I 2006 var der en artikel i Time Magazine – How to bring schools out of the 20th century – som indledes med en spids lille joke, udvekslet mellem to undervisere med hang til systemkritik:

Rip Van Winkle vågner i det 21. århundrede efter at have sovet i et hundrede år. Han er naturligvis fuldstændig forvirret over det, han ser. Mænd og kvinder farer rundt og taler til små metalobjekter, som er fastgjort til deres ører. Unge sidder derhjemme på sofaen og flytter miniatureatleter rundt på elektroniske skærme. Ældre mennesker trodser død og invaliditet med metronomer i deres brystkasser og med hofter lavet af metal og plast. Lufthavne, hospitaler, indkøbscentre – hvor end Rip går hen, bliver han mødt af nye forvirrende indtryk.

Men da han endelig går ind i et klasseværelse, ved den gamle mand præcis, hvor han er. "Dette er en skole," erklærer han. "Dem havde vi også i 1906. Men nu er tavlen ikke sort, men grøn."

I dag ville vi sige, at tavlen er hvid.

Men måske er tingene ved at ændre sig radikalt. Ifølge Mathew Ingram er mobile teknologier og sociale medier ikke kun udfordrende for eksisterende industrier såsom kommunikation og medier. De hjælper også med at ændre måden, de studerende lærer på, og hvordan uddannelse gennemføres.

Uddannelse er i dag et milliardforetagende, og den forandring vil have konsekvenser. Spørgsmålet er hvilke?

Uddannelse over distance er ikke noget nyt i sig selv. Jeg har selv læst ved både Uppsala Universitet og Heriot-Watt i Edinburgh. Men de nye teknologier åbner for, at man kan nå mange, mange flere uden nødvendigvis at øge omkostningerne.

Ligeledes peger udviklingen mod, at der bliver flere og flere muligheder for at tilpasse uddannelsen efter den enkeltes behov og niveau samt øge interaktionen mellem lærer og elev og mellem elev og elev.

Flere og flere universiteter lægger gratis uddannelsesmaterialer ud, bland andet Stanford, MIT og Yale. Men der findes også andre aktører end de traditionelle skoler. Eksempelvis Udacity, Khan Academy, Coursera, Benchprep og creativeLIve. En del er gratis, andre skal man betale for.

Samlet set giver disse initiativer ikke kun flere mennesker mulighed for at uddanne sig, de giver også folk mulighed for at uddanne sig selv og/eller få adgang til indhold fra top-undervisere og top-skoler fra hele verden.

Det er flere faktorer, som driver denne udvikling, f.eks. bedre tilgang til internet og computere. Samtidig øges behovet for at tilegne sig viden og færdigheder nemmere og billigere. Ifølge professor ved Harvard Clayton Christensen har uddannelsessektoren ikke formået at udvikle og tilpasse sig disse tendenser. Og da udviklingen også rummer et stort økonomisk potentiale, åbner det for innovation og entreprenørskab. Alene i Indien forventes det, at onlinemarkedet vil vokse fra de nuværende 20 milliarder til 40 milliarder dollar i 2017.

Men der er også en del spørgsmål om eksempelvis kvalitet, kvalifikationsbeviser, effektivitet og langsigtede konsekvenser for uddannelsesinstitutioner.

Et omtalt initiativ for tiden er edX, som er startet af MIT og Harvard. De tilbyder også en potentiel løsning til problematikken omkring eksamensbeviser, som de facto er adgangsbillet til en bedre fremtid for de fleste.

Løsningen er et X-certifikat, som tilbydes de studerende, der har gennemført online-kurser. På den måde har alle med computer og internetadgang mulighed for ganske gratis at arbejde sig til eksempelvis et officielt HarvardX- eller MITX-certificat.

Hvordan det vil blive vurderet af potentielle arbejdsgivere, vil tiden vise. Hvem ved, måske vil eksamensbeviser mindskes i værdi, måske øges – eller måske finder vi en helt ny måde at vurdere folks evner på, når alle har adgang til de samme materialer.

På trods af den kritik online-uddannelser møder og vil møde, er de kommet for at blive. Og de vil vokse i omfang og i betydning. Derfor er det vigtigt, at vi allerede nu begynder at forholde os til, hvad det skal betyde for vores folkeskoler, gymnasier, universiteter og alle andre uddannelsesinstitutioner.

Tager vi ikke de nye muligheder og udfordringer seriøst, risikerer vi, at Rip Van Winkle også vil kunne genkende de danske klasseværelser flere generationer frem.

Læs flere af Christer Windeløv-Lidzélius’ indlæg her.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.