Det globale patentslag
For blot 15 år siden hang Apple fast i markederne med det yderste af neglene. I forrige uge blev virksomheden verdens største målt på markedsværdi, da den midt i markedsturbulensen overhalede oliemastodonten Exxon Mobile.
Hemmeligheden bag dette, verdens måske største, turnaround er en hidtil uset samtænkning af hardware, software, design og brugerfunktionalitet, som ingen producenter endnu har kunnet eftergøre. Med banebrydende produkter som iPod, iPhone og iPad har Apple gang på gang redefineret og redesignet generationers digitale livsstil.
Med sit hidtil dyreste opkøb forsøger Google nu at kopiere Apples succesopskrift. Tirsdag overtog Google Motorola Mobility, en af de producenter, der i forvejen anvender Googles Android styresystem til sine mobiltelefoner og tablet-computere. Overtagelsen sker for 12,5 milliarder dollar – 63 pct. over selskabets kursværdi, da børsen i New York lukkede fredag.
Google har bygget sin virksomhed op om at sælge online-annoncer over det ”rigtige” internet. Købet af Motorola giver nu bedre mulighed for at co-designe hardware og software, så annoncører kan henvende sig til kunderne on the go. Går man forbi en restaurant eller en butik, dukker dens tilbud op på Google/Motorola-skærmen.
Et andet motiv til overtagelsen er rettighederne til Motorola Mobilitys mere end 17.000 patenter. Google har ligget i løbende patentkrig mod både Apple og Motorola – et komplekst system af søgsmål og modsøgsmål om patentkrænkelser. Det faktum, at Google nu er bedre ”bevæbnet” i patentsagerne er ifølge analytikere i sig selv kan forklare købet. Patentmagt kan blive udslagsgivende i den næste fase af det teknologiske kapløb, og Apple – der har 4.000 patenter – har anlagt en aggressiv strategi, der bl.a. har presset Samsung til at fjerne sin Android-baserede tablet-computer Galaxy fra butikkerne på to kontinenter. Googles nye opkøb ventes at styrke alle partnere i Android-universet.
Men ingen roser uden torne. Selvom Googles CEO, Larry Page, afviser en egentlig integration af Motorola Mobility i Google, er virksomheden, der sværger til sloganet ”Don’t be evil”, rykket endnu et skridt i retning af at blive netop den type ”Evil Empire”, som software-entusister elsker at hade.






