Da Tyskland og Frankrig i sidste uge lancerede deres fælles udspil til en kommende reform af EUs landbrugspolitik, var der ikke ligefrem tale om politisk gaveregn til Folketinget og regeringen.Udspillet bør snarere få alarmklokkerne til at ringe.

For det danske ønske om at afvikle EUs landbrugsstøtte senest i 2025 efterlades ikke mange chancer for at blive til virkelighed. Tyskland og Frankrig undgår ganske vist behændigt at komme med bud på, hvor stort EUs landbrugsbudget skal være i fremtiden. Men et står klart: de sigter ikke på afvikling. Som de to største bidragsydere til EUs budget vil de have penge retur fra EU-kasserne i form af støtte til deres egne landmænd. De fem hovedprincipper i udspillet fokuserer da også direkte på at indrette fremtidens europæiske landbrugspolitik, så gevinsten for de tyske og franske landmænd bliver størst mulig:

Ingen lighed i støtten til EU-landmænd. Langt den største del af EUs landbrugsstøtte tildeles efter, hvor stort areal den enkelte landmand råder over. I dag er ordningen skæv, hvilket betyder, at landmænd i Grækenland får op imod 500 euro pr. hektar, mens en landmand i Letland kun får 100 euro pr. hektar. Det falder naturligvis de central- og østeuropæiske EU-lande for brystet. De kræver, at der i den nye landbrugspolitik skal være en “flat rate”, så alle landmænd får det samme beløb i hektarstøtte, uanset hvor de bor. Det afvises af Frankrig og Tyskland, som i deres udspil direkte kræver, at der skal være en sammenhæng mellem, hvor meget et land betaler til EU-kassen, og hvor meget dets landmænd får i støtte.

• Nationale løsninger. En del af landbrugsstøtten skal kunne benyttes til særlige nationale tiltag. Filosofien er, at medlemslande, som ønsker særligt at satse på udviklingen af landdistrikter, skal have visse muligheder for at yde ekstra støtte. Der skal dog være loft over støtten, og den må ikke ødelægge den frie konkurrence.
• Fleksible støtteordninger. En del af den støtte, landmændene får udbetalt i fremtiden, skal være afhængig af, om de leverer “offentlige goder” som f.eks. værn mod skovbrande eller oversvømmelser, opbevaring af kuldioxid eller beskyttelse af biodiversiteten.
• Kriseinstrument. I tilfælde af krise inden for et område – f.eks. dramatiske prisfald på mælk eller sygdomsudbrud hos husdyr – skal det være muligt at yde ekstra hjælp til økonomisk pressede landmænd.
• Prisfølsomhedsinstrument. Store prisudsving på landbrugsvarer skal modvirkes. Især Frankrig ønsker, at producenterne får mere magt over markedet, og at de skal have mulighed for at organisere sig, så priserne ikke svinger voldsomt.

Især det sidste forslag får alarmklokkerne til at kime i Danmark.

“Det strider mod alle de principper, vi kæmper for. Landbrugspolitikken skal bruges til at gøre europæisk landbrug konkurrencedygtigt. Det her vil være et skridt bagud,” siger Lone Saaby, der er erhvervspolitisk direktør hos Landbrug & Fødevarer.

Forslaget får også europa-parlamentsmedlem Christel Schaldemose (S) til at ryste på hovedet:

“Det er en helt utrolig måde at tænke på. Det giver direkte associationer til centralstyringen fra Sovjet-tiden,” siger Schaldemose, der er en af kun tre danske medlemmer af Parlamentet, som gennem arbejdet i landbrugsudvalget er involveret i diskussionerne om at reformere landbrugspolitikken.

Slagsmål i luften

Det tysk-franske udspil viser allerede flere af frontlinjerne i det kommende slagsmål om fremtidens europæiske landbrugspolitik.

Ud over fastsættelsen af størrelsen af landbrugsstøtten, der i dag udgør 53 milliarder euro om året, knap 40 pct. af EUs samlede budget, kommer slagsmålene til at handle om, hvordan de fordeles mellem Unionens medlemslande.

Tyskland og Frankrigs krav om, at støtten til landmændene kædes direkte sammen med, hvor meget deres hjemland indbetaler til EU-kassen, afvises blankt af den polske landbrugsminister, Marek Sawicki.

Polakkens kolde skulder kan vise sig at blive et stort problem for de to lande. Ifølge planerne skal forhandlingerne afsluttes under det danske EU-formandskab i første halvdel af 2012. Men de vil efter alt at dømme trække ud til efter den 1. juli 2012, og så vil det være den polske landbrugsminister, som skal afslutte dem. Det lover ikke godt for de fransk-tyske forhåbninger.

En joker i forhandlingerne er spørgsmålet om en delvis renationalisering af landbrugspolitikken. Tanken afvises  kategorisk af Tyskland og Frankrig. Men hvis EU-landenes landbrugsministre ikke kan enes om at give tyske og franske landmænd højere hektarstøtte end polske og tjekkiske, kan kompromisset blive lavere fælles EU-støtte kombineret med en tilladelse til, at de enkelte lande kan yde deres landmænd statsstøtte. Efterhånden som det er blevet klart, at Frankrig bliver en stor nettobidragsyder til EUs budget, er en delvis renationalisering af landbrugspolitikken blevet drøftet flere gange i fransk indenrigspolitik.

Et andet stort slagsmål kommer til at handle om betingelserne for udbetaling af landbrugsstøtte. Allerede i dag er der visse krav om f.eks. miljøhensyn og dyrevelfærd, der skal være opfyldt, for at EUs landmænd kan få støtte fra EU-kassen. Og står det til en politiker som Christel Schaldemose, skal man gå videre ad den vej:  “I det omfang støtteordningerne ikke kan afskaffes, skal der stilles skrappere krav til miljø, klima og dyrevelfærd for udbetalingen af landbrugsstøtte,” siger hun.

Hun peger på, at EU-landenes landbrugsministre hidtil har været alt for gavmilde med at uddele særstøtte til forskellige grupper af EU-landmænd. Som eksempel nævner hun, at mere end halvdelen af EUs samlede landbrugsareal i dag er klassificeret som “mindre favorabel” landbrugsjord, hvilket berettiger til ekstra meget støtte:

“Den slags ordninger skal vi se på. Kan det virkelig være rigtigt, at jorden i EU er så dårlig. Eller har landbrugsministrene været lidt for large, når de har uddelt støtte?” spørger Christel Schaldemose.

I Danmark bakker Landbrug & Fødevarer op om, at det skal være gennemskueligt, hvad landbrugsstøtten bruges til:

“Hvis vi skal kunne forklare og forsvare, hvorfor der udbetales støtte til landmændene, skal det også være tydeligt for borgerne, at de får en værdi ud af støtten i form af f.eks.  bedre miljø og dyrevelfærd. Landbrugsstøtten er en slags betaling for, at vi i Europa har skrappe miljøkrav og alligevel kan producere varer af høj kvalitet, som er konkurrencedygtige internationalt,” siger Lone Saaby.

Hård forhandling

For øjeblikket er det kun landbrugsorganisationer, miljøorganisationer og landbrugspolitikere, som interesserer sig for den kommende reform af landbrugspolitikken. Men når Europa-Kommissionen til november kommer med de første udspil til reformerne af landbrugspolitikken og EU-budgettet, vil mange andre politikere end dem med specialinteresse i landbrugets fremtid blande sig i debatten.

Europa-Parlamentet vil helt sikkert forsøge at spille en afgørende rolle, for med Lissabon-traktaten har det fået medbestemmelse på indholdet af en kommende landbrugsreform.

“Frem til i dag er det kun medlemmerne af landbrugsudvalget, som har interesseret sig for landbrugsspørgsmålet. Og de ser næsten alle sammen sig selv som beskyttere af den lille landmand. Men når vi når lidt længere frem, vil budgetudvalget og de øvrige udvalg blande sig i debatten, for så starter slagsmålet om, hvad pengene på hele EUs budget skal bruges til,” forudser Christel Schaldemose.

Internt i Europa-Kommissionen satser embedsmændene og landbrugskommissæren på, at der ikke skal forandres alt for meget i fremtidens landbrugspolitik. Ifølge kilder ventes omkring 60 pct. af det fremtidige landbrugsbudget at skulle bruges til direkte støtteordninger. 20 pct. skal gå til ordninger, som relaterer sig til miljø og natur, mens de sidste 20 pct. vil gå til nationale særordninger og prioriteter i de enkelte medlemslande.

Kommissionens landbrugsfolk forventer ikke, at den samlede landbrugsstøtte vil blive beskåret med mere end 10 pct. i forhold til det nuværende niveau. Men som den polske budgetkommissær, Janusz Lewandowski, for nylig bemærkede i et interview, ventes forhandlingerne om EU-budgettet denne gang at blive de sværeste nogensinde. Både pga. antallet af medlemslande i EU og pga. den svære økonomiske situation, medlemslandene befinder sig i. Den cocktail kan medføre større omvæltninger i landbrugspolitikken.