Det er alt andet end business-as-usual, når EU-landenes stats- og regeringschefer på torsdag samles i Bruxelles. Topmødet bliver afslutningen på et år, hvor EU-landenes økonomiske og monetære samarbejde er havnet i den største krise nogensinde.

Men krisen er langt mere end en økonomisk krise. Den er også hastigt på vej til at udvikle sig til en politisk krise, hvor flere EU-ledere offentligt har rettet grove anklager mod hinanden. Formanden for eurogruppen, Jean-Claude Juncker, har direkte beskyldt den tyske forbundskansler, Angela Merkel, for at optræde “ueuropæisk.”
Ikke siden EU-topmødet i Strasbourg i december 1989 ­– lige efter murens fald - har en stribe EU-lande i den grad været på direkte kollisionskurs med EUs største medlemsland –  Tyskland.

Sidste uge blev situationens økonomiske alvor understreget af stigende renter på statsobligationerne i hele Europa. Investorerne bliver stadig mere nervøse og forlanger højere priser for at låne landene penge. Og det gælder ikke længere kun renterne på obligationer fra velkendte problemlande som Portugal og Spanien. Den seneste måned er renten på de toneangivende tyske statsobligationer steget med hele 0,6 procentpoint – fra 2,4 til 3 pct. på en 10-årig tysk statsobligation. Se figur 1.

2010 blev året, hvor både den samlede EU-flok og især de 16 eurolande igen og igen er mislykkedes med at håndtere den økonomiske og finansielle krise. To af eurogruppens 16 medlemslande er havnet i så dybe økonomiske vanskeligheder, at eurogruppen har været tvunget til at redde dem. Og flere eurolande er på vej ud i betydelige vanskeligheder med Portugal som det næste land i skudlinjen.

På det økonomiske område brugte EU-lederne hele foråret på at skyde skylden for uroen på hysteri og spekulation på kapitalmarkederne, samtidig med at EU-landenes ledende politikere pure benægtede, at der på nogen måde var tale om en alvorlig økonomisk krise i euroområdet.

Også på det finansielle område har benægtelse af problemer mere været reglen end undtagelsen. EU-landene organiserede en stresstest for de europæiske banker, men testen viste f.eks. ikke, hvor galt det står til i de irske banker, som for få uger siden tvang eurolandene til at redde hele den irske økonomi med en redningspakke på 85 milliarder euro – 633 milliarder kroner. I EU-testen dumpede kun 7 ud af 91 banker, men i en alternativ test fra storbanken Goldman Sachs steg det tal til 39, svarende til hver fjerde af testens banker. Se også MM26, 2010.

Uanset om det er finansmarkedet, finansielle eksperter, finansielle medier eller andre som beskæftiger sig med euroområdets økonomiske krise, så er der enighed om én ting. Eurolandene har indtil videre ikke formået at levere en samlet og overbevisende løsning på, hvordan de skal komme ud af krisen.

Chefen for den internationale valutafond, Dominique Strauss-Kahn, der selv er tidligere fransk finansminister og muligvis vil være at finde som modkandidat mod Nicolas Sarkozy ved det franske præsidentvalg næste år, opfordrede i sidste uge eurolandene til at finde en samlet fælles kurs:

“Eurozonen er nødt til at levere en sammenhængende løsning. Den nuværende fragmenterede tilgang er ikke god nok,” lød det advarende fra Dominique Strauss-Kahn.

Harvard-økonom og tidligere cheføkonom i IMF Kenneth Rogoff mener direkte, at eurolandenes ledere befinder sig i en tilstand af “fornægtelse”, og betegner den hidtidige indsats, eurolandene har gjort, som “skræmmende” og “patetisk”.

Højere renter er ikke det eneste klare signal til EU-lederne om, at der er behov for handling. Det er ikke muligt at åbne en international avis, uden at krisen i euro-området er en daglig nyhed, hvor budskabet gang på gang er det samme. Nemlig at der er tale om en igangværende krise, som eurolandene er uenige om, hvordan man skal løse.

Stats- og regeringscheferne har på den baggrund tre muligheder, når de mødes på torsdag:

• Stor redningspakke. De kan benytte EU-topmødet til én gang for alle at komme foran markedet og bestemme sig for en klar strategi for, hvordan de skal komme ud af den økonomiske og finansielle krise. Der skal være tale om en samlet strategi, som alle EU-landene står bag, og som løser de reelle problemer, som euroområdet står over for. Det vil sige både finansiering af ny offentlig gæld, som er nødvendig gennem en længere periode frem over, samt en klar plan for håndtering Europas voldsomme gældsbyrde. Håndtering af Europas finansielle sektor, som tydeligvis ikke er ved så godt helbred, som EU-lederne havde håbet, og endelig en strømlining af euroområdets politiske beslutningsevne, sådan at det forhindres, at planerne udvandes eller ikke gennemføres.
• Småjusteringer og snak. EU-lederne kan fastholde, at eurolandene allerede har håndteret krisen, og at der ikke er behov for yderligere tiltag. Det er tilstrækkeligt at gennemføre de reformer, som allerede er fremlagt. En sådan strategi vil være suppleret med nærmest klassiske politiske udmeldinger fra stats- og regeringscheferne om, at hvis det – mod forventning – skulle vise sig nødvendigt at gøre mere, så vil eurolandene og EU-landene være villige til at gøre det nødvendige.
• Hel eller delvis afvikling af euroen. En sidste mulighed – som i forhold til torsdagens EU-topmøde kun er teoretisk – er, at EU-lederne tager de indledende skridt til en hel eller delvis afvikling af euroen. Det kunne være i form af at et eller flere lande forlader euroen fuldstændig. Andre teoretiske muligheder, der har været nævnt, er en opsplitning af euroen i to valutaområder. Et stærkt valutaområde med lande som Tyskland, Holland, Østrig, Luxembourg og Finland, som har en stærk valuta, og et andet valutaområde ledet af Frankrig, hvor valutaen er mindre stærk.

I praksis vil EU-lederne skulle vælge mellem option et eller to. En mere omfattende europæisk redningsplan for euroen eller nye justeringer af den hidtil udstukne kurs. Ser man på den forgangne uge, så er det tydeligt, hvor uenige eurolandene er om, hvilken kurs der skal udstikkes.

I forrige weekend var der et hemmeligt, uformelt møde mellem chefen for den europæiske centralbank, Jean-Claude Trichet, formanden for eurogruppen, Jean-Claude Juncker, formanden for Europa-Kommissionen, José Manuel Barroso, økonomikommissær Olli Rehn og formanden for det belgiske EU-formandskab, finansminister Didiert Reynders. De fem mødtes for at drøfte mulige veje ud af krisen.

Mødet blev holdt søndag – dagen inden eurogruppe-formanden Juncker og den italienske finansminister Giulio Tremonti mandag offentliggjorde en artikel i Financial Times med et forslag om introduktionen af E-bonds – euroobligationer. Netop lanceringen af det forslag viste sig fra ugens start at blive det helt store signal til omverdenen om, hvor uenige eurolandene er om håndteringen af krisen.

Forslaget om udstedelse af euroobligationer er ingen ny idé. Men det var tydeligt denne gang, at der ikke var tale om nogen strøtanke eller et almindeligt debat-oplæg. Forslaget var et forsøg på at løse en række akutte problemer – samtidig med at der tages hensyn til et ønske fra Tyskland om, at finansmarkedet – altså køberne af statsobligationer – skal bære en del af risikoen, hvis et land ikke holder orden i sin økonomi.

Tanken er at etablere et europæisk gældsagentur (EDA) som skal kunne udstede obligationer. Da alle 16 eurolande står bag obligationerne, må de anses for at være et meget sikkert papir, og dermed bliver renten lav.

Alle eurolande skal ifølge forslaget have lov til at låne penge fra gældsagenturet op til 40 procent af landets BNP.  Altså langt under det maksimale gældsniveau på 60 pct., som Maastricht-traktaten tillader. Hvis et land derudover vil låne penge, skal det ske ved at udstede almindelige statsobligationer. disse obligationer vil være almindelige statsobligationer – men med en såkaldt CAC-klausul (collective action clause), hvor køberne af obligationerne accepterer, at der er en risiko for ikke at få alle pengene fra deres investering tilbage. Renten på euroobligationerne vil med andre ord være lav, mens renten på statsobligationer vil være højere, og frem for alt vil renteniveauerne afspejle, hvor sund det enkelte lands økonomi er.

Modellen skal give de pressede eurolande som Spanien, Portugal, Italien, Belgien etc. et finansieringsmæssigt pusterum. Alle har de underskud på nationalregnskabet, og i takt med at deres nuværende statsobligationer udløber, er de derfor tvunget til at udstede nye obligationer. Men det bliver en dyr affære, da investorerne tager sig godt betalt for at låne til de pressede lande i den nuværende situation. De højere renter vil presse statsbudgetterne yderligere, og svække mulighederne for at reformere udgifterne. Således åbner der sig en negativ gældsspiral for landene. Får landene mulighed for at erstatte gamle statsobligationer med nye eurobonds med lav rente, vil det give landene et åndehul til at få ryddet op i deres nationale økonomi og komme ud af krisen uden at blive overbelastede med ny og dyr gæld.

Afvisning fra højeste sted

Forslaget om euroobligationer blev lanceret i Financial Times mandag morgen, og mandag aften mødtes finansministrene fra de 16 eurolande i Bruxelles. Men allerede inden det møde nåede forslaget om euroobligationer at blive afvist af Tyskland. Ikke kun af finansminister Wolgang Schäuble, men også af forbundskansler, Angela Merkel.

Afvisningen kom så prompte, at Jean-Claude Juncker valgte offentligt at gå i rette med Tyskland. Det skete torsdag i et interview i det tyske ugemagasin, Die Zeit. Og dermed var eurolandenes uenighed om vejen ud af krisen udstillet for hele verden.

Tyskland har frem for alt fremført tre argumenter mod euroobligationerne. For det første vil Tyskland grundet sin størrelse komme til at hæfte for en meget stor del af gælden i hele euroområdet. Det vil på papiret gøre Tyskland mindre økonomisk solidt, og dermed vil det blive dyrere for Tyskland selv at låne penge. I tyske medier har kilder i den tyske regering vurderet, at omkostningen for at låne penge i Tyskland kan blive omkring en halv milliard euro ekstra om året.

Derudover mener Tyskland, at forslaget vil kræve en omfattende ændring af EU-traktaten som vil være svær at få gennemført. Og endelig frygter Tyskland, at landene vil mangle incitamenter til at sslå ind på en økonomisk ansvarlig kurs, hvis de frit kan låne penge med Tyskland som garant.

Den tyske vej

Tysklands forslag til en vej ud af krisen er i stedet, at den allerede eksisterende midlertidige redningsfond, som sammen med garantier fra IMF udgør 750 milliarder euro, skal gøres permanent. Den tyske teori er, at det vil berolige markedet at vide, at der er spændt et sikkerhedsnet ud under eurolandene, og det vil være tilstrækkeligt til at få renteniveauerne bragt under kontrol. Men samtidig har Tyskland gjort det klart, at købere af statsobligationer i fremtiden skal acceptere CAC-klausuler og altså dermed være parate til at risikere et tab, hvis et land havner i økonomiske vanskeligheder og får behov for en gældssanering.

Det er allerede på dagsordenen for EU-topmødet at gøre redningsfonden permanent, hvilket efter alt at dømme vil kræve en ændring af EU-traktaten – noget som alle lande er parate til at acceptere.

Problemet med den tyske løsning er, at den de facto indebærer, at eurolandene accepterer, at et eller flere lande kan få behov for gældssanering. Kenneth Rogoff fra Harvard-universitetet er blandt dem, som allerede har kritiseret eurolandene for ikke offentligt at erkende, at et land som Grækenland aldrig kommer ud af krisen uden en gældssanering.

Situationen blev af den britiske avis The Independent beskrevet på denne måde: En gammel joke fra Sovjettiden sagde, at arbejderne i Sovjetunionen lod som om de arbejdede, og staten lod som om, den betalte dem. I dag lader Grækenland, Irland og Portugal, som om de kan betale de penge tilbage, som de låner af Tyskland. Og Tyskland lader som om at landet tror på dem.

Men med udsigt til mulige gældssaneringer, vil finansmarkedet kun købe korte obligationer af et par års varighed fra de kriseramte lande, og det kræver en højere rente. Det tyske forslag er med andre ord allerede nu med til at forværre krisen for de lande, som i forvejen har problemer. Hvis landene i stedet kan udstede euroobligationer ved refinansieringen af udløbet gæld, kan de hårdest ramte eurolande få et pusterum til at få bragt orden i deres økonomi.

Selvom Tyskland indtil videre har afvist ideen om euroobligationer, er den ikke fuldstændig død. Tyskland har blandt andet begrundet afvisningen med, at det vil kræve en traktatændring, og at der ikke er appetit for yderligere traktatændringer. Men idéen bliver næppe til noget ved denne uges topmøde. Angela Merkel mødtes i fredags med den franske præsident, Nicolas Sarkozy, i tyske Freiburg, og franskmændene bakker tyskerne op i en foreløbig afvisning af euroobligationer.

Andre veje ud af krisen er en forstørrelse af krisefonden, så der er sikkerhed for, at der er penge nok i den til også at redde Spanien. Problemet med en sådan model er, at det nok kan udskyde problemerne, men næppe løse dem.

I mellemtiden har den europæiske centralbank øget sine opkøb af statsobligationer fra de eurolande, som har de største problemer. Når ECB gør den slags, så står banken over for to muligheder. Enten kan den trykke flere penge og foretage en såkaldte quantitative easing – sådan som den amerikanske centralbank har gjort. Det vil ECB ikke gøre, fordi det øger risikoen for inflation og dermed strider mod traktaten.

Den anden mulighed er, at ECB skal finde pengene til at købe statsobligationer andre steder. Det er, hvad ECB gør i dag. Pengene kommer ved at stille færre penge til rådighed for det finansielle marked.

At den europæiske krise er ved at antage politisk karakter, er den seneste uge blevet tydeligt. Et eksempel er økonomikommissær Olli Rehns offentlige opfordring til problemlandet Portugal om at skære yderligere i de offentlige udgifter næste år, så underskuddet kommer ned på de ventede 4,6 procent af BNP næste år. Opfordringen blev mødt af en kontant portugisisk premierminister, Jose Socrates: “Vi har ikke brug for gode råd fra nogen!”