Lobbystorm mod betalingsringen
Regeringen og særligt transportminister Henrik Dam Kristensen (S) kan se frem til en julemåned med stærk modvind fra en kampklar erhvervslobby og en opposition, der vejrer en velkommen lejlighed til at flytte fokus væk fra egne skandaler. De vil sætte alt ind på at bremse eller i det mindste udsætte det lovforslag om en betalingsring omkring hovedstaden, som regeringen planlægger at fremlægge sidst i januar. Sker det, vil det blive et kæmpe nederlag for særligt SF, der har været hovedarkitekt på at få betalingsringen skrevet ind i regeringsgrundlaget.
Indtil videre har regeringen flertal for at etablere en betalingsring, og Henrik Dam Kristensen har da også så sent som sidste uge slået fast, at selve ringen ikke er til diskussion. Alligevel er det et åbent spørgsmål, om han og regeringen kan holde skansen i de kommende uger. Projektet lider nemlig stærkt under, at der ikke er penge til at gøre tog og busser til et reelt alternativ til bilen, inden ringen kommer. Det har skabt splid internt i regeringspartierne og utilfredshed blandt borgerne i hovedstadsområdet. Og det har ikke mindst givet modstandslobbyen vind i sejlene. For mens Henrik Dam Kristensen har afvist, at selve betalingsringen er til diskussion, har han åbnet for en diskussion om ringens placering. Og alt tyder på, at han, i de kommende uger, vil blive begravet i argumenter mod samtlige af de tre alternativer for ringens placering, som han fremlagde i sidste uge.
Vil du have adgang til Mandag Morgen?
Analytisk journalistik om samfundets omstillinger – og hvordan de former fremtiden.





