En omfattende international analyse af verdens 2.000 største børsnoterede virksomheder tegner nu klart konturerne af vinderne i det 21. århundrede. Investeringer i bæredygtige virksomheder, som på én gang styres efter økonomiske, miljømæssige og sociale/etiske hensyn, giver langt højere afkast til aktionærerne end investeringer i andre virksomheder. Det dokumenteres tydeligt af et nyt aktieindeks, som verdens største virksomhed inden for finansiel information, Dow Jones & Company, har offentliggjort hver dag siden begyndelsen af september. På baggrund af meget grundige undersøgelser har de indtil videre udpeget verdens 200 største og mest bæredygtige virksomheder i 73 brancher, med en samlet markedsværdi på 30.000 milliarder kr. Sidste år gav de i gennemsnit deres aktionærer en forrentning på 27 pct., mens de øvrige i gennemsnit kun fik 20 pct. i afkast. Set over de sidste fem år er billedet det samme. Ud over økonomisk effektivitet og ansvarlighed over for miljø og sociale/etiske forhold kræves der innovativ teknologi, høje standarder for corporate governance, gode shareholder-relationer m.v. for at blive udnævnt som en af de bæredygtige virksomheder, der indgår i det nye aktieindeks. De anføres af den amerikanske farmaceutiske koncern Bristol-Myers Squibb, mens svenske Skandia og Norsk Hydro topper i hver deres branche. Der er ingen danske virksomheder med i indekset.