Lykkeland – velfærdsstatens globale sejr

Af Meik Wiking

”Tidligere har vi set mod USA som den store rollemodel. Det var den vej, vi ville gå. Nu ser vi ned ad den rute og tænker: Måske skulle vi kigge i en anden retning. Måske skulle Sydkorea kigge mod Norden. Mod Danmark.”

Yeon-Ho Oh står i spidsen for et af de største onlinemedier i Sydkorea. Han har skrevet både artikler og bøger om Danmark og har blandt andet etableret en dansk inspireret efterskole i Sydkorea. I Sydkorea kalder de Yeon-Ho Oh for den anden danske ambassadør.

Jeg møder ham første gang i 2013, få måneder efter jeg har etableret Institut for Lykkeforskning – verdens første tænketank for trivsel, lykke og livskvalitet. Han er interesseret i at forstå, hvorfor Danmark klarer sig godt i internationale målinger af trivsel, lykke og livskvalitet. Og han er ikke alene. 

Siden 2013 har jeg givet op mod 1.000 interviews, talt i 40 lande, og mine bøger er blevet oversat til 38 sprog. Danmarks velfærdssamfund og dets evne til at skabe gode rammer for gode liv har global bevågenhed. Det skyldes, at der globalt er et spørgsmål, der presser sig på: Hvordan kan vi mest effektivt konvertere vores velstand til trivsel? 

Penge er ingen garanti for lykke – men fattigdom kan være vejen til stress, bekymring og ulykke. Velstand har betydning for landes lykkeniveau. Rige lande er generelt lykkeligere end fattige, men der er stor forskel på, hvor dygtige de forskellige lande er til at konvertere velstand til trivsel.

Fælles for de nordiske lande er, at de alle ligger over gennemsnittet i netop den disciplin. Vi får meget livskvalitet for pengene. Vi er dygtige til at skabe gode rammer for gode liv. 

Samtidig eksisterer der en oplevelse af, at verden er blevet rigere, uden at folk nødvendigvis er blevet lykkeligere – og en erkendelse af, at et ensidigt fokus på vækst ikke nødvendigvis fører til større livskvalitet – eller som en ung studerende ved Tsinghua Universitetet i Beijing fortalte mig: ”Tidligere har vi fokuseret på at mætte vores maver – nu ønsker vi at mætte vores hjerter. 

Fra velstand til lykketilstand

De ord udtrykker på poetisk vis et globalt paradigmeskifte. Siden Bretton Woods Konferencen i 1944 (hvor Verdensbanken og den Internationale Valutafond (IMF) blev grundlagt) er et lands udvikling blevet tolket som en fremgang i velstand opgjort ved hjælp af bruttonationalproduktet, men i 2012 afholdt FN konferencen Wellbeing and Happiness: Defining A New Economic Paradigm. Ved samme begivenhed præsenterede man den første World Happiness Report, der gav status over verdens generelle lykketilstand og kom med en serie anbefalinger til, hvordan regeringer kunne øge lykken for deres borgere.

Rapporten konkluderede, at det er muligt fra politisk side at øge befolkningens lykke, og slog fast, at det giver lige så meget mening at udvikle politikker, der øger det nationale lykkeniveau, som politikker, der øger nationalindkomsten. 

Samme år vedtog FN enstemmigt en resolution, der understregede, at det at stræbe efter lykke bør være et grundlæggende mål for menneskeheden. Resolutionen opfordrede medlemslandene til at inddrage lykkeforskning i udviklingen af politik og udarbejde lykkemålinger som indikatorer for, om samfundet bevæger sig i den rigtige retning. 

Siden da har en række lande og internationale organisationer inddraget trivsel som den nye målestok for udvikling – eksempelvis har OECD siden 2012 udgivet 'Better Life Index', hvor tilfredshed med livet er en ud af 11 faktorer. 

Samme år blev den første 'National Well-being Report' udgivet i Storbritannien af The Office for National Statistics, den engelske pendant til Danmarks Statistik. Sidste år gik New Zealand et skridt videre og blev det første land i verden til at indføre et nationalt regnskab, der udtrykkeligt medregner borgernes trivsel på linje med den traditionelle målestok for udvikling – bruttonationalproduktet. Det betyder i praksis, at alle nye poster i det nationale budget bliver vurderet på, om det øger livskvaliteten blandt new zealænderne. 

Benyttes trivselsindikatorer som et overordnet værktøj, bliver det muligt at forstå, hvilke omstændigheder for samfundet og mennesker, der bedst kan løfte livskvaliteten, men også hvilke omstændigheder der udfordrer den. Eller som OECD udtrykker det i rapporten ”Guidelines on Subjective Well-being: ”Subjektive trivselsdata kan udgøre et vigtigt supplement til andre indikatorer, der allerede er i brug, for at følge og benchmarke landes fremskridt, til at guide folks valg og til at designe og levere politik.”

Dette globale paradigmeskift udgør en mulighed for Danmark, for den danske model, for velfærdsstaten – The Happiness Superpower. Verden anerkender modellens evne til at skabe gode rammer for gode liv og søger mod Danmark for at hente inspiration. Hvordan skaber vi eksempelvis bedre byer, arbejdspladser, politikker – der har en positiv effekt på borgernes trivsel?

I skyggen af lykken

Mens Danmark, sammen med de øvrige nordiske lande, konsekvent topper internationale målinger af trivsel og tilfredshed med livet, oplever danskere samtidig at have ondt i livet; vi kæmper med ensomhed, stress, depressioner, angst og meningsløshed.  

Når vi hyldes som verdens lykkeligste folk, kan vi gå hen og glemme, at disse rangeringer er baseret på gennemsnit, og kan overse uligheden, når det kommer til trivsel. Vi har endnu ikke nogen gini-koefficient for trivsel. Risikoen er, at vi glemmer dem, der lever i skyggen af lykken i verdens lykkeligste region.

Mens WHO definerer sundhed som ”… en tilstand af fuldkommen fysisk, psykisk og socialt velvære og ikke blot fravær af sygdom”, så er risikoen desværre, at velfærdsstaten overser de sociale og mentale dele af sundheden. Det skyldes blandt andet, at mange af de nuværende målinger af livskvalitet inden for sundhedsområdet simpelthen ikke fanger eller vægter det sociale og mentale aspekt af sundhed. 

Selvom de sundhedsværktøjer, vi i dag anvender, går under fællesbetegnelsen ”Sundhedsrelaterede livskvalitetsmål”, der blandt andet dækker over det omdiskuterede værktøj ”Kvalitetsjusterede leveår”, så måler de oftest blot fysisk sundhed og hverdagsrestriktioner, og mange af de stærkeste kilder til mistrivsel overses enten helt eller delvist. Det gælder for eksempel mentale og sociale sundhedsproblemer, som vægtes som mindre væsentlige end de fysiske aspekter.  

Hvis de nuværende livskvalitetsværktøjer overser de mest afgørende kilder til mistrivsel – såsom ensomhed og psykiske sundhedsproblemer – så realiserer vi ikke velfærdsstatens fulde potentiale til at skabe bedre liv. 

Myten om utopia

Det kan være vanskeligt at leve op til den internationale forestilling om verdens lykkeligste land. I ’Den lille bog om lykke’ skriver jeg om myten Danmark: ”Folk forlader deres arbejde klokken 14, og på udvalgte gadehjørner bliver gratis Lego uddelt som en del af en national strategi om at stimulere kreativitet, innovation og design. Alt kører godt her. Dog var der en episode for fire år siden, hvor et tog ankom fem minutter for sent. Passagererne fik heldigvis en skriftlig undskyldning fra statsministeren samt en designerstol efter eget valg.” 

Jeg tænkte, det var åbenlyst, at det var skrevet i sjov. Men ikke desto mindre var der en journalist fra New York Times, der havde læst bogen og skrev og spurgte: ”Skete det virkelig, eller var det en joke?” 

”Det var en joke,” skrev jeg tilbage. ”Vores tog ankommer aldrig for sent.”

Men toget kommer som bekendt ofte for sent. Og i det hele taget er der masser, der kan forbedres, også i et af verdens lykkeligste lande. Ikke mindst fordi vi hele tiden må tilpasse os resten af verden, der forandrer sig i et vanvittigt tempo.