Det grønne Venstre er en gave til Danmark

MANDAG MORGEN MENER: Det er godt for Danmark, at Venstre holder den grønne fane højt på den internationale scene. Næste skridt for partiet og regeringen bør være at få landbruget med i den grønne omstilling.

MM Special: Verdensmålene - godhed og big business

I årevis har borgerligt liberale debattører verden over brugt vandmelonen som billede på deres modstandere i miljø- og klimadebatten. Pointen har været, at alle dem, der gik ind for vindmøller og vandmiljøplaner, er grønne udenpå og røde indeni. Sådan er det ikke længere. Vandmelonerne er blevet blå indeni.

Da Lars Løkke Rasmussen i sidste uge i New York lancerede sin og Danmarks nye, storstilede eksportsatsning P4G, skrev Danmarks statsminister endnu et kapitel i historien om, hvordan Venstre i løbet af godt ti år er gået fra at være præget af dyb skepsis over for miljø- og klimapolitik til i dag at være et parti, der effektivt brander Danmark som en grøn frontløbernation på den internationale scene.

Dette er ubetinget positivt. Regeringens initiativ vil styrke eksporten, skabe nye arbejdspladser og give danskerne ny tro på fremtiden. Tak for det.

Med P4G-netværket samler Danmark nogle af verdens førende lande og storbyer omkring den bæredygtighedsdagsorden, som FN med stor succes søsatte med Brundtland-rapporten i 1987. I dag er denne dagsorden, der handler om at skabe miljømæssig, økonomisk og social bæredygtighed verden over, blevet udmøntet i de 17 såkaldte verdensmål, de globale mål eller bare #GlobalGoals, når statsministeren og andre politiske og økonomiske topledere twitter om dem.

Skiftet i Venstres syn på miljø, klima og bæredygtighed kan tidsbestemmes ganske præcist til 2006. I året, hvor danske ambassader brændte i Mellemøsten efter Muhammed-krisen, og hvor Rusland for første gang begyndte at bruge sine gasleverancer til Europa gennem Ukraine som et udenrigspolitisk våben, vendte Fogh på en tallerken. Et par år tidligere havde Venstre-statsministeren ved partiets landsmøde gjort det klart, at ”ikke en fugl, ikke en fisk, ikke en frø havde fået det ringere af regeringens miljøpolitik”.

Men i marts 2006 blev Fogh genfødt som grøn – ikke mindst takket være daværende miljøminister Connie Hedegaard, der pressede hårdt på for at give VK-regeringen en ambitiøs miljøpolitik. Senere samme år rejste han til USA og mødte præsident George W. Bush, der selv om han kommer fra oliestaten Texas, var begyndt at interessere sig for vedvarende energi. ”Hvis vi skal holde Amerika konkurrencedygtig, kræver det adgang til billig energi. Og her har vi et seriøst problem: Amerika er afhængig af olie, som ofte bliver importeret fra ustabile dele af verden,” havde det således lydt fra Bush i hans State of The Union-tale i januar samme år.

Foghs og Bush’ introduktion af de i politisk forstand blå argumenter om konkurrenceevne og sikkerhedspolitik har været en gave for den grønne omstilling. Uden opbakning fra borgerlige politikere og efterfølgende det store blå erhvervsliv ville verden ikke have nået de resultater, den har i dag, når det gælder reduktioner i udledningerne af drivhusgasser, i sikringen af rent drikkevand og i en kraftig reduktion i antallet af ekstremt fattige mennesker verden over.

Når det er sagt, hører det også med til historien, at Venstre og de store danske virksomheder som Vestas, Novozymes og Grundfos, der tjener milliarder på eksporten af ’grønne’ teknologier, aldrig ville have været, hvor de er i dag, hvis ikke rød-grønne socialdemokrater som Gro Harlem Brundtland og Svend Auken tilbage i tidernes morgen havde insisteret på, at fornuftigt implementerede miljøafgifter og krav om beskyttelse af både miljøet og lønmodtagerne rent faktisk kan virke innovationsfremmende på samme måde som FN’s verdensmål gør det i dag.

Derfor må det være på sin plads at bede om, at Venstre – også når det handler om dansk indenrigspolitik – fører den progressive grønne politik, som man bryster sig af i internationale sammenhænge. Danmarks forestående udfordringer inden for den grønne omstilling handler populært sagt om bønder, biler og boliger. Det er i landbruget, i transportsektoren og i den ældste del af boligmassen, at Danmark skal hente de reduktioner i drivhusgasser, som er nødvendige, hvis vi skal leve op til de mål, vi har påtaget os i EU, og hvis vi skal bevare vores nationale førerpositioner inden for grønne teknologier.

Som landet ligger lige nu, er der intet, der tyder på, at Venstre har tænkt sig at prioritere den grønne omstilling i forbindelse med omlægningen af bilafgifterne eller i forhold til den store landbrugssektor, der udgør partiets kernetropper. Tværtimod er der udsigt til, at statsministeren vil bruge sit såkaldte råderum til at give afgiftslettelser til bilisterne, og at han fortsat vil tage med fløjlshandsker på en landbrugssektor, der er kørt ulykkeligt fast i en hyperindustrialiseret udvikling, som hverken er miljømæssigt, økonomisk eller socialt bæredygtig. Landbruget og alle de hårdtarbejdende mennesker, der befolker dette erhverv, er alt for vigtige for Danmark til, at ikke også de skal med på det nye grønne erhvervs- og udviklingseventyr, som statsministeren med så velvalgte ord roste i forbindelse med sin kamp for FN’s verdensmål i New York i sidste uge.

Forrige artikel Danmark som Europas førende iværksætternation Danmark som Europas førende iværksætternation Næste artikel Tech-virksomhed vil kurere kurérbranchens udfordringer Tech-virksomhed vil kurere kurérbranchens udfordringer