ej, fordi de opfatter det som en lokal kutyme,” forklarer Mikkel Mailand, forskningsleder ved Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier på Københavns Universitet.

For arbejdstagerne handler det altså om at dokumentere, at spisepausen er en del af overenskomstgrundlaget og ikke bare en lokal kutyme. For så er det nemlig ikke muligt for Moderniseringsstyrelsen at stryge den betalte spisepause uden kamp ved forhandlingsbordet, siger Henning Jørgensen, professor ved Center for Arbejdsmarkedsforskning på Aalborg Universitet.

“Hvis der i en periode på måske 20-25 år ikke er blevet gjort indsigelser fra den ene part mod den måde at indrette sig på, så har kutymen samme status som en bestemmelse i en overenskomst,” siger Henning Jørgensen og peger på, at staten i flere tilfælde faktisk har anerkendt den betalte frokostpause.

“Der er masser af steder, hvor staten selv skriver, at frokostpausen er en del af deres personalepolitik,” siger han.

Henning Jørgensen, professor ved Center for Arbejdsmarkedsforskning på Aalborg Universitet. 

Men selv om staten på skrift tidligere har anerkendt spisepausen, betyder det ikke, at den nødvendigvis fortsat står mejslet i overenskomstens granit.

“Hvis arbejdsgiverne nu f.eks. kan sige: ’Jamen i 1998, der gjorde vi indsigelse mod den betalte frokostpause og sagde, at vi på et tidspunkt gerne ville af med det’, så indebærer det, at den ikke længere er en kutyme, og så kan det ikke gøres gældende som et krav i et fagretligt system,” siger Henning Jørgensen.

I det ene hjørne står altså fagforeningerne, der skal dokumentere, at staten har anerkendt den betalte frokostpause gennem mange år. Og i det andet hjørne står staten anført af Moderniseringsstyrelsen med den opgave at dokumentere, at de tidligere faktisk har protesteret mod den betalte frokostpause.

100 års dokumentation

Hos Akademikerne, AC, har man en stor mappe, der bugner med dokumentation for, at frokostpausen er en del af overenskomstgrundlaget. Dokumenterne daterer sig helt tilbage fra 1921 og dækker altså en periode på lige knap 100 år. Samtidig holder fagforeningerne fast i, at staten aldrig før har sat spørgsmålstegn ved retten til betalt frokost. AC-formand Lars Qvistgaard fortæller, at de skam har forsøgt at tage en dialog med Moderniseringsstyrelsen om dokumentationen.

“Jeg har afleveret vores mappe med dokumentation til Sophie Løhde og bedt hende vise os deres dokumentation for, at de tidligere har sat spørgsmålstegn ved den betalte spisepause. Men vi har ikke fået noget svar,” siger han.

Lars Qvistgaard, Formand for AC. Foto: Ulrik Jantzen

Derfor har TjekDet bedt Moderniseringsstyrelsen svare på, hvornår og hvordan de tidligere har givet udtryk for, at de ikke anser den betalte frokostpause som en ret.

“Denne opfattelse har været kommunikeret ud, herunder til de faglige organisationer, ved flere lejligheder, bl.a. i 1974, 1999 og 2014. Det er således ikke korrekt, når organisationerne hævder, at Finansministeriets opfattelse er ny. Vi har den samme retsopfattelse, som vi altid har haft,” skriver Moderniseringsstyrelsen i en mail.

Begge parter mener altså at kunne dokumentere, at det er dem, der har ret. For at blive endnu klogere på striden om frokostpausen har vi derfor bedt Natalie Videbæk Munkholm, lektor i arbejdsret ved Juridisk Institut på Aarhus Universitet, vurdere, hvor stærkt parterne står. Hun har læst udvalgte dokumenter fra AC, og de har ”gode argumenter”, siger hun.

"AC’s materiale indikerer, at begge parter, i hvert fald tidligere, har opfattet den betalte frokostpause som en del af den nationale fagoverenskomst og ikke blot som et lokalt personalegode,” lyder hendes vurdering.

Samtidig understreger hun, at man ikke entydigt ud fra dokumenterne kan udpege, hvilken part, der har ret.

"Der skal altid laves en samlet konkret vurdering, når vi taler om, hvorvidt en uskreven praksis er blevet en bindende kutyme. Det fremlagte er fine fortolkningsbidrag fra fagforeningernes side. Men der kan komme anden dokumentation fra Moderniseringsstyrelsens side," siger Natalie Videbæk Munkholm.

Der er altså to muligheder for at afslutte uenigheden. Sagen kan ende i faglig voldgift, eller parterne kan vælge at skrive den betalte spisepause ind i overenskomsterne. Først der vil striden være endeligt lukket.

“Så længe det ikke står sort på hvidt i overenskomsterne, så har parterne mulighed for fortsat at være uenige om den retlige karakter af den betalte frokostpause,” siger Natalie Videbæk Munkholm.

Løhdes løfter er ikke nok

Uanset den retlige karakter af spisepausen har Sophie Løhde jo garanteret på nationalt tv, at ingen statslige institutioner har planer om at fjerne den betalte spisepause. Det budskab gentager Moderniseringsstyrelsen i en mail til TjekDet.

“Der er Moderniseringsstyrelsen bekendt i øvrigt ingen af de statslige arbejdspladser, der har valgt at opsige den betalte spisepause, eller har planer om det. Man kan derfor stille sig selv spørgsmålet – hvem er det, der har skabt utrygheden om de statsansattes ret til betalt spisepause? Moderniseringsstyrelsen har meget klart sagt, at vi hverken kan eller vil afskaffe retten til betalte spisepauser,” står der i mailen.

Natalie Videbæk Munkholm, lektor ved Juridisk Institut på Aarhus Universitet. Foto: Aarhus Universitets Forskningsfond

Men hvorfor har fagforeningerne så gjort det til et krav i overenskomstforhandlingerne og dermed tilsyneladende skabt en knast, som er så vanskelig at få høvlet væk? Til det siger fagforeningerne, at det helt og aldeles er staten, der har skabt usikkerhed om den betalte frokostpause. Og dermed er vi tilbage ved det brev, som Moderniseringsstyrelsens vicedirektør sendte til Centralorganisationernes Fællesudvalg i oktober.

“Indtil oktober sidste år har Finansministeriet aldrig sagt, at de anså frokostpausen for at være lokale kutymer, som dermed kan opsiges. De har derimod bekræftet, at spisepausen er en integreret del af overenskomstforholdene, så brevet i oktober var lidt af en bombe,” siger Lars Qvistgaard og uddyber:

“Vi stiller det her krav, fordi Finansministeriet har skabt usikkerhed om den betalte frokostpauses retsstilling.”

Og fordi brevet om statens opfattelse af frokostpausen dumpede ind ad brevsprækken, lige inden overenskomstforhandlingerne gik i gang, er det i det regi, uenigheden bør løses, mener Lars Qvistgaard.

“Finansministeriet har jo skabt den her usikkerhed lige op til overenskomstforhandlingerne, så derfor er det naturligt, at vi løser udfordringen som en del af overenskomstforhandlingerne,” siger han.

Alternativet er at tage faglige voldgiftssager på retten til spisepausen. Og den vej er faktisk allerede betrådt. I februar 2017 slog en række voldgiftssager fast, at de ansatte på DR har ret til betalt spisepause. Fagforeningerne har forsøgt at bruge dette som løftestang til at give spisepausen overenskomstmæssig status, men det anerkender staten ikke, fordi ’afgørelserne er meget konkret begrundet’ og sigter meget specifik på DR, skriver Linda Nordstrøm Nissen i brevet til CFU.

Så selv om arbejdstagerne mener, at de vil stå stærkt i en eventuel retssag, er der god grund til, at de inddrager uenigheden om spisepausen i overenskomstforhandlingerne. Det vil nemlig både være enormt omfattende og kræve mange ressourcer at skulle køre retssager om spisepausen, og samtidig skal der muligvis mange sager til.

“Det er en meget tung vej at gå fra sag til sag. Og det er ikke sikkert, at man vil vinde alle sagerne. Vi ved fra DR-dommen, at det er meget afhængigt af kontekst, og der var man tilbage og kigge i aftaler og andet fra 1950’erne. Det er meget uoverskueligt, hvad kendelsen vil være, og den kan variere fra arbejdsplads til arbejdsplads, og det er lønmodtagerne nok ikke interesseret i,” siger Mikkel Mailand fra KU.

Kun ord på papir tæller

På den anden side kan det undre, at Moderniseringsstyrelsen ikke vil gå med til at skrive den betalte frokostpause ind i overenskomsten, når innovationsministeren nu understreger, at der ingen planer er om at fjerne den. I så fald er det jo en gratis omgang at give arbejdstagerne en overenskomstmæssig ret til den frokostpause, de allerede har, og som man ikke har tænkt sig at tage fra dem.

Helt så enkelt er det bare ikke.

“Finansministeriet og de faglige organisationer har en juridisk uenighed om spisepausers status. Det er Finansministeriets vurdering, at der ikke er tale om en overenskomstsikret ret. Finansministeriet er opmærksom på, at langt hovedparten af de statsansatte har adgang til betalt spisepause via lokale kutymer, men det er klart, at man ikke kan give noget som en overenskomstmæssig ret uden at få en betaling,” skriver Linda Nordstrøm Nissen, vicedirektør i Moderniseringsstyrelsen i en mail.

Men Akademikernes formand er ikke klar til at tage innovationsministerens ord for gode varer og droppe kravet om at få skrevet den betalte spisepause ind i overenskomsten.

Sophie Løhde har jo sagt flere gange, at hun ikke har planer om at tage jeres frokost. Stoler du ikke på ministeren?

“Det er ikke, fordi jeg vil underkende ministerens politiske udmeldinger, men det, der tæller i en overenskomstforhandling, er det, der står på papiret til sidst,” siger Lars Qvistgaard.

Den vurdering deler Natalie Videbæk Munkholm fra Aarhus Universitet.

Så længe arbejdsgiversiden afviser at skrive den betalte frokost ind i overenskomsten, kan de lokale ledere vælge at forsøge at sløjfe de ansattes ret til løn i spisepausen. Forsøger de det, vil sagen skulle afgøres af en faglig voldgift.

“Man holder muligheden åben for, at man i løbet af overenskomstperioden ensidigt vælger at opsige ordningen, fordi man fra arbejdsgiverside anser den for at være en lokal ordning, som under visse betingelser kan opsiges med tre måneders varsel,” siger hun.

Og det er faktisk præcis, hvad Moderniseringsstyrelsen mener at have ret til.

“Arbejdet kan således efter reglerne også tilrettelægges med spisepauser af minimum en halv times varighed, der ikke medregnes i arbejdstiden,” understreger Moderniseringsstyrelsen i sit mailsvar.

LÆS OGSÅ: Svenske og norske lønninger er langt foran de danske

LÆS OGSÅ: Laver dobbelt så mange djøf’ere bare det samme?

LÆS OGSÅ: "Der har udviklet sig en skinger ulighedsdebat i Danmark"

LÆS OGSÅ: Hvad tjener en sosu-hjælper egentlig?

LÆS OGSÅ: Er lønningerne for de højtuddannede steget eksplosivt på kun et år?

LÆS OGSÅ: De rige tjener mere og mere... eller er det de fattige?

Forrige artikel Holland kræver EU’s værn mod pro-russisk propaganda lukket Holland kræver EU’s værn mod pro-russisk propaganda lukket Næste artikel Nyuddannedes mobilitet over Storebælt er en myte Nyuddannedes mobilitet over Storebælt er en myte
Flygtninge eller folkepensionister: Hvem får flest penge af staten?

Flygtninge eller folkepensionister: Hvem får flest penge af staten?

Folkepensionister, der har knoklet for fædrelandet i en menneskealder, får det samme beløb i ydelse som flygtninge, der lige er kommet til landet. Det påstår et flittigt delt og forarget opslag på Facebook. Men virkeligheden er noget mere nuanceret, fastslår to forskere.

Riskær Pedersen om bitcoin-historie: Det er fup og svindel!

Riskær Pedersen om bitcoin-historie: Det er fup og svindel!

Klaus Riskær Pedersen har investeret en halv milliard i en investeringsplatform, der skal hjælpe forgældede danskere. Det påstår i hvert fald en artikel, der tilsyneladende stammer fra Berlingske Business. Men der er tale om svindel, som forsøger at hive penge op af godtroende folks lommer. 

Opfinder Morten Messerschmidt egne tal til klimakritik?

Opfinder Morten Messerschmidt egne tal til klimakritik?

Mere end halvdelen af verdens klimaforskere mener, at menneskets bidrag til den globale opvarmning er meget begrænset, siger Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti. Men hans dokumentation underbygger ikke hans påstand.

Kendt komiker må igen lægge ansigt til det pureste opspind

Kendt komiker må igen lægge ansigt til det pureste opspind

Anders Matthesen har ifølge en artikel postet hele 500 millioner kroner i en bitcoin-investeringsplatform, som hjælper almindelige mennesker af med deres gæld. Men artiklen er pure opspind designet til at snyde godtroende folk. 

Hvor mange pensionsmodne lønmodtagere har egentlig nedslidende jobs?

Hvor mange pensionsmodne lønmodtagere har egentlig nedslidende jobs?

Mette Frederiksen har taget hul på forhandlingerne, der skal opfylde et af hendes mest profilerede valgløfter: Tidligere pension til nedslidte. Hvem og hvor mange der kunne se frem til den ret, ville S ikke ud med. I foråret gik vi alligevel på jagt efter et muligt svar. 

Russisk medie: ”Vi siger ikke, det er sandt”

Russisk medie: ”Vi siger ikke, det er sandt”

Det russiske statsmedie Sputnik ser ikke noget problem i, at de ligesom Jyllands-Posten bragte en falsk historie om knivbevæbnede migranter. "Vi siger ikke om det er sandt eller ikke sandt,” lyder det fra nyhedschefen for det russiske medie.

Danske tv-værter misbruges i falske annoncer for tape

Danske tv-værter misbruges i falske annoncer for tape

Med en særlig type tape behøver du aldrig at bekymre dig om smerter igen. Sådan reklamerer flere kendte tv-værter i en række annoncer på nettet. Men værternes navne og billeder er blevet misbrugt. Og tapens effekt er næppe så fantastisk, som det påstås i annoncerne. 

Nej, hun er ikke den nye creme-dronning

Nej, hun er ikke den nye creme-dronning

Sofie Linde har haft en sommer i netsvindlernes søgelys. Først blev hendes navn og ansigt misbrugt til at sælge slankepiller, og nu skulle hun angiveligt være på banen med en natcreme. Igen er der dog tale om svindel. 

Hvem betaler egentlig topskat?

Hvem betaler egentlig topskat?

Topskatten er ofte en varm kartoffel i den offentlige politiske debat. Men hvem er det egentlig, politikerne taler om, når de nævner topskatteyderne? TjekDet har undersøgt sagen.