Af Torben M. Andersen

Udviklingen i Dansk økonomi igennem de seneste 30 år har været ganske bemærkelsesværdig. Fra at være et kriseland med en lang række økonomiske uligevægte står vi i dag som en af økonomiduksene blandt OECD-landene med godt styr på økonomien.

Denne udvikling kan indrammes ved at sammenligne ordvalget i temperaturmålingerne på dansk økonomi i Økonomisk Råds rapporter i 1989 og 2019. I efterårsrapporten fra 1989 fremhæves ”udlandsgælden og arbejdsløsheden, der begge er langt højere end for ti år siden, (…) et udtryk for den uligevægt, økonomien fortsat befinder sig i, og dermed for størrelsen af de problemer, den økonomiske politik skal søge at løse i de kommende år (…) afhjælpningen af arbejdsmarkedets systemfejl”.

I rapporten fra efteråret 2019 er ordvalget anderledes lyst med fremhævning af, at ”dansk økonomi er godt rustet og uden store ubalancer (…). De offentlige finanser er grundlæggende sunde” og gunstige effekter af blandt andet reformer af tilbagetrækningsalderen.

I den internationale debat bliver Danmark især fremhævet for at have forenet en høj velstand med en relativt lige indkomstfordeling og et udbygget velfærdssamfund. I en situation med stigende fokus på sociale ubalancer fremstår Danmark som et land, der bedre end de fleste andre har været i stand til at forene sociale hensyn med en stærk økonomisk performance.

Det danske arbejdsmarked fremhæves – typisk under overskriften flexicurity – for at understøtte en høj beskæftigelse med fleksibilitet for virksomhederne og sikkerhed for lønmodtagerne. Denne model blev udsat for en alvorlig test i forbindelse med finanskrisen, hvor Danmark havde et af de største BNP-fald blandt OECD-lande. Selv om arbejdsløsheden steg, var det bemærkelsesværdigt, at de fleste ledighedsperioder var korte – set i forhold til andre lande – og hverken langtids- eller ungdomsarbejdsløsheden steg voldsomt. Med OECD-jargon viste dansk økonomi sig at være resilient – robust og modstandsdygtig – selv under en dyb nedgangskonjunktur.

Rettidige reformer

Denne udvikling i økonomien over en 30-årig periode er ganske imponerende og er et resultat af en række reformer, som er gennemført i perioden. Grundlaget blev lagt med fastkurspolitikken i 1980’erne, efterfulgt af en række reformer, særligt arbejdsmarkedsreformerne i 1990’erne samt velfærdsreformen fra 2006 og tilbagetrækningsreformen fra 2011. Den økonomisk-politiske handlekraft har således været markant, og de fleste reformer har haft en ganske bred politisk opbakning.

Undertiden kritiseres den økonomisk-politiske debat for at være kedelig og domineret af et konsensus-syn. For en lille og åben økonomi som den danske er dette måske den afgørende faktor bag reformkapaciteten. I en sådan økonomi er det ret klart, at ambitioner knyttet til levestandard og velfærdsamfund kun kan opfyldes, hvis den private sektor kan klare sig i den internationale konkurrence. Styr på de offentlige finanser er en anden vigtig forudsætning. En bred opbakning om fastkurspolitikken og en række reformer har derfor været drevet af kontante krav, men udviklingen viser, at de også har været succesfulde. Reformkapaciteten er det, der adskiller os mest fra de fleste andre lande, mere end det tekniske indhold i reformerne.

Stigende krav forude

Fortidens fortjenester giver et godt udgangspunkt, men de er ingen garanti imod fremtidige problemer. Vi står over for en række problemer, hvoraf nogle er globale og andre mere specifikke for Danmark. Lidt enkelt er hovedspørgsmålet, om vi også i fremtiden vil være et af verdens rigeste lande med en lav ulighed og et udbygget velfærdssamfund.

Globalt sætter aldrende befolkninger pensionssystemerne under pres. Her er Danmark et af få lande med et samlet pensionssystem (skatte- og opsparingsbaseret), der både vil kunne levere ganske gode pensioner og også er finansielt robust trods en aldrende befolkning. De to vigtigste grunde hertil er opbygningen af arbejdsmarkedspensioner samt reformer til sikring af, at pensionsalderen følger med udviklingen i levetiden. Lidt forenklet kan man sige, at vi har løst problemet ved at spare noget mere op og ved at arbejde mere (blive længere tid på arbejdsmarkedet).

Når de offentlige finanser er robuste i forhold til en aldrende befolkning, er det en væsentlig præmis, at dette alene vedrører finansiering af de velfærdsstilbud, vi kender i dag. Dette er imidlertid ikke et realistisk målepunkt fremadrettet, da der vil være stigende krav og behov til velfærdssamfundet. Det gælder ikke mindst på sundhedsområdet, hvor nye og bedre behandlingsformer (typisk også dyrere) og stigende krav skaber en vanskelig cocktail for et skattefinansieret sundhedsvæsen. I en situation med begrænsede muligheder for at øge skatterne og yderligere forøgelser af arbejdsudbud og beskæftigelse, er handerummet beskedent, og kravet til prioriteringer mellem forskellige velfærdsområder bliver skarpere.

En høj beskæftigelse og job med rimelige lønninger er forudsætninger for både et højt velstandsniveau og en relativt lige indkomstfordeling. Den ulige indkomstfordeling, skabt i arbejdsmarkedet, kan til dels udlignes via progressive skatter og det sociale sikkerhedsnet. Hvis ikke arbejdsmarkedet kan levere en høj beskæftigelse og rimelige lønninger for de fleste, bliver det svært at leve op til målsætningerne knyttet til velstand og lighed.

Robotter og klimakrise ændrer arbejdsmarkedet

Arbejdsmarkedet udfordres løbende af krav om omstillinger og tilpasninger som følge af både ny teknologi og ændrede konkurrenceforhold (globalisering). Den såkaldte fjerde industrielle revolution med automatiseringer, robotter og kunstig intelligens har på det seneste givet anledning til en jobpessimisme og genoplivet det klassiske spørgsmål ”hvad skal vi leve af?”.

Historien har gentagne gange vist, at en sådan pessimisme har været ubegrundet. Om det også vil være tilfældet denne gang, kan naturligvis diskuteres, men der er ingen tegn på faldende behov for arbejdskraft. Servicesektoren har været drivkraften igennem mange år og ser ikke ud til at have nået et mætningspunkt.

Men arbejdsmarkedet vil helt sikkert ændre sig, og kravene til kvalifikationer vil ændre sig og stige. Hvis teknologien i stigende omfang kan levere rutineløsninger, vil behovet for ikke-rutineløsninger, empati og social interaktion stige. Nye muligheder skaber eller forstærker andre behov, og det vil også vise sig i arbejdsmarkedet. Der er en dobbelt uddannelsesmæssig udfordring: at undgå en uddannelsesmæssig restgruppe, der er under stigende pres på arbejdsmarkedet, samt generelt at sikre relevante kvalifikationer, der kan holde et helt arbejdsliv.

Klima og miljø er den systemfejl, der i dag kræver politisk handling. Udfordringen har oplagt globale perspektiver, men kræver national handling. Det giver et kollektivt beslutningsproblem, fordi tiltagene umiddelbart vil have omkostninger, og resultaterne først vil vise sig i fremtiden. Der er derfor brug for store omstillinger.

Det hævdes nogle gange, at klimaudfordringen kun kan løses ved et fundamentalt opgør med vores samfundsmodel. Den konklusion er ikke helt klar. Netop reformkapaciteten i de nordiske lande gør, at vi har et bedre udgangspunkt for at håndtere sådanne kollektive beslutningsproblemer. Grundlaget for markedsøkonomien er fordelene ved specialisering og arbejdsdeling, og de forsvinder ikke, men vil skifte karakter på samme måde, som nye teknologier generelt medfører store forandringer.

Men det ændrer ikke ved, at udfordringen og omstillingskravene er store.