Irerne har i månedsvis forsikret om, at de ikke er Grækenland. Spanien har understreget, at man bestemt ikke er Portugal. Selv holder Portugal fast i, at man på ingen måde er Irland. Og som en diplomat i Bruxelles bemærker, så er det nok kun et spørgsmål om tid, inden Italienske politikere vil erklære, at Italien ikke er Spanien.

Sidste uges økonomiske kollaps i Irland har kostet dyrt på troværdighedskontoen for euro-landenes toppolitikere og med al tydelighed udstillet landenes store problemer med at håndtere den komplekse økonomiske og finansielle krise, som Europa befinder sig i.

Der var ikke mange tegn på, at finansmarkederne havde nogen som helst tiltro til de politiske udmeldinger. Rentespændet mellem den irske obligationsrente og den tyske ramte 5,5 procentpoint. Det portugisiske nåede 4,3 procentpoint. Fredag var renten på en 10-årig spansk statsobligation 2 procentpoint højere end renten på en tilsvarende tysk obligation.

Situationen blev ikke bedre af, at EU-formand Herman Van Rompuy oprullede et worst case-scenarie, hvor EU afgår ved døden som en konsekvens af den økonomiske tumult: “Vi er inde i en overlevelseskamp,” sagde formanden: “Vi må alle arbejde sammen for at overleve med eurozonen, fordi Den Europæiske Union ikke vil overleve, hvis den ikke overlever.”

Frem til eurogruppens møde i Bruxelles tirsdag benægtede den irske regering hårdnakket, at der skulle være noget som helst behov for økonomisk hjælp til den grønne ø. To dage senere sad repræsentanter fra IMF, ECB og Europa-Kommissionen i formelle forhandlinger i Dublin om en redningspakke. Samme dag var der optræk til decideret stormløb mod bankerne, hvor kunderne ville hæve deres penge for at sikre sig mod et finansielt kollaps i stor skala.

Redningsdelegationen blev modtaget med alt andet end kyshånd i Irland. Med henvisning til den irske uafhængighedskamp spurgte avisen Irish Times på lederpladsen, om “dette er, hvad mændene i 1916 døde for: en redningspakke fra den tyske kansler og en håndfuld britiske almisser. Det er skamfuldt.”

Genopretningen af den gældsplagede og underskudsramte europæiske økonomi er kompleks og rækker langt ud over de enkelte nationers grænser. Eurolandenes økonomier og finansielle sektorer er tæt forbundne. Derfor er de også nødt til at finde fælles løsninger på problemerne. Og for at komplicere sagen yderligere, så kan der i udtalt grad være behov for, at de enkelte landes problemer skal håndteres meget forskelligt. Eurozonen befinder sig i en situation, hvor der er to problemer, der skal løses:

Orden i de offentlige finanser

• Der er et betydeligt behov for at bringe orden i de offentlige finanser i medlemslandene. Nogle lande som Grækenland og Irland har enorme underskud og en hastigt voksende gældsbyrde.

Orden i banksektoren

• Alle lande har banker med enorme problemer. I visse lande, som f.eks. Irland, fungerer banksektoren kun med hjælp af offentlige midler og støtte fra den europæiske centralbank.

OECD præsenterede ellers sidste uge en ny rapport med prognose om en beskeden, men alligevel pæn økonomisk vækst i eurozonen; en vækst på 1,7 pct. i år og en forventet økonomisk vækst på 2 pct. næste år.

Men læser man OECD-rapporten mere grundigt, så står det klart, at væksten ikke nødvendigvis er bæredygtig. En række af de ubalancer, der har udløst den økonomiske krise, er under hastig genopbygning. F.eks. ventes den tyske eksport at vokse med 9 pct. næste år og yderligere 5,6 pct. i 2012, mens det tyske indlandsforbrug kun ventes at vokse beskedent. Samtidig viser OECDs tal for konkurrenceevnen store forskelle fra land til land. De ubalancer kan ikke afhjælpes af offentlige besparelser i de enkelte lande, men kalder på gennemgribende strukturelle reformer.

Irland er hele EUs problem

Når EU, IMF og ECB mod Irlands vilje dukkede op i Dublin og tvang landet til forhandlinger, så skyldes det ikke deres omsorg for den irske økonomi som sådan, men der-imod bekymring over situationen i den irske banksektor og dens mulige konsekvenser for resten af Europa.

Irlands fem største banker er i enorme vanskeligheder. Mens Irland stadig var en keltisk tiger, som viste resten af Europa vækst-vejen, lånte bankerne penge ud til højre og venstre i et omfang, som har gjort bankerne til en trussel – ikke alene mod den irske økonomi, men mod hele den europæiske økonomi.

En af de fem store banker er allerede fuldt ud overtaget af den irske stat, og når det gælder de øvrige banker, har den irske stat garanteret, at alle, der har penge i en af bankerne, har statens garanti for, at deres penge er sikre. Garantierne dækker over beløb, som vil slå hul i den irske statskasse, hvis de skal udbetales.

Ifølge Reuters, som har analyseret lånene i de tre største banker, Allied Irish Bank, Anglo Irish Bank og Bank of Ireland, så ligger alene de tre inde med dårlige lån for 100 milliarder euro, som de ikke længere kan regne med, at kunderne kan betale tilbage. For øjeblikket er der ikke en eneste privat aktør på det finansielle marked, som er villig til at låne de tre banker penge. Og deres refinansieringsbehov vil i løbet af de næste tre år være på 110 milliarder euro.

Får den irske regering behov for at dække store tab i den finansielle sektor, så må de ud at låne pengene. Det vil i den nuværende situation være umådeligt dyrt, og renterne vil i sig selv tvinge landets økonomi i knæ på ingen tid. På den anden side kan den irske stat ikke trække deres garantier og støtte til den finansielle sektor. Det vil udløse et omgående kollaps, der vil slå landets økonomi i gulvet og få konsekvenser langt ud over de nationale grænser.

Resultatet så man i sidste uge. Selv om den irske regering med premierminister Brian Cowen i spidsen kunne argumentere for, at Irland ikke har behov for nogen hjælpepakke, og at landet har finansieret sine udgifter frem til sommeren, så var opfattelsen af situationen i resten af Europa en noget anden. Den irske risiko udgør ganske enkelt for stor en risiko for resten af medlemslandene til, at man vil lade irerne løse deres egne problemer. Uanset, hvad de selv måtte ønske.

Siden finanskrisen blev en realitet, har en række europæiske banker med dårlige lån haft betydelige problemer med at skaffe den nødvendige kapital på det private marked, og derfor har bankerne i stedet været nødt til at søge likviditet hos den europæiske centralbank.

I modsætning til USA, hvor den amerikanske centralbank har startet seddelpressen og sprøjter likvider ud, så har den europæiske centralbank en anden indstilling og ønsker, at udviklingen, hvor ECB stiller likviderne til rådighed, skal vendes.

Udviklingen i Irland illustrerer tydeligt, hvordan den finansielle krise og den økonomiske krise hænger nøje sammen. Især lande som Storbritannien og Irland har brugt enorme summer på at redde deres finansielle sektor, og det har nu ledt til en situation, hvor landene har betydeligt underskud på de offentlige finanser.  Ser man på de seneste tal for den økonomiske udvikling, som OECD præsenterede torsdag i sidste uge, er der ikke udsigt til, at økonomien forbedrer sig synderligt. Næsten alle europæiske lande ventes at fortsætte med at have betydelige underskud på de offentlige finanser både næste år og i 2012.

Efter de første krisereaktioner med ekspansive økonomiske pakker, har stadig flere af eurolandene været i gang med en budgetkonsolidering. Og ser man på den måde budgetterne konsolideres på, er det frem for alt gennem besparelser på de offentlige udgifter og kun i et mere begrænset omfang gennem at øge statens indtægter.

Det er en af forklaringerne på den begrænsede økonomiske vækst i Europa de kommende år.

Med betydelige underskud og begrænset økonomisk vækst, er det uundgåeligt, at gælden vokser.

For et land som Irland er udsigterne nærmest fuldstændigt umulige. Det irske underskud er voldsomt, og den irske gæld kan inden for de næste par år vokse helt op til 120 pct. af bruttonationalproduktet.

Og ser man på en række af de øvrige eurolande, er udviklingen den samme. Andre lande som Italien, Belgien og Grækenland vil også have en gæld på mere end 100 pct. af BNP.

Gældssanerings-tabuet

Det helt store spørgsmål, som alle taler om i korridorerne i EU, men som ikke findes officielt på nogen dagsorden, er, hvordan en oprydning i de offentlige finanser i lande som Grækenland og Irland kan gennemføres, uden at landet gennemgår en gældssanering. For uden gældsanering vil landenes rentebyrder i lang tid fremover være så høje, at det vil være svært at få sat gang i den økonomiske vækst.

Siden euroen blev etableret, har eurolandene befundet sig i en situation, hvor de har kunnet låne penge til en lav rente. Rentespændet mellem den tyske statsobligation og statsobligationerne i andre eurolande har været meget lav. Men den situation har som beskrevet ændret sig dramatisk. Nu er obligationsrenterne for lande som Grækenland, Portugal og Irland meget højere end den tyske. Den højere rente betyder, at når disse lande har en voksende gæld, så havner de i en negativ gældsspiral, som det i praksis vil være stort set umulig at slippe ud af.

Når gældsanering alligevel holdes væk fra den officielle dagsordenen, så skyldes det Europas andet store problem. Nemlig de enorme problemer, der stadig er i den finansielle sektor. Ud over de europæiske pensionsselskaber, så er det Europas banker, der ejer de medlemslandes statsobligationer, der vil tabe værdi ved en gældssanering.  Det vil de skrøbelige banker formentligt ikke kunne holde til.

Meget aktuelt for Danmark er, at Danske Bank ejer for 655 millioner euro irske statsobligationer. En barbering af de værdier vil være et alvorligt slag mod landets største finansielle koncern.

Den anerkende EU-tænketank Bruegel præsenterede i sidste uge et forslag til en europæisk mekanisme, som skal kunne håndtere gældssanering af medlemslande med problematisk gæld. En gældssanering vil være en forhandling som ledes i den såkaldte Paris-klub. Det afgørende spørgsmål ved en gældsanering vil være, om alle tab udelukkende skal bæres af det offentlige – det vil sige af skatteborgerne – eller om tab også skal bæres af den private sektor. Det vil i praksis sige de banker, pensionsselskaber etc., som har købt statsobligationer i de lande, hvor økonomien er røget ud af kontrol.

Og her havner eurolandene igen i en ond cirkel. For i dag vokser den offentlige gæld. Men gennemfører man en gældssanering og lader de private investorer betale en del af regningen – de såkaldte haircuts - så kan det føre til nye finansielle kriser, som igen kan have negative konsekvenser for de offentlige finanser.

Ser man alene på de største europæiske banker, som var omfattet af den europæiske bank-stress-test, så har disse banker enorme summer investeret i statsobligationer i lande som Grækenland, Portugal og Italien.

Ser man på den tyske forbundskansler, Angela Merkel, så er holdningen klar. Hun har gentagne gange offentligt givet udtryk for, at den private sektor skal være med til at betale for redningen af den offentlige økonomi i de medlemslande, der er i vanskeligheder. Men alene udtalelserne og det forhold, at EU-landene nu vil ændre traktaten for at få vedtaget en mekaniske, hvor de private aktører skal være med til at finansiere fremtidige redningsaktioner, har været tilstrækkeligt til, at de private aktører allerede nu hæver renterne på statsobligationer fra f.eks. Portugal – men også hos lande som Frankrig.

Og dermed har den tyske politik nærmest øjeblikkeligt ført til, at situationen er blevet mere besværlig for de lande, der er mest pressede ud over Irland. Det vil sige Portugal og Spanien.