Tro, håb og matematik

Det kræver mere end tro, håb og regnestykker at skabe balance i de offentlige budgetter, så velfærden sikres. Sådan kunne man passende omskrive det åbne brev til danskerne, som statsminister Lars Løkke Rasmussen og Ventre har indrykket i landets dagblade.

Danskerne bombarderes i disse dage med valgkampsannoncer i et omfang, der må vække glæde blandt de betrængte avisejere. Men for borgerne er det en stor udfordring at få en dybere forståelse af, hvordan samfundsøkonomien egentlig hænger sammen i VK-regeringens 2020-plan og i oppositionens foreløbige udspil.

Det kan blive afgørende for folketingsvalget, hvor økonomien og debatten om finansieringen af velfærdssamfundet bliver helt central.

Økonomerne i Finansministeriet har regnet sig frem til, at der skal findes 47 milliarder kr. i 2020 for at opnå balance i økonomien. Og regeringens 2020-plan ligner et seriøst og sammenhængende bud på, hvordan regningen kan betales.

[quote align="right" author=""]En række af de centrale forudsætninger i Finansministeriets regnestykke virker som rosenrøde skøn, der meget vel kan ændre sig undervejs.[/quote]

Stram udgiftsstyring efter blandt andet svensk opskrift er en vigtig brik, der skal på plads, hvis ikke de offentlige udgifter skal fortsætte med at løbe løbsk.

Sidste års genopretningsaftale løste halvdelen af udfordringen, og besparelser på forsvaret og SU, samt en fjernelse af førtidspensionen for alle under 40 år, kan også hjælpe lidt på vej.

Den store hurdle er dog fortsat den afvikling af efterlønnen, som har været tabuiseret af de fleste partier i de sidste mange år. Det er modigt og økonomisk ansvarligt af statsministeren at holde fast i sit opgør med efterlønnen.

Sagen er bare, at det med stor sandsynlighed er for lidt til at sikre den finanspolitiske ansvarlighed, som statsministerens parti selv annoncerer med. En række af de centrale forudsætninger i Finansministeriets regnestykke virker som rosenrøde skøn, der meget vel kan ændre sig undervejs. Regeringen tror på højere vækst end både OECD og de økonomiske vismænd. Den håber, at olieprisen bliver lavere. Og den forudsætter en lavere rente end den, der for tiden tegner sig i horisonten.

Dertil kommer, at de voksende sundhedsforventninger er en tikkende bombe under økonomien, som den tidligere overvismand, professor Jan Rose Skaksen formulerer det over for Mandag Morgen i dag.

Der påhviler politikerne et ekstremt stort ansvar i forhandlingerne om 2020-planen. Det vil være meget uklogt at slække på tøjlerne for tidligt eller indskrænke spareøvelsen af frygt for vælgernes dom. Selv om man laver alle de opstramninger, som regeringen lægger op til, kan det nemlig meget vel vise sig i løbet af ganske få år, at man er tvunget til endnu skrappere reformer.

Staten har udsigt til en uholdbar stigning i gældsætningen i de kommende år, og det kræver f.eks. ikke ret store rentestigninger på det internationale marked, før fundamentet under det danske velfærdssamfund og boligmarkedet begynder at skride. 

Sandsynligheden for, at vi får nye store internationale økonomiske kriser i de næste ni år, er ganske betydelig, hvis man bruger de sidste fire årtier som målestok.

Alt taler for, at mindst en stor krise vil ramme os inden 2020. Mandag Morgen har i dagens udgave samlet ni store trends, der på afgørende vis kan ændre de økonomiske vilkår de næste ti år.

Det er ikke dem alle, der nødvendigvis trækker i negativ retning. Men hvis en eller flere af dem gør, må politikerne formodentlig til forhandlingsbordet igen og lave større reformer. I den nye globale økonomi er turbulenser og pludselige kriser faktisk mere normale, end Finansministeriets alt-andet-lige-fremskrivning giver indtryk af.

[quote align="left" author=""]For de unge, de udstødte og de ældre, der er sat til at gå forrest i spareøvelsen, må det virke underligt eller direkte stødende, at samfundsansvaret endnu ikke inkluderer det store flertal af boligejere.[/quote]

Globalt er hovedscenariet, at vi kommer til at opleve et rimelig solidt økonomisk opsving, sådan som ministeriet regner med. Og man kan naturligvis håbe på, at alt bliver endnu bedre, end Finansministeriets folk forestiller sig – at den globale økonomi oplever en ny renæssance og et årti med boomende velstandsstigninger.

Men dansk realpolitik bør ikke bygge på rosenrøde regneøvelser. Det vil ganske enkelt være meget uklogt. Kigger man på de hastigt stigende olie- og råvarepriser for tiden, og de abnormt store ubalancer mellem den nye forbrugsmagt Kina og den nye globale gældsmagt USA, er der grund til at udvise stor forsigtighed. Den internationale valutafond, IMF, kom forleden med en advarsel om, at verdens banker truer den globale stabilitet, fordi de står over for en mur af gældsfornyelser. De næste to år skal bankerne forny lån for en samlet værdi af op imod 3.600 milliarder dollar, og især i en række europæiske lande er mange af dem udsatte. Der skal mere end tro, håb og den nye europæiske stabilitetsmekanisme til for at komme helskindet gennem disse udfordringer.

Danmark har brug for en seriøs diskussion af, hvordan velfærdssamfundet og dets finansiering i de kommende år ændres.

For de unge, de udstødte og de ældre, der er sat til at gå forrest i spareøvelsen, må det virke underligt eller direkte stødende, at samfundsansvaret endnu ikke inkluderer det store flertal af boligejere. Tabuiseringen af boligbeskatningen i dansk politik er en stopklods i arbejdet med at få genskabt den samfundsøkonomiske ansvarlighed efter flere års forbrugsfest. En højere boligbeskatning kombineret med lavere marginalskatter ville samtidig kunne stimulere den økonomiske vækst, som Danmark ikke har været særlig rig på i de sidste mange år.

Det er på høje tid, at debatten om 2020-planen kobles sammen med en seriøs diskussion af, hvordan man styrker indtægtssiden. Danmark har nemlig også brug for en vækstplan, der kan styrke det økonomiske grundlag under vores velfærd. Kan man sikre en afkobling, så alle de automatiske lønreguleringsmekanismer i det offentlige ikke sætter så hurtigt ind, vil øget vækst også styrke den finanspolitiske holdbarhed markant.

Forhandlingerne om 2020-planen er kun en del af åbningsspillet. Danmark har brug for langt flere og mere vidtgående reformer, end planen lægger op til.  Politikerne har et meget stort ansvar for at holde Danmark på reformsporet. Også efter valget vil denne udfordring bestå. En række store samfundstrends, der tegner sig i horisonten, vil gøre den udfordring særdeles presserende. På den ene eller på den anden måde.