Verdens rumindustri er i fuld gang med at omstille sig fra en bureaukratisk, statsstøttet tilværelse til hård global konkurrence. De militære og nationale prestigeprojekter, der dominerede branchen under den kolde krig, presses nu i baggrunden til fordel for udviklingen af nye kommercielle produkter og tjenesteydelser. Udviklingen af en kommerciel rumindustri skaber store nye forretningsmuligheder på et marked, der forventes af omsætte omkring 700 milliarder dollar de kommende 10 år. Fra dansk side følges den igangværende kommercialisering af rumindustrien med betydelig interesse. Formanden for Foreningen af Dansk Aerospace Industri, adm.dir. Aage Madsen fra Per Udsen A/S, siger til Mandag Morgen, at udviklingen skaber behov for at formulere en dansk rumfartspolitik. “Der er store forretningsmæssige muligheder, som kunne blive fremmet af et dansk rumprogram. Det kunne give grobund for et frugtbart samarbejde mellem dansk forskning og industri,” siger han. Det kommercielle rummarked var i sidste uge emnet for en international konference. Mandag Morgen rapporterer fra konferencen.