Dansk politik det seneste halve til hele år op til årets folketingsvalg er en forfærdelig oplevelse – politik, når det værst.

Hvis det ’bare’ var den skingre tone, som pludselig præger mange diskussioner, var det til at leve med. Og at regerings- og folketingsarbejdet i stigende grad bliver uproduktivt, gør såmænd heller ikke noget. Formentlig er det et flertal af både borgerne og virksomhederne, som foretrækker perioder uden de store forandringer.

Det værste er, at alle politiske udtalelser, udspil og reaktioner bliver taktisk bestemte og bærer præg af overhovedet ikke at være velforberedte.

Tag regeringens udspil til en reform af sundhedsvæsenet og afskaffelse af helligdagslovgivningen som eksempler – eller oppositionens forslag til differentieret pensionsalder. Tænk, hvis hensigterne med disse forslag havde nydt fremme via et godt, gammeldags kommissionsarbejde med relevante aktører! Ja, tænk, hvis de dog i det mindste havde været lige så godt forberedt og underbygget som Enhedslistens forslag til Klimaplan 2030. Tankevækkende konstatering, ja!

Dertil kommer, at selve kampen om regeringsmagten – statsministerposten – bliver så altafgørende, at den tilsidesætter al sund fornuft. Tænk, hvis det forfærdelige skulle ske, at man ikke får regeringsmagten.

Problemet er, at det i sidste ende er os alle, der betaler prisen, hvis forudsætningen for regeringsdannelse bliver indrømmelser, som ligger langt ud over al anstændighed i forhold til afgivne valgløfter, økonomisk ansvarlighed, tiltrådte konventioner eller aktiv deltagelse i EU-samarbejdet.

Få mandater kan få stor indflydelse

Mange måneders meningsmålinger tyder på et ’rødt’ flertal, men Venstre har tidligere præsteret en flot slutspurt, og målingerne har en tendens til at undervurdere Dansk Folkeparti.

Valget er altså åbent – og vil sandsynligvis blive afgjort af størrelsen af stemmespild. Det kan således blive afgørende, om Nye Borgerlige formår at passere spærregrænsen på to procent og få fire eller flere mandater. Et endnu mere kaotisk scenarie er, at Nye Borgerliges frontfigur, Pernille Vermund, og/eller partiet Klaus Riskær Pedersen kommer i Folketinget med det afgørende 90. mandat.

Det sidste kan faktisk lade sig gøre, selv om partiet ikke får to procent af stemmerne. Pernille Vermund og Klaus Riskær Pedersen kan komme i Folketinget i kraft af en af de to andre muligheder: enten et kredsmandat, eller fordi deres partier i mindst to af de tre hovedområder – Hovedstaden, Sjælland-Syddanmark og Midtjylland-Nordjylland – opnår mindst lige så mange stemmer som det gennemsnitlige antal gyldige stemmer, der i området er afgivet pr. kredsmandat.

Det vil i givet fald ikke blive første gang, at et enkelt mandat på grundlag af ganske få stemmer afgør, hvem der får regeringsmagten. Det var for eksempel tilfældet i 1971, da et grønlandsk mandat (Moses Olsen) afgjorde det, og i 1998, da det var et færøsk mandat (Jóannes Eidesgaard), som blev ’tungen på vægtskålen’. 

Det var dengang, Venstres daværende formand, Uffe Ellemann-Jensen, aftenen før valget fik sagt, at ”den er hjemme”, men hvor det alligevel lykkedes for den socialdemokratiske statsminister, Poul Nyrup Rasmussen, at fortsætte med støtte af det afgørende færøske mandat, som tilfaldt en socialdemokrat med 176 stemmers overvægt.

Så er spørgsmålet, om Lars Løkke Rasmussen vil lade sig nøje med et parlamentarisk grundlag, der foruden et slidt Venstre, et fortsat beskedent Det Konservative Folkeparti og måske to nederlagspartier, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, også bliver afhængigt af Pernille Vermund og/eller Riskær Pedersen.

Det eneste ansvarlige, Venstres leder kan gøre i den situation, er at tage en alvorlig samtale med Radikales Morten Østergaard om de parlamentariske muligheder, og at Morten Østergaard kender sin besøgelsestid. Spørgsmålet er, om Kristian Thulesen Dahl vil tillade det. Det vil han måske hverken i første eller anden omgang, men han kan se til Sverige, og hvad der dér skete fire måneder efter valget.

Politik er alvor

Hvis ikke ’de gamle partier’ moderniserer deres tilgang til den politiske proces, og hvis ikke især Venstre og Socialdemokratiet skruer ned for slagsmålet om Statsministeriet, så vil Enhedslisten, Alternativet, Liberal Alliance, Nye Borgerlige eller Klaus Riskær Pedersen få indflydelse langt ud over, hvad mandaterne berettiger til.

Og så kan Dansk Folkeparti glemme drømmene om både ministerposter og om at indtage Radikales traditionelle rolle som tungen på vægtskålen i dansk politik.

Politikerne kan begynde med at anlægge en ny tone. Med det mener jeg først og fremmest, at vi skal have mistænkeliggørelsen og de mange forsøg på karaktermord ud af dansk politik. Det er og bliver partipolitikernes opgave at tage problemerne alvorligt, få dem klarlagt og komme med løsningsforslag.

Alt for ofte glemmer man både at klarlægge og fremlægge mulige løsninger som forslag. Man overdriver problemet og kræver ultimative, ofte symbolske løsninger. Markeringer synes vigtigere end resultater – og i hvert fald vigtigere end kompromiser. Den politiske kultur er ikke sund. Der kæmpes som aldrig før om en magt, som måske aldrig har været mindre.

Umiddelbart havde det nok været bedre for dansk politik med et valg i september 2018, inden den snart forløbne folketingssamling alligevel blev ødelagt. Men på den anden side kan vi jo også håbe på, at det seneste halve år giver både partierne og vælgerne stof til eftertanke.

Det er altså ikke ligegyldigt, hvem man stemmer ind i Folketinget, og om de pågældende partier i realiteten har både evnen og viljen til det nødvendige samarbejde for at løse reelle problemer. Politik er ikke for sjov!

---

Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.