Er det her billedet af en syrisk dreng, der sover mellem sine forældres gravsteder?
Et billede af en syrisk dreng, der har lagt sig til at sove mellem sine forældres gravsteder, bliver lige nu delt heftigt på de sociale medier. Men billedet er iscenesat og taget i forbindelse med en kunstprojekt.
Thomas Hedin
RedaktørDet er bestemt sandsynligt, at du har set det dramatiske billede herover af en angivelig syrisk dreng, der sover med et tæppe over sig under åben himmel og mellem sine afdøde forældres gravsteder. Billedet cirkulerer i øjeblikket på især Facebook, hvor et enkelt opslag med billedet er blevet delt foreløbig 75.000 gange. Og medregner man alle de hjemmesider, hvor billedet også optræder, så er det formodentlig blevet set af millioner af mennesker.
Adskillige forfærdelige billeder af børns skæbner under den syriske borgerkrig har fundet vej til medierne. Men i lige netop dette tilfælde viser billedet slet ikke det, som flere opslag på Facebook hævder.
Billedet er taget af den saudi-arabiske fotograf Abdul Aziz al Otaibi. Drengen på billedet er ikke forældreløs, men er fotografens søsters søn. De viste gravpladser er i virkeligheden bare to bunker sten, og billedet er taget i Saudi-Arabien og ikke i Syrien.
Et kunstprojekt
Abdul Aziz al Otaibi har iscenesat billedet som en del af et kunstnerisk projekt, der har fokus på børns kærlighed til deres forældre.
At der vitterlig er tale om en iscenesættelse bliver endnu tydeligere, når man ser andre billeder fra samme fotosession. Her ser man drengen smile og vise V-tegnet.
I øvrigt er billedet slet ikke nyt. I 2014 fik det også stor viral opmærksomhed, hvor det blev delt med samme budskab om den forældreløse dreng.
Dengang kunne adskillige medier fortælle, at billedet blev delt uden sammenhæng med virkeligheden.
Journalist bliver mistænksom
Den hollandske journalist Harald Doornbos undrede sig over billedet og ringede til Abdul Aziz al Otaibi.
“Hør nu her, det er slet ikke rigtigt, at mit billede har noget at gøre med Syrien. Jeg er virkelig chokeret over, hvordan folk har fordrejet mit billede,” sagde Abdul Aziz al Otaibi dengang.
Han fortæller, hvordan billedet er kommet til verden.
“Enhver kunstner har ideer i sit hoved. Og jeg havde en ide om at lave et projekt, hvor jeg med billeder viser, hvordan et barns kærlighed til sine forældre er unik. Denne kærlighed kan ikke blive erstattet af noget som helst eller andre, også selvom forældrene er døde.”
Twitterbruger sætter billedet i omløb med falsk historie
Han delte billederne på Facebook i begyndelsen af januar 2014. Til at begynde med, var vakte de ikke ret megen opsigt. I opslaget gjorde han opmærksom på, at gravene ikke var rigtige, og at der ikke lå døde mennesker under stenene. Han lagde også billedet af søsterens smilende søn på Facebook.
“Jeg offentliggjorde hele baggrunden for historien. Jeg ville være sikker på, at folk ikke skulle drage forkerte konklusioner,” sagde Abdul Aziz al Otaibi.
Men da twitterbrugeren @americanbadu opdagede billedet, og delte det med den falske historie, gik den virale mølle i selvsving. Abdul Aziz al Otaibi kontaktede @americanbadu, og bad twitterbrugeren slette opslaget. Men det blev nægtet. Tværtimod blev fotografen opfordret til at lyve og gå med i en propagandakampagne.
“Hvorfor slipper du det ikke bare og siger, at det er et billede fra Syrien og bliver belønnet af Gud. Du overdriver,” svarede @americanbadu.
LÆS OGSÅ: Billeder narrer mere end tusind ord
LÆS OGSÅ: Falske billeder i omløb efter terrorangreb - sådan afslører du dem
LÆS OGSÅ: Tog astronauterne hjelmene af på månen?
LÆS OGSÅ: Manipuleret billede viser halvnøgne mænd med børn