Af John Wagner
Adm. direktør, tidl. politisk kommentator og generalsekretær (Konservative)

”Det har desværre ikke været muligt at få en kommentar fra ministeren.”

”Ministeren har desværre ikke mulighed for at stille op til et interview, men skriver i en mail …”

”Hverken ministeren eller partiets ordfører ønsker at besvare spørgsmål om sagen, men ministeren forventes at give en nærmere orientering på et senere tidspunkt.”

”Ministeren henviser til det skriftlige svar og har ikke yderligere kommentarer.”

”På trods af gentagne henvendelser til ministeriet og partiets pressetjeneste har det desværre ikke været muligt at få en kommentar til sagen.”

Ja, vi hører det dagligt, denne triste tirade, hvor Radioavisens nyhedsoplæsere lakonisk oplyser, at Christiansborgreporteren ikke har kunnet få en minister i tale, hvorefter man i mangel på bedre må interviewe en journalistkollega.

Og det breder sig desværre. Fra statsminister til fagministre til politisk ordfører til regeringspartiets ordførere i øvrigt. Ja, sågar til det største oppositionsparti – og til ”den fjerde statsmagt”, pressen, når det pludselig gælder egne forhold.

For mig – som uddannet journalist og medlem af DR’s bestyrelse 2010-2014 – var det lidt tragikomisk, desillusionerende og skræmmende for nylig at høre den glimrende radiovært i ’Mennesker og Medier’, Kurt Strand, fortælle, at han uden held gentagne gange havde forsøgt at få en kommentar fra formændene og topcheferne på DR og TV 2 til Kulturministeriets utidige indgreb i disse mediers produktion, da Danmark blev lukket ned på grund af coronaen.

Det havde de ingen kommentarer til, tv-stationernes øverste ledelse, men det havde også været en overraskelse, for aldrig tidligere har vi haft så fraværende statsradiofoniledere i den kultur- og mediepolitiske debat, som vi har i disse år.

Mennesker med meningers mod

Aldrig har jeg mere end nu savnet Michael Christiansen, Jørgen Kleener, Birte Weiss, Per Stig Møller, Christian S. Nissen, Hans Jørgen Jensen, Jørgen Flindt Pedersen, Tøger Seidenfaden og Jørgen Schleimann. Ledere af kød og blod, mennesker med meninger om medier og mod til at diskutere dem offentligt.

Ligesom jeg savner den ”gamle” Mette Frederiksen, som var mindre kontrolleret end statsministeren anno 2020, forgængeren Lars Løkke Rasmussen uden filter og – ikke mindst – de nærmest totalt selvkørende Poul Schlüter og Anker Jørgensen, på godt og ondt.

Også Folketinget er blevet kedeligt uden personligheder som Johanne Schmidt Nielsen, Holger K. Nielsen, Henrik Sass Larsen, Birthe Rønn Hornbech, Søren Pind og – år tilbage – Preben Wilhjelm, Lilli Gyldenkilde, Erling Olsen, Svend Auken, Ritt Bjerregaard, Erhard Jacobsen, Uffe Ellemann-Jensen, Peter Brixtofte, Kai Dige Bach, Søren Krarup og Jesper Langballe.

Jeg har været rygende uenige med de fleste af dem, men de var gode for det danske folkestyre, fordi de fremkaldte debat og stillede som oftest op både i med- og modvind. Hvis de sagde ”ingen kommentarer”, vakte det til tider større opsigt end nok så provokerende udsagn om både dette og hint.

I dag har selvdisciplin, taktiske og strategiske overvejelser og – ikke mindst, hvad der er det stærkt betænkelige – særlige rådgivere og spindoktorer måske ikke taget magten, men overtaget styringen af magthaverne, så man næsten frygter, at det næste bliver robotter i politik.

Behov for ny magtudredning

Det er godt nok sjældent, at jeg har lyst og lejlighed til at rose Dansk Folkeparti for politiske initiativer, men Kristian Thulesen Dahl og Morten Messerschmidt fortjener tak for at have fremsat beslutningsforslag (B 138) om udarbejdelse af en opdateret udgave af den såkaldte Magtudredning fra 1990’erne, som belyste folkestyrets situation ved overgangen til det 21. århundrede.

Og en af de ting, som nærmere bør belyses, er helt klart disse spindoktorers rolle og ansvar. Det begyndte lidt uskyldigt med nogle få med specifikke opgaver i relation til parti og presse, men nu er det rigtig mange, som i stadigt større udstrækning fungerer som filter mellem ministeren og embedsmændene, mellem ministeren og pressen og mellem ministeren og for eksempel interesseorganisationer.

Og i Statsministeriet sad så indtil for nylig den helt særlige rådgiver over dem alle med titel af stabschef – en titel, som vi genkender fra Det Hvide Hus i Washington, en mand med politisk indsigt, strategisk tænkning og netværk og dermed magt, som langt overskyggede de fleste ministre. Men uden ministeransvar over for Folketinget.

Udnævnelsen af en ny såkaldt stabschef – eller mangel på samme – kan genåbne debatten. Måske også internt, hvor Martin Rossen fra start var en del af statsministeriet – dengang alle var glade over den genvundne regeringsmagt – men vil de nu mere erfarne ministre finde sig i en ny stabschefs topstyring?

Retningslinjer for spindoktorer

Spindoktorer er ikke nævnt i grundloven. Den slags tænkte grundlovens fædre overhovedet ikke på. Faktisk blev begrebet først brugt i 1984 i New York Times.

Det er ikke i sig selv et fænomen, der kræver en forfatningsændring. Men det er et problem, hvis vi ikke diskuterer den slags nymodens tiltag, og hvis ikke Folketingets ledelse – præsidium og udvalget for forretningsorden – kritisk vurderer regeringens politikformulering og udøvelse af magt. Og enes om retningslinjer for for eksempel spindoktorernes og stabschefens virke i forhold til de politiske institutioner, hvis rammer er fastlagt af grundloven.

Som højesteretsdommer, tidligere professor i stats- og forvaltningsret ved Aarhus Universitet, Jens Peter Christensen konstaterede i Jyllands-Posten 7. juni, har en grundlovsændring formentlig lange udsigter. Det er vitterligt også svært at se den sag, der skulle kunne forene et stort og bredt folketingsflertal for en grundlovsændring og efterfølgende få den stemt hjem ved en folkeafstemning.

Måske kommer den aldrig. Og det bliver i hver fald ikke udnævnelsen af Martin Rossen og eventuel efterfølger og disses indflydelse på Mette Frederiksen, der afstedkommer det.

Men det ændrer ikke ved og forhindrer ikke, at der med jævne mellemrum er behov for et særdeles kritisk syn på, hvordan vi forvalter de grundlovsgivne personlige og politiske rettigheder og – måske ikke mindst – om vi håndterer den politiske proces og debat efter fortjeneste.

For stor afstand mellem vælgere og valgte

Jeg er – også set i coronakrisens lys og mørke – bekymret for, at der er ved at komme for stor en afstand mellem vælgere og valgte.

Medierne bærer et medansvar, fordi de ofte interesserer sig mere for konflikter mellem og i partierne end for de kompromiser, som indebærer ny lovgivning og dermed ændringer af offentlig administration og erhvervslivets vilkår og dermed borgernes livsvilkår. Således bliver vi fortløbende mindre og mindre kloge på, hvad der faktisk gælder og ikke gælder for den enkelte borgers ageren i samfundet – og dermed udmøntningen af de rettigheder, som grundloven giver os. Og politikerleden stiger!

Det gør den formentlig også, i takt med at de sociale medier, som chefredaktør Lisbeth Knudsen for nylig advarede om her i Mandag Morgen, er blevet en kampplads for både sandt og falsk, udokumenterede og veldokumenterede påstande, oplysning og vildledning. Hvor har hun, desværre, ret.

Også derfor er det vigtigt, at vi forholder os positivt kritisk til den politiske beslutningsproces, herunder Rossens og eventuel efterfølgers rolle. Det indebærer efter min mening, at vi også systematisk bør evaluere vores beslutningsproces og dermed dygtiggøre os til at håndtere nye og større politiske udfordringer.

Opret et ”evalueringsinstitut”

Hvad det angår, har jeg en gammel kæphest: Der bør oprettes et evalueringsinstitut a la Rigsrevisionen og Det Økonomiske Sekretariat til at vurdere, om større reformer og betydningsfulde lovforslag bliver gennemført på et ordentligt beslutningsgrundlag og virker efter hensigten – ikke med henblik på at finde syndebukke, men for hele tiden at blive klogere på, hvordan vi lovgiver klogt.

Hvis vi havde et sådant, ville det allerede være i gang med at evaluere coronalovgivningen. Hvad der klart ville være at foretrække, frem for at vi nu må imødese et kæmpe politisk slagsmål om, hvordan de seneste måneders helt afgørende, livsvigtige og kostbare beslutninger skal kulegraves.

Af hvem, hvordan, hvornår og med hvilket formål?

Måske ministeren har en kommentar til det på et tidspunkt …

---

Indlægget er alene udtryk for skibentens egen holdning.